Kom igennem sommeren med vores festivalfavoritter: disse navne havde vi glædet os særligt meget til at opleve på årets danske festivaler

Foto: Little Simz // Jack Bridgland

Sommerens festivaler er aflyst, men der er heldigvis stadig rig mulighed for at udforske de mange navne, der skulle have stået på landet festivalscener. Vi guider til de atcs, vi havde glædet os særligt meget til at opleve og har derudover samlet vores 100 favoritter i en playliste, som kan høres på repeat til sommerens mange havefester. 

Amanda Tenfjord (NO) 

Skulle have spillet på SPOT Festival og i opvarmningsdagene på Roskilde Festival.

Et de mest lovende talenter på den nordiske popscene er norske Amanda Tenfjord, som vi allerede fik øjnene op for i starten af 2019. Efter at have spillet på et utal af showcasefestivaler Europa over (by:Larm, The Great Escape, Reeperbahn og Eurosonic) kunne vi se frem til endelig at opleve artisten på dansk jord. Det må vi dog have til gode lidt endnu. Læs vores interview med nordmanden her og hør hendes liveudgave af “Kill The Lonely” nedenfor. 

Anderson .Paak & The Free Nationals (US)

Skulle have spillet på Roskilde Festival.

Verdens største smil må vel næsten høre til den groovy trommeslager, sanger, rapper og alt i alt talentfulde musiker Anderson .Paak, og det var da også noget, vi i den grad så frem til efter Anderson og hans band The Free Nationals to forrige besøg på Festivalen i henholdsvis 2016 og 2018 – for ikke at glemme deres seneste visit på dansk jord. Alle gange trak artisten et stort publikum til, og det er da heller ikke uden grund. Anderson .Paak har nemlig helt styr på det med at give publikum lige, hvad de vil have, og der er garanteret en dansefest med utallige håndtegn, når ham og The Free Nationals spiller op. Den tredje booking til festivalen tyder på, at Roskilde har fået en ligeså stor forkærlighed for den uimodståelige musiker, som vi har, og det kan jo forhåbentlig betyde, at vi ser ham på plakaten igen inden længe. 

BATHSHEBA 

Skulle have spiller på SPOT Festival.

Okay, det her var virkelig et must see på årets SPOT Festival. Som et lynnedslag fra himlen ramte BATHSHEBA i starten af året den danske musikscene med det anmelderroste track “Blind”. Og begejstringen fortsætter – for her fire måneder efter er hun ude med tredjesinglen “Hit ‘N’ Run”, der er mindst lige så ørehængende som de forrige. Alle tre sange fik vi fornøjelsen af at opleve live på by:Larm Festival i slutningen af februar – en optræden, som fik os til at hige efter flere liveoplevelser med den danske popkomet.

boy pablo (NO) 

Skulle have spillet på Roskilde Festival.

Da boy pablo blev annonceret til dette års Roskilde Festival skabte det glæde her på redaktionen. Den norske pop-sensation har nemlig gang på gang slået benene væk under os med sit lækre lydunivers og energiske live-set. Vi oplevede ham på by:Larm Festival tilbage i februar, hvor han bragte liv og glade dage til Oslo. Som et lille plaster på såret kan man se en optræden af boy pablo og hans band i vores guide over 12 live performances til krisetiden.

CHAI (JP)

Skulle have spillet på Roskilde Festival.

Denne her er lidt tricky, for selvom det nok langt fra er alle, som ville sætte girlbandet CHAI på hjemme i stuen, så er vi ret et overbeviste om, at de – med deres japansksprogede tyggegummi-indierock og nærmest på grænsen til irriterende musestemmer – ville have leveret et ret vildt og syret show på årets Roskilde Festival. Forhåbentlig har vi denne oplevelse til gode! Indtil videre må vi nøjes med denne farvestrålende Tiny Desk-optræden.

Charli XCX (UK) 

Skulle have spillet på Roskilde Festival.

Det var overraskende for de fleste angels, da Charli XCX i november 2019 måtte rykke fra en planlagt Store VEGA-koncert til Lille VEGA grundet et svigtende billetsalg. Derfor var det også lidt pudsigt, at sangeren allerede skulle tilbage til danske breddegrader bare et halvt år efter på Roskilde Festival. Men selvom det kun var hardcore Charli-fans, der troppede op i efteråret, er vi ikke i tvivl om, at den energiske performer, som altid leverer et bombastisk autotune-glitrende show, havde skabt en meget større fest på Dyrskuepladsen. Det bliver desværre ikke i år, men i det mindste kan man glæde sig over, at Charli skruede op for produktivitetsniveauet i karantæne-tiden, da hun på bare 1,5 måned skabte isolationsalbummet how i’m feeling now – den ultimative trøstepakke af numre, der forhåbentlig kan holde abstinenserne lidt på afstand.

