fbpx

Årets 25 bedste danske sange

Foto: Alva Ravn // Saycon

2019 har været endnu et stærkt dansk musikår, hvilket både nye og mere etablerede navne har bidraget til. Her er redaktionens 25 yndlingsnumre fra danske artister i år, som i bunden af artiklen er samlet i en Spotify-playliste, så du kan afslutte 2019 med manér.

Vi samler traditionen tro op på året som er gået med en serie af artikler den næste måneds tid, hvor vi har samlet nogle af de bedste sange, albums og opdagelser vi har været særligt begejstret for i 2019.
Herunder kan du dykke ned i vores samling af 25 helt fantatiske numre fra diverse danske artister – og høre dem alle på Spotify-playlisten nederst i artiklen.

Alva Ravn – “Precious Prey” 

“Precious Prey” er uden tvivl en af årets bedste scandipop-bangere. Den har simpelthen det hele; Et catchy omkvæd, en uimodståelig, nordisk vibe og Alva Ravns helt igennem fantastiske stemme. Da vi hørte tracket første gang, faldt vi pladask for dets energi og artisten bag, hvilket endda resulterede i, at Alva Ravn blev vores bidrag til dette års Live Camp på Smukfest. Du kan høre lidt mere om tracket og sangerinden i vores interview her – og har du endnu ikke hørt “Precious Prey”, kan du godt se at komme igang! 

Hør den storslåede “Precious Prey” her.

Astronaut – “Inside an Atom

Er du vild med Tame Impala, er der en ret stor sandsynlighed for, at psych-pop gruppen Astronaut også vil falde i din smag. Især med nummeret “Inside an Atom”, der med sit drømmende udtryk tager dig med på en behagelig rumrejse gennem galaksen, som du sent vil glemme.

Du kan læse mere om tracket her og høre “Inside an Atom” her.

Awinbeh – “new!” 

Awinbeh kickstartede sin solokarriere med singlen “new!”, der med sin unikke urbane lyd var en af de største opdagelser i år. På “new!” bliver vi præsenteret for Awinbeh Ayagibas talent for ubesværede skift mellem en smooth vokal og mere ligefremme rap leveringer. Alt dette bliver pakket ind i et pulserende beat med drømmende synthflader og tunge bastoner. Vi kan kun glæde os til at høre endnu mere fra kunstneren i fremtiden, men hører indtil videre “new!” på repeat.

Se musikvideoen til “new!” her.

Ea Kaya – “Cruel To Be Kind

Endnu et fantastisk scandipop-nummer fra i år er Ea Kayas ørehænger “Cruel To Be Kind”. Er man lidt sløv og har brug for fornyet energi, skal man blot sætte lige præcis dette nummer på og pludselig så sker der altså et eller andet. “Cruel To Be Kind” bringer masser af danselyst, power og styrke til at komme igennem dagen – og så er det bare endnu en god grund til at holde øje med den talentfulde popkomet. 

Læs vores seneste interview med Ea Kaya her og se musikvideoen til “Cruel To Be Kind” her.

Elias Boussnina feat. Lil Halima – “13th Floor

På “13th Floor” har den spirende kunstner Elias Boussnina fået besøg af den norske sangerinde Lil Halima. Sammen har de skabt en solid pop-basker med bløde synthflader og varme R&B-vibes, der har et stort internationalt potentiale. Sangen kan findes på Elias Boussninas solide debut-EP Shameboy, der for alvor cementerede den unge pop-artist som et lovende navn i det danske musiklandskab.

Læs vores seneste interview med Elias Boussnina her og se musikvideoen til “13th Floor” her.

Erika de Casier – “Puppy Love”

Erika de Casiers “Puppy Love”, som er på sangerindens debutplade Essentials fra tidligere i år, er den ultimative naive kærlighedssang. Nummeret beskriver begyndelsen af et forhold, hvor det hele er regnbuer og enhjørninger, og hvor man er så betaget af den anden person, at man bliver en smule forblændet. Casiers signature nostalgi-R&B trækker på en 00’er æstetik med associationer til sværvægtere som TLC og Destiny’s Child – og det kan vi ikke stå for.

Lyt til sangen her.

