fbpx

Lowly: Der er mange, der gerne vil sige, hvordan man skal gøre det

Foto: Asbjørn Sand 

Lowly hæfter sig ikke for meget ved standardformularer og kedelige konventioner om, hvordan man skal gøre tingene. De kalder sig selv et introvert band og går til deres karriere og musikken med erkendelsen af, at det ikke kan være sundt at tænke for meget over, hvad andre vil have af dem. På deres andet album, Hifalutin, har de fortsat deres udforsken af grænselandet, og det er der kommet et uhyre populært album ud af, som de til sommer tager med sig til det danske festivallandskab.

De sidste toner var stadig ved at klinge ud, da en mand i publikum måtte give slip på det rungende og forløsende “YEAH!”, der tydeligvis havde bygget sig op i ham i løbet af den smukke afslutning af nummeret “No Hands”. På scenen stod Lowly, den danske kvintent, der siden 2014 har forført os med deres storslåede og højtflyvende drømmepop. Måske det var den samme mand, der i ekstranummeret råbte “I er alt for store til Danmark!

Stemningen på det udsolgte Hotel Cecil var i top under gruppens gennemførte og tryllebindende første koncert på dansk grund i et stykke tid. Nanna Shannong, Soffie Viemose, Kasper Staub, Thomas Lund og Steffan Lundtoft spillede sange fra både det anmelderroste debutalbum Heba og fra den, på det tidspunkt, blot to uger gamle Hifalutin. Det var en blanding, der både cementerede deres stilsikre musikalske DNA, men også deres eksperimenterende søgen væk fra det trygge på det andet album.

Det har været en noget anderledes måde, folk har reageret på Hifalutin, som er blevet mødt af »flere mennesker og lidt færre anmeldelser,« siger Soffie, da jeg møder hende og Kasper i spillestedets café nogle timer inden koncerten.

Der er mange ting ved internettet og sociale medier, der kan få denne her verden til at se en del mindre flatterende ud. At folk kan skrive direkte og helt umotiveret til deres yndlingsbands og fortælle, at musikken rører dem, er ikke en af dem.

Det er ikke tabu for os, at noget er poppet

Det er ikke fordi, at der slet ingen anmeldelser er landet, og til fælles har de en grundlæggende beundring for Lowlys 14 numre lange bedrift. Den toneangivende, britiske blog The Line of Best Fit nævner i deres anmeldelse, nærmest obligatorisk, de “scandinavian soundscapes,” albummet præsenterer. Det er ikke fordi, Lowly selv har søgt en særlig skandinavisk lyd. Under arbejdet på Hifalutin, har det i højere grad været en fælles opdagelse af popgenrens stadigt bredere rammer, der har fascineret dem.

Jeg tror godt, man kan sige, at det, at pop er begyndt at få en friere form, har været noget, der har inspireret os til selv at lege med friere forme, siger Kasper og fortsætter: Det er noget, vi har trippet over som et fællestræk, at popmusikken er begyndt at være mere divers og uforudsigelig.

Det er ikke fordi, “pop” tidligere har været et fy-ord i Lowly-lejren, som det måske har været hos mange andre bands, der før aldrig ville røre betegnelsen med en ildtang. De har altid været fascineret af god, effektiv pop, siger Soffie. Og det har de også brugt i arbejdet på den nye plade, hvor de for eksempel i spillet med reallyde har gjort brug af meget effektive popakkorder: »Det er jo bare vildt stærkt, så det er slet ikke tabu for os, at noget er poppet,« siger Soffie.

Jeg tror bare, at det er dejligt med noget musik, der uden omveje rammer én, tilføjer Kasper. Det tror jeg, at vi alle sammen er ret fascinerede af. Også fordi vi arbejder med musik, der er mere tvetydigt, og som man lytter til mange gange og får nye ting ud af.

Overraskende hype og skulderklap fra Brian Eno

Lowlys musik er musik, man kan gå på opdagelse i. Hvor man, når man lytter til det om et år, stadig vil kunne tænke for sig selv: “Har den her detalje hele tiden været der?”. Musik der kan skifte ham afhængigt af, hvilken stemning man er i, og hvad man har brug for, at numrene skal kunne gøre for én i øjeblikket. Det er sådan noget, der også tidligere har gjort mig til stor beundrer af artister som Beach House og Animal Collective, og det skyldes i høj grad den ekstreme grad af nuancer, lydbilledet råder over. Hvad vi i sidste ende præsenteres for, er det her helhedsbillede og denne her til tider ret massive mur af lyd, der rammer én. Og det er ikke svært at forestille sig, hvor mange forskellige lydspor med hver sin detalje, numrene er bygget op af, som man måske ikke umiddelbart kan udpege, men som man ville savne i det færdige landskab, hvis det manglede.