Caroline Polachek (US) 

Skulle have spillet på Heartland Festival.

Hvis Charli XCX var et af dine must-sees på Roskilde, så må den tidligere Chairlift-sanger Caroline Polachek også havde været højt på listen. Sidste år kom hendes første solo-udspil i en elegant autotune-indpakning, som ligesom kunstnerens tidligere samarbejder med blandt andet Charli XCX gav et nyt bud på, hvordan pop anno 2019 kunne lyde. Solo-albummet Pang er pop, der kravler ind under huden, og hvert nummer virker fuldstændig uforceret – og samtidig utrolig gennemtænkt. Finurlig instrumentation, genkendelige melodier og Polacheks karakteristiske stemmeknæk gør numre som “Door”, “Ocean of Tears” og ikke mindst monsterhittet “So Hot You’re Hurting My Feelings” til nogle af de mest interessant popnumre fra 2019. På Heartland kunne vi have oplevet dem live for første gang på dansk jord, men nu når det ikke kan lade sig gøre, må vi nøjes med at skrige med hjemme fra stuerne. 

Erika De Casier 

Skulle have spillet i opvarmningsdagene på Roskilde Festival. 

Den danske R&B-artist Erika De Casier har taget musikscenen med storm – særligt efter udgivelsen af det fortryllende debutalbum Essentials, der er en symfoni af dragende instrumentering, en forførende vokal og absolut genial sangskrivning. Albummet landede tilbage i maj 2019, og senest har musikeren udgivet et officielt remix af selveste Dua Lipas megahit “Physical”, hvor De Casier har prydet nummeret med sin karakteristiske elektroniske lyd. Der er ingen tvivl om, at sangeren har en solid fanbase her i Danmark, som havde glædet sig til at danse på forreste række, når hun skulle have spillet på Roskilde Festival denne sommer. 

FKA Twigs (UK) 

Skulle have spillet på Roskilde Festival.

Britiske FKA Twigs har med udgivelsen af sit album MAGDALENE fået et globalt gennembrud, trods sin utrolig eksperimentelle lyd, der måske ikke lige er den almene popelskers førstevalg. Vi havde set frem til at høre sange som “holy terrain” og “cellophane” live, især fordi Twigs er en gennemført kunstner, der ikke går på kompromis, hvad angår sceneshows – og det fornemmes da også i hendes prisvindende musikvideo til netop “cellophane”. Indtil videre er der ikke sat en ny dato for, hvornår FKA Twigs vil lægge vejen forbi Danmark, men vi krydser fingre for, at der ikke går alt for længe. 

Fieh (NO) 

Skulle have spillet på Musik i Lejet og i opvarmningsdagene på Roskilde Festival.

Hvis du ikke allerede har lagt mærke til det, er vi ret vilde med den norske oktet Fieh – ikke kun fordi de med jazzede akkorder, soul-vokaler og funkede beats får os til at tænke på sværvægtere som Erykah Badu, D’Angelo og The Roots, men også fordi de gang på gang har bevist, at de er et sublimt live-band. De gæve nordmænd har da også haft stærk medvind de sidste år – både gennem en pladekontrakt med det legendariske Decca Records, deres debutplade Cold Water Burning Skin og mange koncerter Europa over. Sidste år var bandet et af lyspunkterne på en ellers regnfuld dag på SPOT Festival og gav også en energisk koncert på Ideal Bar i oktober. Derfor var vi ret begejstrede, da de talentfulde musikere blev offentliggjort til hele to danske festivaler denne sommer. Vi må dog vente med at se de orangeklædte nabofæller – men heldigvis er de ikke så langt væk, så vi kan med den sidste optimisme krydse fingre for en mulig efterårskoncert på dansk jord. 

Franc Moody (UK)

Skulle have spillet på NorthSide.