GENTS – “Right On Time

Snap-pop-duoen GENTS slap deres fortrinlige album Human Connection i oktober 2019. Albummet høstede mange roser – også fra vores side, hvor GENTS løb med hele fire ud af fem stjerner. Her fik sangen “Right On Time” også stor opmærksomhed med dens upbeat, unikke og fængende lyd, filosofiske og eftertænksomme tekst og som altid lækre og drømmende spa-poppede toner, der for alvor viste, at GENTS stadig ved, hvordan man laver god popmusik.

Se musikvideoen til “Right On Time” her.

Goss – “Blood

Sidste år kunne man også finde Goss på vores liste over de bedste danske sange – og selvom det er et nyt udtryk vi får serveret på “Blood”, er der ingen tvivl om Goss’ musikalske DNA. På nummeret synges der om en stormende forelskelsesfølelse, og alt hvad det indebærer. Dette pakkes ind i en anderledes lyd fra kunstneren, der balancerer smukt mellem et opløftende og melankolsk univers. “Blood” fører an på Goss’ nye musikalske rejse, og er derfor et af de bedste numre fra 2019.

Læs vores anmeldelse af Goss’ koncert på årets Heartland Festival her, og se musikvideoen til “Blood” her.

Hans Philip – “Siger Ingenting

“Siger Ingenting” er en smuk klaverballade og var de allerførste toner, vi hørte fra Hans Philips solokarriere. Med behagelige vokalfraseringer og atmosfæriske teksturer pakker Hans Philip en international R&B lyd ala Frank Ocean ind i sine egne unikke danske klæder. Sangen er samtidig første nummer på debutalbummet Forevigt, og sætter dermed barren højt lige fra start.

Se musikvideoen til “Siger Ingenting” her.

Jada – “Lonely” 

Den fremadstormende og talentfulde sangerinde Jada kan med god samvittighed kalde sig for en vaskeægte popdiva. 2019 var igen et stort år for Jada, der har høstet et hav af priser blandt andet for det anmelderroste album I Cry A Lot. Singlen “Lonely”, der kom forud for pladen, blev et af dette års store radiohits, og det forstår man godt. “Lonely” er en popbanger, der indkapsler Jadas enorme talent, og derfor skal den selvfølgelig med på listen her. 

Se Jada optræde med “Lonely” live til P3 Guld lige her.

Liss – “Talk To Me

Med en baslinje, der får det til at krible i fingrene på enhver musikelsker og forsanger Søren Holms karakteristiske stemme, landede “Talk To Me” – sammen med resten af numrene på Second på – et tørt sted. Der havde nemlig været ret stille fra Liss siden debut-EP’en First kom i 2016. “Talk To Me” er low-key og dansabel på én og samme tid, og gav det helt rette Liss-fix, som mange af os havde hungret efter. Lidt autotune på vokalens flydestemmer spicer omkvædet op, uden at det bliver for meget – og nummeret var ifølge vores anmelder også et af dem som fungerede allerbedst på EP’en.

Læs anmeldelsen af Second her og se musikvideoen til “Talk To Me” her.

LOLA – “Deep Soul

På den danske R&B-front har LOLA stået stærkt i år. “Deep Soul” var første udkast til den længeventede EP Look At Us Now, der imponerede med otte solide tracks. Med en dyb baslyd, flydende guitarakkorder og en fantastisk vokal levering forfører LOLA lytteren lige ind i sit varme og behagelige univers. Vi glæder os til at høre meget mere til den talenfulde gruppe i fremtiden.

Lyt til “Deep Soul” her.

Lord Siva, Vera – “Oh My God” 

Artisten Lord Siva og produceren Vera, som tidligere har produceret for artister som Soleima og Liss, overraskede i starten af året med det engelsksprogede nummer “Paris”, som blev starten på et fuldstændig genialt samarbejde. Et halvt års tid efter udgav det nye makkerpar så “Oh My God”. Et hit, der roligt tør siges, at være en ørehænger – den har i hvert fald været fast slagsang her på redaktionen. Nummeret har et laid-back, head-bobbing beat, man ikke kan ryste af sig. Og med Lord Sivas passionerede, nærmest overdrevet hengivne stemme er den svær ikke at synge med på og få limet fast i hukommelsen.     

Hør “Oh My God” og se musikvideoen her.

