fbpx

Track by track: Franc Moody tager dig gennem deres debutalbum ‘Dream in Colour’

Foto: Emma Dudlyke

Det funky London-musikkollektiv Franc Moody har netop sluppet deres debutalbum – en solid blanding mellem vocoderfyldt dance a la Daft Punk og mere moderne funkpop i stil med Parcels eller sværvægteren Jamiroquai. Gruppen har beskrevet nogle udvalgte tracks fra pladen – læs med her.

De næste måneder er der god mulighed for at få bedre kendskab til den talenfulde sekstet Franc Moody – da de allerede den 16. marts genbesøger VEGA med deres dansable genrebøjende numre. Men derudover tager bandet også deres glitterfyldte grooves med forbi de aarhusianske egne på årets Northside Festival.

Bare to år efter EP’en Dance Mooves er kollektivet, med de to bagmænd Ned Franc og Jon Moody, idag klar med deres debutalbum Dream in Colour. Gruppen har tidligere udtalt sig om deres store inspirationer – blandt andet fra 70’er legender som George Clintons intergalaktiske projekt Parlament-Funkadelics og Sly & The Familie Stone. Franc Moody gør dog den nostalgiske funklyd til sin helt egen, og vi har længe ventet på et fuldlængde album fra de gæve briter.

Skin on Skin

– Denne sang var helt sikkert en tilbagevenden til vores inderste sjæl. Et højere tempo, men en mere tilbagelænet fornemmelse. Der var en øjeblikkelig tilfredsstillelse i den simple akkordsekvens – og både vokal og lyrik blev hurtig sat sammen. Stemningen i akkorderne og groovet gav straks sangen en slags sexet vibe. Derudover havde frasen “Skin On Skin” været i vores sangtitel-bog i evighedheder – så det var jo et perfekt fit. Vi var også meget opsatte på at have vokalharmonier og forskudte ‘Ohs og Ahs’ ligesom de ældre doo-wop-grupper. Noget næste tyggegummi-agtigt, men cool samtidig. Der er noget ret fedt ved at performe nummeret live, når alle vokalerne væves helt perfekt sammen. Det var også vigtigt for os ikke at lave det til en ‘throwback’-agtig sang. At tilføje den helt rigtige stortromme, synthmelodi og chorus på guitaren gjorde, at det med det samme passede ind i Franc Moody soniske univers.

Charge Me Up”

Det her er en sang om fornyet energi…sådan da…

Baslinjen kom faktisk til Jon, da vi var midt i at indspille vokaler i en session for en anden artist. Næste dag, da vi skulle tilbage og lytte til det, var det bare én af hundrede stemmeoptagelser, vi havde på vores telefon – du ved, når en idé bare opstår i dit hovedet en gang imellem, og du så hurtigt bliver nødt til at optage den før det forsvinder fuldkommen. Ofte forgår øjeblikket med den idé, og så lytter du bagefter til en mærkelig, luftig melodi, som giver absolut ingen mening. Den her kom dog tilbage næste dag, og da vi begyndte at indspille de forskellige lag i studiet blev det bare mere og mere funky, og derfor endte den også på albummet. Den er helt klart inspireret af oldschool funk grooves som hos James Brown og Bobby Byrd.

Flesh and Blood

– Da vi begyndte, at snakke om at lave et album, gik det op for os, at det ville være en god mulighed for at vise nogle flere nuancer og sider af Franc Moody, som vi vidste vi havde i os, men endnu ikke havde haft mulighed for at vise. Snarere som Daft Punks ‘Something About Us’, en plade vi altid har elsket og tænkt hvor cool, at de franske produktionsmestrer kunne lave det. Det mere langsomme tempo med den hovednikkende stortromme og baslinje var inspireret af nogle af Ramsey Lewis’ grooves, vi syntes var fede. Groovet var egentlig meget hurtigere, men det begyndte virkelig at give mening, da vi jammede idéerne i et langsommere tempo. Herefter gik det hurtigt med resten af sangen. Teksten er en hyldest til alt det, som ligger udover det taktile og fysiske i kroppen – dybere lag end bare vores ‘flest and blood’.