Det Londonbaserede musikkollektiv Franc Moody havde uden tvivl været et glædeligt funky besøg på NorthSide. Tidligere i år udgav de deres debutalbum Dream in Colour, som med en god blanding Daft Punket dance og klassiske disco-vibes nok skulle have fået gang i dansegulvet. Singlen “Skin on Skin” var et dejligt humør-boost og gjorde det næsten umuligt at sidde stille her på redaktionskontoret. Franc Moody har brugt de sidste mange år på at omgås forskellige kunstnere – ikke kun inden for musikken men på alle aspekter, som gør deres udtryk gennemført og legesygt, hvilket havde været prikken over i’et til dette års festivaloplevelse.

girl in red (NO) 

Skulle have spillet på Roskilde Festival.

Den norske sensation girl in red havde vi for alvor set frem til. Det er nemlig gået fra 0 til 100 på utroligt kort tid for den unge artist. I 2019 lagde hun vejen fordi en af verdens største festivaler, Coachella, hvilket i sig selv er et bevis på hendes fremadstormende karriere. Samme år udgav hun to sammensatte EP’er, som vores anmelder var ret så begejstret for. I forbindelse med udgivelsen af de to EP’er lagde det norske talent også vejen forbi Lille VEGA, hvor hun sang sig gennem alle regnbuens farver, så den grå novembernat lykkeligt blev glemt i virvaret af undertøjsanekdoter og plausibelt nærvær. Heldigvis fungerer girl in reds sange også virkelig godt på indspilningerne, hvilket man må slå sig til tåls med lidt endnu.

Foto: girl in red på by:Larm Festival 2019 // Giulia Troisi

GRETA

Skulle have spillet i opvarmningsdagene på Roskilde Festival.

Der har været tryk på udgivelserne fra GRETA i den seneste tid, hvor hun både har sluppet det uimodståelige 80’er-klingende single “Daughter”, sin debut-EP Ardent Spring Pt. 1, EP’en Wild and Young, som er kommet til i samarbejde med Teitur, og ikke mindst den nyeste single “Hydrogen”, som er andet udspil fra den kommende opfølger-EP Ardent Spring Pt. 2. GRETA ville altså have indtaget festivalscenen med et imponerende repertoire denne sommer, som vi havde set frem til at synge hengivent med på under sommersolen trods støvet i munden. Heldigvis er repertoiret jo noget, der kun kan vokse med tiden, så vi kan blot se frem til at opleve de mange drømmende, synth-poppede tracks fra GRETA engang i den nærmeste normale fremtid, hvor GRETA med stor sandsynlighed stadig vil være højaktuel efter udgivelsen af sin anden EP.

HAIM (US)

Skulle have spillet på Roskilde Festival.

De tre søstre Alana, Danielle og Este har sammen skabt gruppen opkaldt efter deres efternavn, HAIM. Lyden er poprock efter bogen med masser af fed streng og korstemmer, der sidder lige i skabet. Den californiske trio udgav deres debutalbum Days Are Gone i 2013, og siden da har det gået stødt fremad. Deres tredje album Women in Music Pt. III skulle have ramt gaden i maj 2020 og have udløst en sommerturné, hvor vejen skulle gå forbi Roskilde Festival, men desværre blev COVID-19 en forhindring for begge ting. Hvis man mangler trøst til sin uforløste Roskilde-feeling, kan man i stedet se frem til den 26. juni, hvor det nye album lander.

Jada 

Skulle have åbnet Orange Scene på Roskilde Festival, spillet på Alive Festival, Musik I Lejet og Wonderfestiwall.

Som et af de største navne på den danske musikscene i øjeblikket havde vi alle glædet os til at opleve Jada spille på festivaler som Alive Festival, Wonderfestiwall og Musik I Lejet – og ikke mindst se hende åbne Orange Scene på Roskilde Festival. For andet år i træk ville det have været en kvindes opgave at åbne den legendariske scene, hvilket er ret sensationelt taget i betragtning af, at svenske Silva Iman sidste år var den første kvinde i 34 år til at åbne scenen. Vi håber på at kunne overvære Jada åbne Orange Scene til næste år i stedet.

Foto: Jada på Heartland Festival 2019 // Mathias Bak Larsen

KAMARA (NO)

Skulle have spillet på SPOT Festival.

Der er mange ting på den spirende sanger KAMARAs bucketliste; alt fra at udsælge Madison Square Garden og have et residens i Las Vegas som 80-årig. Da vi første gang oplevede den ambitiøse kunstner på by:larm Festival i februar, blev det også tydeligt, at de drømme langt fra er uopnåelige. Med en sassy attitude og en karakterisk stemme er nordmanden én af de kunstnere, vi så meget frem til at gense på årets SPOT Festival. Selvom en global pandemi kom i vejen for dette, er vi dog ikke i tvivl om, at den talentfulde kunstner meget snart bliver eftertragtet på de helt store danske koncertscener.  