Lowly – “baglaens” 

Der ingen tvivl om, hvorfor den talentfulde kvintet Lowly har stormet frem de seneste par år. Deres evige nysgerrighed og eksperimentelle pop har da også kulmineret i et af årets måske bedste album Hifalutin, hvor nummeret “baglaens” også at finde. Som titlen indikerer, starter sangen med næsten 40 sekunders soundscape, hvor Soffie Viemoses vokal spilles baglæns og langsomt forsvinder over i det pulserende beat. Det detaljerige lydbillede giver en næsten tranceagtig tilstand, og man kan ikke undgå at blive suget med ind i de vibrerende melodier og sitrende synthesizers. Den sidste del af sangen er et udsnit fra et af bandets optagelser i Brønshøj Vandtårn – her kan man høre et loop fra Nanna Schannongs guitar resonere i et 34 meter højt betonrum.

Læs vores store interview med bandet her, og se den æstetiske musikvideo til “baglaens” her.

Mekdes – “Lose A Minute”

Uimodståelige Mekdes har haft et forrygende 2019 på musikfronten. Hun spillede til en af vores Uimodståelige-aftener i Pumpehusets byhave og vandt efterfølgende Live Camp på Smukfest. “Lose A Minute” har et medrivende beat i omkvædet samt et vers, der prydes af Mekdes’ varme stemme og en opkvikkende melodi. Alt dette er forhåbentlig blot starten på hendes karriere og neo-soulede lyd, hvilket vidst understreges meget godt ud fra den nylige Northside-annoncering, hvor Mekdes (ikke overraskende) er havnet på programmet.

Se Mekdes optræde med en smuk liveudgave af sangen her.

Neigh – “CmeCry

“CmeCry” oser af international potentiale, storslåethed og ørehængende toner, der slet ikke er til at stå for. Selvom det er Neighs første og eneste udgivelse, er der intet at sætte fingeren på. Med en velproduceret og professionel lyd er barren for alvor lagt, og vi glæder os til at høre endnu mere god musik fra artisten i fremtiden. 

Se musikvideon til “CmeCry” her.

Pil – “Dø af Kærlighed

Da Pil udgav “Dø af Kærlighed” i maj måned, blev vi blæst fuldkommen bagover. Det var artistens anden dansksprogede udgivelse, men med det samme blev man overbevist om, at Pil havde fundet sit rette element. “Dø af Kærlighed” blev for kort tid siden fulgt op af EP’en Når Du Går Herfra, som vi havde med på vores artikel over ugens vigtigste albumudgivelser, og endnu engang fik vi bekræftet, at Pil hører hjemme i det danske, hvor hun på fineste vis folder sit kæmpe sangerskriver-talent ud. 

Lyt til “Dø af Kærlighed” på spotify her.

rosegold feat. Rockie Rose – “Gorillas

R&B-duoen rosegold er i den grad også værdige på listen her, og selvom det har været svært at vælge, må “Gorillas” blive vores favorit fra drengene i år. Det er lidt af et grime-nummer, og kunne godt slippe afsted med at stå ved siden af hits fra skolens store drenge som Skepta og Stormzy. På en hed opvarmningsdag på Roskilde Festivals gav rosegold en ligeså hed koncert, men til en intim akustisk aften viste de for nyligt, at de også kan brillere uden de tunge beats og hæderlige R&B-hooks. De kører den hjem med deres stemmer, charme og ørehængende melodier.  

Se musikvideoen til “Gorillas” her.

School Of X – “Destiny

Den alsidige og nysgerrige kunstner Rasmus Littauer aka School of X har efter nogle års pause med solo projektet endelig rørt på sig igen i 2019, og vi har i den grad været begejstret for den nye musik. Som fast trommeslager for den danske popdronning MØ har der været travlt i kalenderen for Littauer, men heldigvis har kunstneren alligevel haft tid til at lave EP’en Destiny, som kom tidligere på måneden. Titelsangen er en inderlig guitarhymne med bløde vokalharmonier og luftige blæsermelodier, som perfekt indrammer den nerve, School of X altid bærer med sig i sin musik. Den reflekterende lyrik og enkle instrumentering markerer, hvordan kunstneren gang på gang formår at skabe et nærværende univers, hvor man som lytter trygt flyder med de detaljerige produktioner. Man kan desuden også høre Soleima i nogle af korstemmerne til sidst i sangen. 