Man kunne nævne virkelig 25 forskellige ting, siger Kasper: Der er mange steder, hvor der er strygere, hvor man ikke kan høre, at det er strygere, siger han, og saxofoner, hvor man ikke kan høre, at det er saxofoner, tilføjer Soffie.

På førstesinglen “baglaens” er der blandt andet optagelser fra den koncert, gruppen i 2017 spillede i Brønshøj Vandtårn. Og det er stadig en af Kaspers yndlingselementer på pladen.

Der kommer noget derudefra (Brønshøj Vandtårn, red.), hvor Nanna har gang i sådan et guitar-loop. Og det, hun har gjort, er, at hun ikke har kunne høre, hvad hun spillede. Hun har sendt det ind i en pedal, og så skruet op, så der kom noget ud. Det kommer i slutningen af det nummer (“baglaens”, red.). Det er meget kort, men det synes jeg virkelig stadig er fantastisk, siger han.

Nannas guitareksperimenter fra slutningen af “baglaens” blev faktisk også starten på en anden sang, der dog ikke kom med på pladen. Men det var et udtryk for »tilfældighedens skønhed,« som Kasper udtrykker det.

Selvom det kan lyde meget eksperimenterende med guitarloops fra et vandtårn i Brønshøj, så er “baglaens” det nummer fra pladen, der lige nu er lyttet mest til. Og den er siden udgivelsen i januar blevet afspillet hele 273 på Danmarks Radio. Ikke så overraskende på P6 Beat, mere atypisk på P3. Det at lave pop har en anden betydning nu, og det er en mærkelig ting at definere som genre, fordi det i sidste ende bare betyder, at der er mange, der lytter, siger Soffie. Trods det, eller måske netop derfor, er den store buzz omkring nummeret også kommet en del bag på de to.

Jeg har prøvet nu at gå og lytte lidt til den (“baglaens”, red.) og prøve at finde ud af, hvordan det kan være. Jeg forstår simpelthen ikke, at der er folk, der flipper sådan over den. Jeg prøver at lytte til den objektivt, men det kan jeg selvfølgelig ikke, griner Soffie, som du siden albumudgivelsen har kunne finde gående ned ad gaden med “baglaens” over Spotify, mens hun lader som om, hun er en anden. Det fungerer ikke for hende, men det er sindssygt, siger hun, at den er blevet spillet på P3, og ikke mindst at legenden Brian Eno også har reageret på den. Det er i en podcast, som du kan lytte til her, at Eno bliver bedt om at anbefale ny musik og peger på Lowlys nummer.

Han er jo fantastisk, siger Kasper. Han er 70 år gammel og sidder og siger “music has never sounded better,” så fedt, ik! Og så bliver han i den forbindelse spurgt, om der er noget helt nyt, han gerne vil anbefale, hvor han så nævner vores sang.

Og det var vildt på flere planer for den danske gruppe.

Han er en, der er inspirerende på flere niveauer end bare at lave noget god musik, siger Kasper.

– Ja, han er meget sådan en menneskelig inspiration og forbillede, fortsætter Soffie.

Det er ikke fordi, der som sådan er andre numre fra pladen, Soffie og Kasper havde forestillet sig ville få samme respons som “baglaens”. Selv blev jeg mere blæst bagover af “stephen”, da jeg hørte den live, end jeg ellers lige var forberedt på. Men når man er den, der selv skaber musikken, er det måske sundt ikke at lade tankerne svæve for meget i den retning, siger Kasper.

Vi prøver ikke at tænke for meget over det, når vi laver musik. Det er en ret forstyrrende tanke, hvis man begynder at tænke rigtig meget på modtageren og konteksten.

Det gjorde det også dét sværere for gruppen at udvælge singler: Ja, hvad er ligesom radiovenligt? Jeg tror umiddelbart, vi tænkte, at der ikke er noget af det, der er radiovenligt, griner han.

»I er alt for store til Danmark!«

Når Lowly planlægger albumudgivelser og tager stilling til radio – eller ikke radiovenlige singler, foregår det, ret unikt i forhold til så mange andre danske artister, på et udenlandsk pladeselskab, det succesrige indie-label Bella Union. Her deler de roster med navne som Beach House, Father John Misty, Jonathan Wilson, Mercury Rev, Spiritualized, og The Flaming Lips, og de sparrer med grundlæggeren af pladeselskabet, Simon Raymonde, som i 80’erne og op igennem 90’erne var en del af de skotske dreampop-mastodonter Cocteau Twins. Det er en ret unik situation for gruppen at befinde sig i.