Little Simz (UK)

Skulle have spillet på NorthSide.

Det britiske hiphopfænomen Little Simz var et absolut must-see på dette års Northside Festival. Hun er blot 25 år, men det holder hende bestemt ikke tilbage fra at storme fremad på den internationale musikscene med 200 kilometer i timen. Hun har turneret med navne som Gorillaz og Kendrick Lamar og besøgte senest Danmark i oktober sidste år, hvor hun spillede en overskudsagtig koncert på Hotel Cecil, som vores anmelder kvitterede med intet mindre end 4,5 ud af 5 stjerner. Og netop på baggrund af dette, havde vi glædet os særligt meget til at kaste håndtegn efter artisten på dette års NorthSide Festival. Forhåbentlig bliver det til et gensyn på den anden side af Corona.

mags

Skulle have spillet på NorthSide.

mags er godt på vej mod at blive hele Danmarks popstjerne med kurs mod internationale scener, og det skyldes udover det umiskendelige talent for god gedigen popmusik også hendes konstante aktualitet; mags spytter tracks ud, som vi andre trækker vejret. I fredags kom turen til det sprudlende nummer “elephant in the room”. mags’ hjertevarmende og opløftende lyd var noget, vi i den grad havde set frem til at opleve på dette års Northside Festival, og vi kan vist sige med stor sandsynlighed, at mags ligeledes havde set frem til at give den gas på Rød Scene. Men kender vi den unge musiker ret, melder hun sig blot endnu mere kampklar på banen næste år med en håndfuld nye numre til set-listen. Bliv klogere på artisten i interviewet her.

Foto: mags til Bands of Tomorrow Uncovers 2020 // Jonas Villadsen

Mekdes

Skulle have spillet på NorthSide og i opvarmningsdagene på Roskilde Festival.

Mekdes har stjernepotentiale – det har den danske neosoul-sangerinde vist os lige siden, vi fik øje på hende. Vi har haft fornøjelsen af at opleve hende til sidste års SPOT festival, hvor indtrykket var så stort, at vi bookede hende til Bands of Tomorroes Uimodståelige i Byhaven. Desuden vandt hun Live Camp sidste år, hvilket mundede ud i en åbning af Bøgescenerne på Smukfest samme år. Selvom sommeren bliver anderledes end planlagt, kan du måske få genfundet sommerfornemmelserne ved at putte Mekdes’ soullyd i ørerne, hvor især “On My Mind” får en varm anbefalelse med på vejen. 

Mia Berg (NO) 

Skulle have spillet på SPOT Festival.

Efter at have oplevet norske Mia Berg live på Ideal Bar i starten af året var vi ret begejstrede for, at det så ud til at blive et glædeligt gensyn på årets SPOT Festival. I vores interview med artisten fortalte hun da også, at hun glædede sig til at spille mere ny musik for sine danske fans i Aarhus. Hendes elektroniske produktioner har nemlig allerede draget mange popelskere til sig, og de ærlige tekster fra debut-EP’en Intro er uimodståelige for ethvert ungt menneske. Der er dog heldigvis ingen tvivl om, at Mia Bergs musikalske eventyr blot lige er begyndt, og man får højst sandsynligt chancen for at opleve nordmanden live igen, når verdenssituationen så småt er normaliseret.

Sorry (UK)

Skulle have spillet på Roskilde Festival.

Dem her kan man heldigvis opleve på dansk jord inden længe, da det britiske albumaktuelle band gæster Loppen, inden året er omme (mere præcist den 10. december). Det er dog stadig svært at forestille sig, at det vil kunne slå en Roskilde Festival-oplevelse, men man kan jo heldigvis blive overrasket! Og det er jo i den grad også bedre end ingenting – for der er ingen tvivl om, at Sorry er et band, man bør opleve live, hvilket nedenstående live session fra Eurosonic Festival vidner om. Deres alternative indierock er utrolig ambitiøs og rummer virkelig mange forskelligartede facetter, der både trækker på genrer som 90’er grunge, post-punk, 80’er-pop, jazz og trip-hop. 

Squid (UK)

Skulle have spillet på Roskilde Festival.