Du kan læse vores anmeldelse af School of Xs releasekoncert på Vester Vov Vov her, og se den rørende musikvideo til “Destiny” her

Selma Judith – “Colder” 

I 2017 brød harpist og sangerinde Selma Judith frem med det fængende nummer “Kind Of Lonely”. Hun fangede alles opmærksomhed og har den endnu. I år kom singlerne “Inner Thigh” og ikke mindst “Colder”, og her viste den unge sangerinde igen sin imponerende stemme. Numrene har ført hende til flere festivaler i år, heriblandt Roskilde Festival, hvor sangerinden leverede en tryllebindende og gennemført koncert. “Colder” er et gribende nummer, hvorpå sangerindens plisserede stemme viser nye højder. Den tilhørende musikvideo er filmet i onetake på Den Kongelige Afstøbningssamling og viser Judith bevæge sig rundt mellem skulpturer og statuer. En enkel musikvideo, men én man husker. Med mindre man har levet i en boble har ikke kunne komme uden om Selma Judith i 2019 – og derfor skal “Colder” selvfølgelig med på listen.

Bliv betaget af musikvideoen til “Colder” her.

Soleima – “STFU”

Soleima har været et prominent navn på den danske undergrundsscene siden sin solodebut tilbage i 2015. I år viste hun en anden side af sig selv med udgivelsen af de to lidt mere lettilgængelige popproduktioner – “Cheers For The Tears” og ikke mindst “STFU”. Med elektriske synthesizers og Soleimas karakteristiske vokal samt badass-attitude er “STFU” det perfekte laidback popnummer, som vi blandt andet fik lov til at høre live, da hun indtog scenen på Smukfest og ovenikøbet hev hele fire ud af fem stjerner hjem. 

Tag del i Solaimas univers med “STFU” lige her.

Soon – “With You

August og Andreas fra den elektroniske R&B duo Soon viste på debutsingle “With You” deres talent for unikke produktioner og drømmende melodier. Sangens dansable beat og atmosfæriske klange fører én direkte tilbage til sommerens varme dage med flirts og sene aftener. Debutsinglen besidder en gennemført og genkendelig lyd og Soon har derfor skabt en af de flotteste og mest interessante danske debuter i 2019.

Læs vores interview med den lovende duo her, og se musikvideoen til “With You” her.

Søn – “Malmö

Det har i den grad været et år i Søns navn – med debutpladen Det Skandinaviske Design beviste bandet endnu en gang deres store talent for dansksproget popmusik. Som et af højdepunkterne er nummeret “Malmö”, hvor forsanger Kristoffer Jessen older sin stærke karakteristiske vokal ud i et rumklangsfyldt univers med twangy guitars og glassy synths. Søns fremragende mix af postpunk og indierock – tilført lidt jazzy vibes – er alt sammen til stede på “Malmö”, som er et frisk pust af originalitet i 2019s række af danske pophits.

Læs eller genlæs vores anmeldelse af bandets forrygende koncert på Roskilde Festival her – og lyt til “Malmö” her.

TÅRN – “Farver og Vanvid” 

“Farver og Vanvid” var et af numrene på TÅRNs EP Første Halvdel Af En Bevægelse, der senere mundede ud i det anmelderroste album Åbne Cirkler. Og lige præcis det her nummer, beskriver meget godt helhedsindtrykket af bandets seneste album; storslået, genialt og vildt ambitiøst. Vores anmelder har sagt følgende om “Farver og Vanvid” i forbindelse med sin anmeldelse af Åbne Cirkler: »Produktionen er fantastisk, og sangskrivningen er uomtvisteligt et nyt højdepunkt i Odense-kvintettens foreløbige karriere. Det er samtidig en uhyre farlig åbningsmanøvre, idet resten af Åbne Cirkler får sat barren i himmelhøjde.«

Lyt til det gennemførte nummer her.

WIINSTON – “Vogue

Singlen “Vogue” fulgte op på det anmelderroste debutalbum fra den danske duo WIINSTON. På den eksperimenterende single bliver vi ført rundt i to meget forskellige dele. Sangen starter ud i et elektronisk og melankolsk univers med atmosfæriske stemmer og tunge beats. Halvvejs inde i nummeret skifter sangen fuldstændig karakter og bliver der båret af en akustisk guitar og skrøbelige vokaler. Denne uforudsigelige kontrast er fantastisk, forfriskende og ligeledes en tilgang, man kan savne i det til tider stagnerede danske musiklandskab.

Læs vores anmeldelse af duoens intime koncert på Musik i Lejet her, og lyt til “Vogue” her.

Lyt til alle 25 numre via Spotify her:

Redaktionen
redaktion@bandsoftomorrow.com