fbpx

INTERVIEW: Albumaktuelle Velvet Volume vil gerne bevise, at de er meget mere end tre unge piger, der spiller fed tråd

Foto: Chris Calmer

Det danske rockband Velvet Volume er endelig klar med deres andet album ‘Ego’s Need’. I den forbindelse har vi taget en snak med de tre søstre fra Velvet Volume, om at turde forny sig, om hårde genudgivelser og dramatiske musikvideoer. 

Jeg sidder på Vinyl og Kaffe i København en kølig dag i februar måned og venter på de tre søstre fra Velvet Volume. Jeg har brugt de sidste par dage på at råhøre debutalbummet Look Look Look og den på daværende tidspunkt seneste single ”Lonely Rider”. Jeg er derfor ret spændt på, hvilke tre typer det egentlig er, jeg skal til at snakke med. Jeg har hørt, at punkbands ofte kan være meget fåmælte, men det er jo heller ikke et helt normalt punkband, jeg skal interviewe. 

Med et par minutters mellemrum træder de tre piger endelig ind af døren – lidt forpustede og rødkindede af den kolde luft. Noa, som er en af tvillingerne, kan jeg genkende på det korte hår og det smalle ansigt, som hun deler med sin tvillingesøster Naomi, der modsat har skulderlangt hår. Den to år yngre søster Nataja ligner naturligt nok sine søstre, men har alligevel nogle andre træk end tvillingerne.

Jeg har ligesom mange andre været helt oppe at køre over det faktum, at tre søstre med kun et par års mellemrum er gået sammen om at spille hård tråd, da jeg selv er efternøler og ret glad for rock. Men det er samtidig noget, som har været lidt af en begrænsning for deres musik, hvis man spørger bandet selv. Naomi, vokalist og bassist, fortæller:

– Vi nåede til et punkt, hvor vi var populære og interessante, fordi vi var unge, men nu er vi nødt til at bevise andre ting – også musikalsk. Da vi stod på en scene, var det som om, det var det eneste, folk så – os tre piger, der spillede, og der var ikke rigtig så meget fokus på andet. 

Det er snart tre år siden, de udgav deres første album Look Look Look, som i virkeligheden er en samling af sange, de har spillet live siden 15-16-års alderen, fortæller bandet: »Vi udgav det [albummet, red.] i 2017, men de første sange er fra 2013,« siger Noa, og Noa fortsætter.

– Men det var også det, der var konceptet med albummet – at tage de numre vi havde og putte dem på et album. Vi havde jo været et liveband i mange år, og det var en del af hypen, at vi spillede så mange syge ting, men slet ikke havde udgivet noget. Så på et tidspunkt tænkte vi, at det vist var på tide, at vi fik noget udgivet. Først var det planen bare at udgive et livealbum, og at vi så efterfølgende skulle komme med ny musik. 

Men det blev ikke helt sådan. Noa fortæller, at de egentlig allerede havde påbegyndt planlægningen og indspilningen af et nyt album, men at de så pludselig fik tilbudt en genudgivelse af Look Look Look, hvilket satte udviklingen af det nye album på pause. Velvet Volume var ikke i tvivl om, at de måtte slå til – selvom det, set i bakspejlet, havde sine udfordringer, da genudgivelsen efterfølgende viste sig at bringe en del forvirring og dobbeltarbejde med sig. 

– Ja, så vil man jo nærmest lave det hele om, og det kan man jo ikke, når det er en genudgivelse. Der er jo en grænse.

– Og pludselig skulle vi lave interviews og snakke om de her sange igen, siger Naomi.

Genudgivelsen af Look Look Look blev altså desværre ikke så nem og smertefri, som bandet havde håbet – men til gengæld medførte det en stor trang til at skrive og udvikle nyt materiale. 

– Så vi er også taknemmelig og har lært rigtig meget af hele processen. Vi har lært, hvad det er, der egentlig er fedt ved det her band – og det har vi kunnet integrere i det nye album

“Lonely Rider” er en af de første sange, de fik skrevet til Ego’s Need, som ovenikøbet har fået selskab af en flot, mystisk musikvideo: 

»Vi har haft brug for at være vanvittige«

Fra første til andet album er der – udover den musikalske udvikling, og at bandet er blevet en masse erfaring rigere – sket den store forandring, at ingen af søstrene går i skole mere, og derfor ikke har gået lige så meget op og ned ad hinanden, som de gjorde, da de boede hjemme og gik i skole sammen. 

