fbpx

Soleima – Smukfest 2019

Foto: Nikoline Skaarup
Scene: Bøgescenerne
Tidspunkt: 13.45

Soleimas koncert var den perfekte blanding af kosmos og kaos. Desværre var det bare lidt for tidligt for publikum at komme med i kredsløbet.

Soleima - Smukfest 2019
4 / 5 Anmeldelse

Tidligt (ihvertfald i en festivalssammenhæng) fredag eftermiddag er der mødt en rimelig sum mennesker op, men tredjedagstrætheden var stærkt gældende hos det mumlende publikum foran Bøgescnerne. Måske sætter de fleste Soleima i sammenhæng med at være den tidligere sangfugl i Flødeklinikken, men den danske musiker har vist sit værd i stor solo-stil, og kan allerede bryste sig af at have skrevet og produceret flere dansevenlige og sjæledybe elektropopnumre, end man kan tælle på to hænder. 

Showet åbnes med et sample, som både lyder helt dystopisk til at starte med, men langsomt udvikles til bløde, drømmende toner. Nummeret sættes igang af Soleimas vokal og den elektroniske troldmand Christian alene, hvor bandet kommer ind og joiner i omkvædet. Og det lyder pissegodt. Bandet er velkoordineret, dynamisk og hver enkelt musiker har deres egen særegne karakter der får lov at komme i spil i stedet for blot at agere anonyme spillemænd i baggrunden.

Publikum bliver varmet godt op og får rystet tømmermændene af sig på “STFU”, hvor det er dejligt at se, at de fine elektroniske detaljer er noget, der bliver spillet live i stedet for bare at blive sat igang på en computer. Soleimas vokal sidder rent og selvsikkert, og det virker til at være legende let at levere de småkække tekster, mens publikum ligeså stille rokker med.

Sangerinden kommer med en lille opsang til det bænkesiddende publikum om at komme lidt tættere på, inden hun går igang med den velspillede “Cracks”. Desværre uden større effekt. Men humøret er højt på scenen – den kvindelige bassist står og rocker cool med og laver lækre kor-overlægninger, guitaristen laver lækre melodiske figurer, trommeslageren får stikkerne til at løbe henover trommeskinnet, og elektro-smeden står og vrækker vovet med til musikken. Det stjæler lidt fokus fra frontkvinden, men det gør egentlig ingenting, heller ikke for Soleima. Hun er stolt over at have holdet med, og de skal da have ligeså meget cadeau som hende selv.

Efter den lidt ubalancerede “Mascarade” og den første liveoptræden med den nye “Cheers for the tears” (som udkom i dag!), inviterer Soleima det varme publikum ind i et parallelunivers med sangen “Pacify Me”. Hun sætter sig bag klaveret, så hun er på lige kant med resten af bandet, og det klæder både hendes lydbillede og vokal med den forvrængede og autotunede vokal, som kan give associationer til nogle af MØs og Tove Los produktioner. Selvom det ikke var alle i eftermiddagspublikummet, der følte sig hjemme i paralleluniverset, var det dejligt og tiltrængt, at Soleima udfordrede og eksperimenterede med sin Smukfest-optræden.

Jordforbindelsen bliver etableret igen på “Bulldog”, hvor Soleimas rene vokal igen får lov at komme i spil, og kigger man rundt omkring, er det nok den, der er mest velkommen hos den brede befolkning. Nummeret startes ud med sang og guitar, og bliver igen bygget ovenpå af resten af bandets lyd, og det lyder pissegodt – igen.

Bandet balancerer hele tiden mellem at være totalt koordinerede og tjekkede og legesyge og frie, og det fortsætter gennem resten af koncerten, hvor de instrumentale segmenter er prikken over i’et til de poppede tracks. Alle fem personer på scenen har deres egen vigtige rolle i Soleimas store kosmiske puslespil, og det hele ender oppe i en højere endhed på det sidste nummer “Breathe (feat. Hoodboi)”. Kunne man have ændret noget, ville det måske være tidspunktet, for det ville virkelig have klædt de spacede og stjernespækkede elementer at lyse op i noget nattemørke foran et lidt mere friskt publikum, der måske havde fået en Aperol Spritz eller tre.

Johanne Nedergaard
johannenedergaard@bandsoftomorrow.com