fbpx

Elias Boussnina: Min optimisme er min force

Foto: Lasse Martinussen

Elias Boussnina smed alt fra sig og lagde sin fulde opmærksomhed og energi i musikken. Det resulterede i en pladekontrakt med Universal, debut-EP’en Shameboy og starten på et nyt musikalsk kapitel, efter en periode med “lol”-trapprojektet Yung Coke.

Den nye kronprins af dansk R&B Elias Boussnina har fået nået nær en drømmestart med hittende singler “05:30”, “Lost Ones” og “Candy”, der alle har været i flittig rotation på P3. Men for bare få år siden gjorde den fremadstormende kunstner sig kendt på Soundcloud og Youtube med det kult-elskede trapprojekt Yung Coke (i samarbejde med produceren Lille Høg). I dag er det et helt andet musikalsk udtryk vi får fra Elias Boussnina, som er gået fra hiphop med en ironisk distance til selvudleverende fløjlsblød R&B.

Jeg mødte den 24-årige sanger på den norske musik- og branchefestival by:larm, der løb af stablen i slutningen af februar. Her fik vi en snak om hans erfaringer fra sit tidligere karikerede trapprojekt, hvad det har betydet for den nye musik, og hvorfor det ikke er så mærkeligt, at han nu har lavet en catchy og soulfuld R&B-plade. Vi sidder på det intime spillested Ingensteds i hjertet af Oslo, hvor Elias senere skal spille sin anden koncert på festivalen, der er med til at showcase nye talenter og give plads til uslebne diamanter. Da jeg træder ind på spillestedet er han ved at afslutte sin lydprøve sammen med det norske stjerneskud Lil Halima, der er feature på sangen “13th Floor” på Shameboy. I øvrigt en plade jeg har hørt meget op til festivalen og interviewet, og ligesom så mange andre er svært begejstret for. Derfor var jeg også interesseret i at høre hvad sangeren og sangskriveren har taget med sig fra sit tidligere projekt Yung Coke og over i sin nye musik, som ikke lugter det fjerneste af ironisk Youtube-trap.

Jeg har tænkt meget over sådan noget med, hvad det er, der gør, at et nummer er mere populært end et andet. Ikke at jeg sidder og tænker over, hvad vi skal gøre, for at nummeret bliver populært, når jeg sidder og skriver det. Men jeg tænker over, at selvom det er en helt anden genre så kan man stadig finde ud af, hvad der fungerer, og hvad der ikke fungerer.

Nogle undrer sig måske over det lidt radikale skift, der nu er endt med en syv-numre lang EP med masser funky basgange, lækre synthoverflader, ørehængende melodier og generelt tilbagelænet vibe, men det er faktisk ikke så overraskende. Elias Boussnina har nemlig fået det ind fra barnsben.

EP’en tror jeg bare er et spejlbillede af, hvad jeg egentlig har hørt. Der er mange der tror jeg kun har hørt rap hele mit liv, fordi jeg har lavet Yung Coke – det har jeg også hørt sindsygt meget af – men jeg er vokset op med Motown musik. Min mor lavede ikke andet end at spille den type musik hjemme hos os, da vi var små. Så jeg er vokset op med at høre den der soulede musik, og det har jeg altid hørt, også selvom jeg hørte rap.

Selvom soulen og Motown også har flydt ud af højtalerne sideløbende med rappen, kan det være svært at gøre noget radikalt anderledes, når man går i de samme kredse, hvor alle laver den samme slags musik. Men det har hele tiden ligget i kortene, at Elias Boussnina skulle prøve sig af i det mere soulede R&B-univers.

Det har jeg hele tiden ville. Jeg tror også det handlede om at turde for mit vedkommende. For så er man lige pludselig i et miljø, hvor alle laver rap, og så er det bare lidt noieren. Det var først, da det gik op for mig, at okay de fleste af de her folk, dem giver jeg alligevel ikke en fuck for, hvorfor skulle jeg bryde mig om, hvad de tænker? Det tror jeg var dét, der gjorde, at jeg så til sidst bare var sådan fuck it, lad os gøre det. 

Fra den ene dag til den anden droppede Elias sit studie på CBS og startede på en frisk, med målet om at leve af sin musik – og med hårdt arbejde tog det heller ikke langt tid for musikeren at realisere sin drøm. 

Jeg gav mig selv et år til, at der skulle være sket noget, og så gik der fucking otte måneder eller sådan noget, og så var jeg signet hos Universal lige pludselig. Det gik bare sygt hurtigt. Det er vildt overvældende, men jeg har også lagt rigtig meget arbejde i det. Jeg tror, jeg er meget optimistisk, det er min force. Det der med at sætte sig for noget og så gøre det i stedet for bare at snakke om det – det har jeg fået fra min far. Han har bare altid været meget verbal om, at han ikke kunne lide, når folk bare snakkede og ikke gjorde noget.

Elias Boussnina fulgte sin fars ord, og man kan i den grad sige at det lykkedes for ham. Men han hviler ikke på laurbærrene. Da jeg til sidst spørger ind til, hvad hans næste skridt er, griner han lidt og svarer: “Jeg er ikke vildt kendt for at have en plan”.
Han forsikrer alligevel, at han er i fuldt gang med ny musik, og indtil videre kan man fange den talentfulde kunstner på blandt andet Lille VEGA den 30. april og på årets SPOT Festival, der løber af stablen til maj. Jeg føler mig dog ret sikker på, at Boussnina med den fart, hans projekt har taget, også vil være at finde på mange flere af sommerens scener. Det må tiden vise. Indtil da kan du lytte til alle syv numre fra Shameboy her.