Han (Simon Raymonde, red.) er jo bare en dejlig person at sende vores musik til, fordi han reagerer så positivt og sagligt på vores musik, siger Soffie.

Når en i publikum, som det skete til koncerten på Hotel Cecil, råber, at Lowly er for store til Danmark, så skal ordene vejes lidt. Gruppen har allerede stor succes i udlandet, det var signingen med Bella Union første skridt på vejen til, og det er ikke længe siden, at de kom tilbage efter en tur til Austin, Texas, hvor de spillede til den største musikbranchefestival i verden, SXSW.

Det har været med til at definere bandet, at de kun få måneder efter deres første dag i øvelokalet fik hul igennem til England, og udlandet har været et spændende fokus fra starten. Mest af alt fordi det betyder, at musikken har rejst steder hen, hvor folk lytter på trods af, at Lowly ikke er har været lige så fysisk til stede.

Når det så er sagt, så er Lowly ikke “for store til Danmark” i den forstand, at deres ambitioner er at hive teltpælene op og rykke til det store udland.

Vi vil gerne spille i udlandet selvfølgelig, men vi er allesammen ret enige om, at vi ikke laver en MØ-tour på et halvt år. Det er der ingen af os, der har lyst til. Vi spiller små korte turnéer for ikke at brænde ud. Det har faktisk været fint, og det skal også kunne hænge sammen, forklarer Soffie.

Alle skal jo heller ikke gøre det på samme måde, tilføjer Kasper. Det har jeg tænkt på nogle gange: ‘Nu er I et band, så skal I bare pakke Sprinteren og ned igennem Tyskland og sove på venners madrasser’ – altså det behøver man jo ikke. Det er jo også fint nok, at man kan komme ind i det og mærke lidt efter, hvilken måde man selv har lyst til at gøre det på, for der er mange, der gerne vil sige, hvordan man skal gøre det.

Og så er det også vigtigt at huske på, at musikken jo også sagtens kan eksistere, selvom man ikke har en “tour-virksomhed”, som Soffie beskriver det. FOMO kan være en farlig ting.

Jeg tror, at denne der følelse af, at man ikke kan ‘misse out’ – altså at vi bare bliver nødt til at gøre det her – jeg tror, det er godt, også for yngre bands, at huske på, at der er mange måder at gøre det på, siger Kasper.

Musikken i fokus på årets festivaler

Efter koncerten på Hotel Cecil, stod Radar i Aarhus og Studenterhuset i Aalborg for skud, inden turen går mod England og herunder Live at Leeds. Og det er langt fra den eneste festival, Lowly besøger denne sommer. Herhjemme venter blandt andet Heartland Festival, Alive og selvfølgelig Roskilde, og i kontrast til eksperimenterende koncerter i, ja, blandt andet et vandtårn i Brønshøj, har Lowly tænkt sig til årets festivaler “bare” at koncentrere sig om musikken.

Vi har jo prøvet alt muligt og sat alle mulige mærkelige installationer op, men vi har også bare lyst til at spille for folk, især herhjemme, siger Soffie.

Og det er tydeligt at mærke hendes og Kaspers glæde for netop festivalformatet.

Det er bare mega taknemmeligt, fordi folk, der er på festivaler, er åbensindede, fordi de har købt billet til det hele og er klar på at opleve noget nyt. Vi har virkelig haft nogle sjove festivalkoncerter, siger Kasper.

Man kunne forestille sig, at der er mange ting, der skal gentænkes i planlægningen af et festival-gig versus en spillestedskoncert, men der lader ikke til at være synderligt meget, der begrænser Lowly i deres tanker om sommerens festivaler. Til koncerten på Hotel Cecil, havde gruppen deres samarbejdspartner Jakob Kvist med på lys, og det er selvfølgelig svært at gentage til et udendørs show klokken to om eftermiddagen: Så skal man ligesom arbejde på en anden måde med det der rum, man får skabt, siger Soffie.

Men vigtigst af alt – både for bandet og publikum – er det, at Lowly får lov at spille på deres egne præmisser, hvilket synes som et gennemgående udgangspunkt for gruppen, der med Hifalutin endnu engang viser, hvor godt det kan lykkes, trods eksperimenterende lydklip fra et vandtårn og til tider højtsvævende dreampop. I sidste ende handler pop jo bare om, at der er mange, der lytter, og det er svært at så tvivl om for Lowlys vedkommende passer.

Tags:
,