Grin & Bear It

– Denne startede i vores lille lejlighed i Nordvest London – et groove sammensat af klippede og loopede rytmiske sekvenser, som vi lavede med skeer og de her mærkelig ‘Howler Monkey’-agtige vokaler. Det gik egentlig ret hurtigt derfra. De her ‘call-respons’ bas- og guitarmelodier gør virkelig sangen ‘bouncy’ – sammen med 16-delene i hihatten og synth og leadguitaren, som giver nummeret et nødvendigt løft og identitet. Vokalmæssigt gik det også rigtig nemt. Vi ville gerne have en sang, hvor alle vokaler blev sunget i tætte og mange harmonier – næsten gospel-lydende, noget melodisk og storslået. Vi puttede endda et par ret lyse vokalspor ind bare for en sikkerheds skyld. Teksten taler egentlig for sig selv. Vi har alle en tendens til at ‘grin and bear’ en gang imellem, den der lidt ‘stiv i betrækket’-mentalitet. Forhåbentlig tager vi skridt mod, at være mere åben hver dag – en proces, som helt klart kræver mod, men i sidste ende hjælper på det.

Night Flight Reprise

– Denne idé kom, da vi prøvede at finde et tidspunkt i vores live-set til at tage energien helt ned og give et atmosfærisk og roligt øjeblik før stormen, der fulgte i den sidste del af koncerten. Vi havde en idé om at bruge obo-motivet i Night Flight og bygge resten af lydbilledet omkring det. Vi ville have, at det skulle føles som om du hang i luften, et øjeblik af klarhed, som hvis du var fanget i rummet med et uendeligt perspektiv af solsystemet. På en måde inspireret af hvad astronauter beskriver som ‘the overview’-effekt, som skulle være en overvældende sensation og realisation – når man kigger på jorden fra rummet for første gang. Vi indspillede sangen i en kirke i Sussex (i Sydengland), meget tæt på der hvor Ned voksede op. Det var rart, at have gutterne i bandet med til at indspille og have en slags DIY-tilgang til indspilningsprocessen.

A Little Something For The Weekend

– Den her startede som et bas- og trommegroove med det traditionelle mix af polyrytmiske samples og den her særlige Franc Moody lyd fra et Rhodes klaver, som vi får med tilført vibrato. Så gav vi også sangen nogle klippede guitar-sekvenser og de her lidt ‘over the top’ Brian May-agtige guitarharmonier til sidst. Hele sanges instrumentale del var dér, men den føltes ikke helt rigtig til albummet. Vi prøvede tusindvis af forskellige vokal hooks, tekstidéer og intet hang ved. Vi var klar til at henkaste sangen til vores allerede eksisterende mappe kaldet “næste færdige sange”. Men så i sidste time, havde vi en idé om lave noget mere hen af ‘spoken word’, inspireret af mennesker såsom John Cooper Clarke og Sleaford Mods. Vores egen stemme lød virkelig dårligt, da vi så forsøgte – så vi begyndte at tænke over mennesker vi kunne spørge, og gennem et familiemedlem fik vi tilknyttet Marieke, som tidligere havde hjulpet med vokaler for Thool – nogle som vi også arbejder sammen med. Hun hoppede hurtigt med på idéen, og vi fik hende til at indspille det en aften.

Lyrisk havde vi leget med ‘Vice’ som titlen. Vi ville have versene til at være ‘statements’, der indikerede en perfekt og streng holistisk livstil, imens det modsat skulle hylde laster i omkvædet. Mariekes levering var perfekt og gav så meget karisma og melodi til sangen.

Du kan høre resten af gruppens debutalbum herunder, og glæde dig til at opleve dem live i Danmark hele to gange i løbet af foråret.