fbpx

WIINSTON – Musik i Lejet 2019

Foto: Majbritt Press
Tidspunkt: Lørdag den 20. juli kl. 20.30
Scene: Bodega

Luften var tæt under den tynde teltdug lørdag aften, hvor WIINSTON fik skabt en varm kærlighedsboble omkring det forventningsfulde publikum. 

WIINSTON - Musik i Lejet 2019
4 / 5 Anmeldelse

Det er ikke mere end en måneds tid siden, den danske duo WIINSTON smed deres andet album JELLYFISH, som fulgte op på den overbevisende debutplade MIDNIGHT ROCKET fra november sidste år. Selvom sanger Daniel Richards og producer Alfred Thomas kun har været synlige på den danske musikscene i et par år, er det gået hurtigt for den dynamiske duo, og deres store popularitet var i den grad også til at mærke lørdag aften på Bodega scenen. 

Der var godt proppet fra start, og med den stemningsmættede ballade “wylin” fik WIINSTON – sammen med deres trommeslager og guitarist – trukket de sidste ind i teltet, inden de hurtigt gik videre til publikumsfavoritten “angelina”. Allerede her blev fællessangen etableret, og frontmanden, der hoppede smilende rundt på scenen, vendte sig mod sin makker med ordene – “de kan vores sange mand!”. 

Med hjertevarme smil og et silkeblødt R&B-univers omfavnede bandet det kogende telt og skabte nærmest et tætpakket vakuum af nærvær. Der blev vugget til den tilbagelænede “hoodie”, country-vibende “zone” og ømme “positive”. Med svedperler på panden lagde Richards gang på gang publikum ned med sin inderlige og overbevisende vokal, der i den grad også charmerede en stor del af første række – så meget at en pige tog fat i sangerens t-shirt, der kun udviklede sig til flere tilråb fra de opstemte festivalgæster. Selvom frontmanden tog meget opmærksomhed, blev Alfred, ‘hjernen bag projektet’, (som Richards rosende sagde om sin makker) også heppet på flere gange fra publikum. 

Efter guitarhymnen “august” fik bandet gang i festivalskroppende med “vogue”, hvor kærlighedsfesten peakede idet sangeren hoppede ned i crowdet og sammen med de energiske fans skreg “toughest act to follow”. Festen fortsatte med de velkendte hits “mio”, “lala” og ikke mindst deres debutsingle “canada”, der kickstartede duoens karriere tilbage i 2017.

Det trofaste, betagede publikum fremkaldte oprigtig eufori hos Richards, der også takkede mange gange under koncerten. Selvom den beskedne duo virkede overvældet over modtagelsen, var der dog ingen tvivl om, at de efterhånden er meget trygge på en scene – som kun kan (og burde) blive større fra nu af. 

Ida Hummelgaard
idahummelgaard@bandsoftomorrow.com