fbpx

Selma Judith – Roskilde Festival 2019

Foto: Carla Eleonora Feigenberg
Scene: Countdown
Tidspunkt: Mandag den 1. juli kl. 14.45

Selma Judith tog (flere gange) røven på publikum og udviskede grænserne mellem rytmisk og klassisk musik til den perfekte Roskilde-debut.

Selma Judith – Roskilde Festival 2019
5 / 5 Anmeldelse

Koncerten med den fremadstormende, danske sangerinde, sangskriver og harpenist Selma Judith var præget af overraskelser. Starten gik dog nogenlunde som forventet, for traditionen tro lagde hun ud med et cover alene på harpen, som hun så ofte har gjort, og denne gang var det Roskilde-aktuelle Bob Dylans “One More Cup of Coffee”, der blev lagt i Judiths kyndige hænder. Hendes vokal sad i skabet allerede hér og hele koncerten igennem – så er det på plads. Bandet trådte stille ind til lyden af de sidste drømmende harpetoner, og så gik R&B-festen i gang med den forførende “Inner Thigh” – egentligt også som forventet. Og derfra traf Selma Judith alle de rigtige valg. 

Hun fik til sin koncert på SPOT Festival kritik fra anmeldere, som – ved siden af mange rosende ord – skrev, at bandet var for fremtrædende, og at hun fungerede bedst alene med harpen. Jeg så ikke koncerten selv, så det vil jeg ikke kommentere på, men under denne her koncert var jeg lykkelig for bandet. Selvom stortrommen var mixet lige lidt for højt, var det befriende at se R&B-genren give plads til bandet og det instrumentelle. En guitarsolo kan sagtens høre hjemme i en blød R&B-sang, og bandets tilstedeværelse bekræftede egentligt bare følelsen af at være til en live-koncert. Det behøver slet ikke være så fint og tilbagelænet som på indspilningen.

Bedst som jeg havde noteret mig ovenstående pointe, gik bandet af, og ind trådte en cellist og en guitarist (spansk guitar). Pludselig skiftede koncerten fuldstændig karakter, og det var her, Selma Judith første gang tog røven på mig. De foreløbigt tilgængelige singler har på en måde “snydt” os til at tro, at vi skulle til “endnu” en R&B-koncert, men i midten af showet tvang Selma Judith, som del af et lille ensemble, sine lyttere til at give klassisk musik en chance. Harpen, celloen og den spanske guitar klingede smukkere med pigernes vokaler og kuldegysningsfremkaldende harmonier, end jeg kan beskrive.

Det viste sig at være et ret langt midterstykke, Judith dedikerede de klassiske instrumenter, og mens jeg troede, det i virkeligheden også ville blive for langt for nogle af de fremmødte, stod alle omkring mig fuldstændig stille med blikket fikseret på scenen og de dygtige damer. 

Selma Judith og co. lykkedes i den grad med at udviske grænserne mellem rytmisk og klassisk musik (lidt ligesom den anbefalelsesværdige amerikaner Kelsey Lu), og pludselig var bandet tilbage på scenen i gang med at blande de organiske toner fra pigernes instrumenter med den mere direkte, poppede og “pluged-in” lyd fra deres. Vi vendte igen tilbage til det radiovenlige lydbillede med den beroligende “Alright” og politiker-opråbet “Colder”.

Hvis koncerten var endt hér, havde jeg stadig givet den topkarakter, men da den blot et år gamle førstesingle “Kind of Lonely” skulle runde showet af, tog Selma Judith endnu engang røven på os. Hun fortalte, hvordan coveret til singlen var blevet fjernet fra sociale medier, fordi kvindelige brystvorter åbenbart ikke er noget, man skal udstille, og publikum vidste med det samme, hvad de havde i vente. Hun spillede nummeret med bar overkrop – det samme gjorde gutterne i bandet, men det løfter man jo ikke en øjenbryn over – og mon ikke, det bliver taleemnet for alle, der var der. Det håber jeg faktisk, for det er et emne, der er vigtigt at tale om. Selvom nogle få stykker omkring mig forventeligt hev telefonerne frem for at filme det hele, var det faktisk overraskende få, og det var sindssygt befriende at se, hvordan det stadig var vigtigere for folk at høre musikken end at filme bare bryster.

Man kan sætte “trylle” foran flere ord på dansk: “Tryllekunstner”, “tryllebinde” og “Trylleharpen” (titlen på et stykke af den klassiske komponist Friedrich Kuhlau). Selma Judith viste sig i den grad som en kunstner, som tryllebandt Roskilde Festival med sin originale blanding af klassisk og rytmisk musik. Og uden at køre metaforen pinligt lang ud, så var det faktisk ret magisk at være en del af.

Nikoline Skaarup
nikolineskaarup@bandsoftomorrow.com