Vi nåede lige at fange den engelske gruppe Squid til dette års by:Larm Festival, hvor de imponerede med en koncert, der både bar på kosmiske og mørkere elementer. Genren er svær at definere, men bandet kaldte det selv »energisk, omsluttende pop-indie-punk-funk,« da vi fangede dem til et interview i Norges hovedstad. Squid lyder som ingen andre, og vi vil se frem til engang, hvor de får lov til at fortsætte deres koncerter i Skandinavien, og vi vil stå oppe forrest og synge med på deres største hit “Houseplants”.

Taylor Swift (US) 

Skulle have spillet på Roskilde Festival. 

Hele verdens popdarling Taylor Swift skulle som bekendt have gæstet Roskilde Festival i år, hvilket samtidig ville have været hendes første gang på dansk jord og dermed en koncert, mange havde set frem til. Det er altid yderst interessant at opleve en verdensstjerne spille live på Orange Scene, og derfor var denne koncert selvfølgelig også højt på listen. Taylor Swift er kendt for sin relaterbare musik, som blandt andet rækker en kærlig hånd ud til unge sjæle og ligeledes formår at starte en fest hos de fleste – både hvad angår nye hits som “You Need To Calm Down” og ældre hits “I Knew You Were Trouble”. 

Tyler, The Creator (US) 

Skulle have spillet på Roskilde Festival. 

Rapperen Tyler, The Creator er efterhånden kendt over hele kloden for sin genrebrydende hiphop, og mange fans var derfor begejstrede for at se ham som et af hovednavnene til dette års Roskilde Festival. Sidst rapperen satte fødderne på dansk jord var i 2018, da han gav et brag af en koncert på Northside Festival, hvor amerikaneren ikke lod publikum gå skuffede hjem. Mange havde nok også set frem til at opleve Tylers sceneshow, som at dømme ud fra de live performances, der har fulgt udgivelsen af albummet IGOR, højst sandsynligt ville have været yderst underholdende. Se for eksempel hans vilde optræden fra GRAMMYs 2020.

Velvet Volume 

Skulle have spillet på Smukfest.

De tre søstre fra Velvet Volume har netop udgivet deres andet album Ego’s Need. Og det kan vist umuligt have gået forbi de fleste næser, at albummet – som følge af en anmeldelse fra Ekstra Bladets Thomas Treo – endte op som hovedperson i en kæmpe diskussion om måden, hvorpå kvindelige kunstnere omtales i medierne. Vi tog en snak med bandet om albummet, hvor de blandt andet fortalte om, at de har haft brug for at vise nogle nye sider af sig selv – noget som vi havde glædet os til at opleve på Smukfest. De punk-rockede toner og deres altid farverige sceneshow havde været en perfekt cocktail på årets festival, hvor bandet med stor sandsynlighed havde leveret en live-oplevelse i verdensklasse. For hvis der er noget, de tre piger i Velvet Velume har, så er det massevis af talent og attitude. 

Whitney (US) 

Skulle have spillet på Roskilde Festival.

Det ville have været ren idyl at høre cinematiske blæsere, folkguitar og forsanger Julian Ehrlichs smukke falsetvokal en varm solskinsdag på Roskilde. Den amerikanske duo Whitney skulle genbesøge festivalen efter 4 år med deres stærke opfølgende plade Forever Turned Around i bagagen. Og selvom det charmerende band spillede en udsolgt koncert i Store VEGA tilbage i november, er det svært at få nok af sange som “Golden Days”, “No Woman” og de nyere “Valleys (My Love)” og “Giving Up”. Duoen udtrykte da også begejstring for deres kommende Roskilde-optræden i november med ordene: »We will be back with guarantee… with Taylor Swift.«  Med eller uden Swift er danskernes og bandets gensidige kærlighed urokkelig, så selv uden en sommerkoncert kan man trøste sig med, at Whitney nok skal vende tilbage snart.

Foto: Whitney i Store VEGA // Majbritt Press

Ovenstående er langtfra de eneste, vi havde glædet os til at opleve live på landets mange festivaler. Vi har i en playliste samlet 100 acts, som alle skulle have stået på diverse festivalscener landet over. Tryk shuffle nedenfor, find festivalstolene frem og giv den gas med ølbowling i baghaven sammen med dine bedste festival buddies og seks timers uimodståelige musik. Hvem ved… Måske du falder over dit nye yndlingsact?

Redaktionen
redaktion@bandsoftomorrow.com