fbpx

Norske Mia Berg tør godt lade en god melodi tale for sig selv: »Har man en rigtig god sang, så kan man spille den med minimal instrumentering, og den vil stadig stå utrolig stærkt«

Foto: Emma Sukalic

Vi fik en snak med det norske upcoming pop-talent Mia Berg, da hun gæstede Ideal Bar i februar, til en fryd af en koncert. Heldigvis nåede vi at fange hende, inden hele verden gik i stå.  

Nu når alle sommerens festivaler aflyst, er der mange musikere der har måtte udskyde deres koncerter. Det gælder også popkometen Mia Berg fra Norge, der ellers skulle have lagt vejen forbi SPOT Festival inden længe, havde det ikke været for coronavirus. Heldigvis nåede den talentfulde musiker at lægge vejen forbi Ideal Bar, til en koncert, der fik stor ros af vores skribent. I anmeldelsen blev der blandt andet skrevet: 

– Sammen med sit firmandsband blev ethvert trommeslag, streng, tangent og melodi spillet med en ubesværet og legende tilgang, som hurtigt både gav en sitrende spænding af uforudsigelighed og samtidig viste en rolig, nedtonet beslutsomhed. 

Mia Berg kom i efteråret ud med sin debut-EP Intro, som også blev taget godt imod. EP’en er som navnet antyder en introduktion, både til Mia Berg som sangskriver og musiker, men også til de mange forskellige stemninger og elementer, som hun og bandet rummer. Hun fortæller selv:

– Vi slap EP’en ‘Intro’ i efteråret. Der er jo noget helt særligt ved den første udgivelse. ‘Intro’ har egentlig været længe undervejs, for vi begyndte med studiearbejdet i efteråret 2016, hvor vi begyndte at indspille demoer.

Det skal altså ikke være nogen hemmelighed, at vi er ret så vilde med norske Mia Berg. I et af VEGA’s utallige lokaler, satte jeg mig med nordmanden, mens resten af bandet hyggede sig i baggrunden. Her fortalte Mia blandt andet om, at det ikke altid har ligget i kortene, at hun skulle blive musiker: 

– Jeg synes altid man hører, at musikere har haft drømmen om at leve af musik siden de var sådan 10 år, så da jeg var 13 havde jeg en indstilling om, at jeg aldrig kunne blive musiker. Jeg skulle faktisk have læst markedsføring. Men med tiden, kom der en intens følelse af, at jeg blev nødt til at prøve det af. Jeg har en indre drivkraft af, at der ikke er noget der er vigtigere for mig, end at lave musik. Min far sagde til mig, at jeg skulle tænke mig godt om, inden jeg begyndte at studere musik, men jeg var ligesom nået til et punkt, hvor der ikke var noget, der overgik det ønske. Så jeg sagde til mig selv, at nu ville jeg prøve et år af på musikstudiet, og så endte det altså med at blive til en bachelor. 

Dagens bedste nyhed på årets første dag 

Og det har heldigvis vist sig at være den rigtige vej for den unge nordmand. Koncerten der skulle spilles på Ideal Bar, var den første udenlandske af slagsen, siden projektet startede tilbage i efteråret 2016, men det bliver langt fra den sidste: 

– Det føltes næsten som en ferie. Jeg synes det er helt vildt fedt at komme ud af hjemlandet, og vi håber på at kunne gøre det igen snart, samt spille en masse fede festivaler. Det bliver spændende at opleve et andet publikum end det norske. 

Et par uger efter koncerten på Ideal Bar, skulle det faktisk annonceres, at Mia Berg og hendes band skulle spille til SPOT Festival 2020. Det havde Mia og bandet glædet sig til siden den først dag i 2020.

– Jeg vågnede den 1.  januar af, at min telefon ringede uafbrudt, og jeg ikke kunne forstå, hvem der dog kunne finde på at ringe på årets første dag. Til sidst tog jeg mig dog sammen til at tage den. Opkaldet var fra min danske manager Jacob, der udbrød: “Du skal spille på SPOT!” Så var jeg straks vågen og måtte skynde mig at give de gode nyheder videre til bandet. Jeg kender et par folk, der har spillet på SPOT, og det lyder som en vildt god festival, så vi håber selvfølgelig på, at få noget rigtig godt ud af det. 

Aflysningen af SPOT Festival – og alle andre festivaler denne sommer – ærgrer selvfølgelig Mia og bandet mindst ligeså meget, som det ærgrer alle os skuffede festivalgængere, der må vente til 2021, før vi igen kan nyde live-musik på de grønne græsplæner i solskin, med kolde øl i hånden. 

Den stærke, selvstændige sang som målet

For Mia Berg sidder popmusikken på rygraden, og sammen med bandet har hun lavet en god stak ørehængende hits, der i den grad sætter sig fast. I sin musik trækker hun især inspiration fra stemningsskabende kunstnere såsom Lianne La Havas og Bon Iver, og hun forklarer, at det blandt andet skyldes kunstnernes unikke talent for at skabe deres eget rum og udtryk: 

– De skaber virkelig deres helt egne universer, men man kan samtidig genkende meget i dem, hvilket gør at man som lytter føler sig endnu tættere på kunstneren, og det resulterer i en helt unik oplevelse – især når man hører musikken live. 

Inspirationen bunder også ud i evnen til at skabe en stærk sang, hvor al produktion kan pilles fra, uden at nummeret falmer det mindste: 

– Jeg har lyttet rigtig meget til Lianne La Havas, og synes hun laver virkelig gode sange, men jeg synes især det er fedt, at hun kan spille alle sine sange udelukkende på guitar. Det er noget som jeg altid har tænkt med min egen musik. Har man en rigtig god sang, så kan man spille den med minimal instrumentering, og den vil stadig stå utrolig stærkt. 

Med disse inspirationskilder har den norske musiker formået at skabe sin helt egen lyd fra start, som rummer alt fra dansable pop-beats som dem på “Grow” og “You Decided” til mere mystiske tracks som “Berlin”.

– Man er utrolig præget af en startprocess når man begynder at lave musik, og man føler jo, at man kan gå alle veje. Det handler om at begrænse sig, snævre det ind, og finde ud af, hvad det er, man vil, og hvad essensen af det er. “Grow” var det første nummer vi indspillede, og der følte vi for en gangs skyld virkelig, at den sad i skabet fra første indspilning. “Hurry” kom også tidligt i processen. 

Nogle sange har altså siddet lige hvor de skulle fra første forsøg, mens Mia og bandet også har givet sig selv lov til at gå andre mere eksperimenterende veje: 

– “Berlin” var det sidste track der kom med, og det har helt klart en anden vibe end de andre sange. Den står mere som et selvstændigt element. Meningen var, at den skulle give en mere mørk og dyster følelse af en stor og spændende storby.

Uanset hvilken følelse og stemning de forskellige tracks rummer, er det altid gennemført, og det skyldes blandt andet, at Mia Berg ikke er vild med at gøre noget halvt: 

– Mange af mine sange bliver faktisk lavet på en dag. Jeg har lært, at man skal have en tydelig ide, inden man sætter sig ned og skriver, men ofte begynder processen med, at jeg har hørt eller læst noget, der sætter nogle tanker igang. Andre gange rammer tekster og melodier mig bare pludseligt, og så skynder jeg mig at optage det på telefonen. Jeg er nødt til først at høre det igen efter noget tid, så det har fået lov at forme sig lidt. Det er altid en af de to veje der fører til min musik: Enten har jeg en klar ide om, hvad jeg vil, eller også kommer det lidt af sig selv. 

Det bliver altså ikke et gensyn til dette års SPOT Festival, men vi er sikre på, at Mia Berg og bandet vender stærkt tilbage til endnu en festivalsæson i 2021 med endnu mere ny musik i ærmet. Faktisk er der allerede en ny sang på vej, der lander næste måned, så der er lidt at se frem til i disse ensformige tider. Indtil da kan man nyde det norske talents sangkundskaber på sin foretrukne streamingtjeneste og glæde sig til, at Danmark og resten af verden igen bliver normal, så den evige livemusik-sult atter kan stilles. 

Tags:
,