– Efter gymnasiet har vi haft mulighed for at sprede os lidt ud. Der har været mange perioder, hvor vi ikke lige har set hinanden. Før boede vi sammen, vi gik i skole sammen, vi gjorde alting sammen. Nu kan vi pludselig gå ud og vokse med os selv. Og når vi så mødes, kan vi tydeligt mærke, at vi er tre karakterer, der kan bidrage til bandet på forskellig vis. 

Den personlige og professionelle udvikling har sammen med genudgivelsen af Look Look Look givet de unge piger mod på at udvikle deres lyd og musik. 

– Vi startede på det nye album for to år siden, og der følte vi nærmest, at vi var færdige. Men når man hører demoerne nu, kan man tydeligt høre, hvor meget der er blevet lavet om på sangene. Der har ikke været nogle grænser for legen – kernen er den samme med bas, guitar og trommer – men vi har fået mod på at gøre lidt mere. Lege med vokalen, have flere guitarsporeffekter, karakterer, stemninger og vibes. Det hele har vi bare nørdet meget mere, fortæller Naomi, hvorefter Noa afbryder:

– Og der er nok mange, der vil tænke, at det er meget naturligt med denne udvikling, men jeg tror, at folk glemmer, at Velvet Volume er det eneste band, vi nogensinde har spillet i. Vi startede som unge, unge teenagere, hvor vi fik udgivet de allerførste sange, vi har skrevet. Normalt er man måske igennem 3-4 acts, hvor man finder ud af, at det måske ikke lige er reggae, man skal spille. Folk har kunnet se hele vores udvikling – også i studiet. 

Det er svært at være til fuld skue, og allerede ved udgivelsen af “Lonely Rider” begyndte bandet at få kommentarer vedrørende deres udvikling, fortæller Noa.

– Ved ‘Look Look Look’ havde mange brug for at putte os i en kasse, som de tre unge piger, der spiller fed tråd – og vi har nu allerede fået kommentarer fra folk om, at de bedre kunne lide os, da vi var unge og uskyldige. Men vi har haft brug for at være vanvittige. 

Masker og dæmoner

Masker – brugt til at overdrive eller være en anden, end den man er – har altid været en del af bandets musikalske identitet, som når de for eksempel har påført en heftig makeup eller ansigtsmaling som en del af deres sceneshow. Men masker og maskefornemmelse er blevet brugt væsentligt mere på det nye album med det formål at dramatisere og overdrive følelser. Noa fortæller:

– Vi tager i dag tingene mere uhøjtideligt, og ved at gøre det, har vi mulighed for at overdrive og gøre vores musik endnu mere ironisk. Vi kan skrive en sang om tømmermænd, og så bare gøre det meget mere dramatisk.

Det er jo stadig nogle hverdagsfølelser og historier, som vi så har gjort mere ekstreme, tilføjer Nataja.

Det var især noget, jeg lagde mærke til, da jeg så musikvideoen til “Lonely Rider”, som for mig er taget ud af Pulp Fiction. Noa fortæller:

– Der er lidt en Tarantino-, og Lynch-vibe. Stemningen er anderledes, og vi bruger slide-guitar i baggrunden, hvilket har en spooky lyd, som jeg synes, vi fik beskrevet rigtig godt i billederne. Selvom det er mystisk og dunkelt, er det stadig med en kæmpe ironi og meget anti-hero agtigt, fordi sangen netop handler om en bytur og nogle sjove oplevelser. Vi er begyndt at dvæle lidt ved absurditeten og at gøre én selv til en særlig karakter. 

Og ikke bare karakterer, men også dæmoner er noget, bandet har brugt meget i deres sange. Det kan være helt universelle og trivielle følelser, de mærker som en dæmon, og ved hjælp af førnævnte masker forstørrer og dramatiserer bandet det. Noa fortæller om maskerne:

– Det kan både være positivt men også farligt, at man gemmer sig selv bag masker og måske gerne vil portrætteres mere helteagtige eller vildere, end man egentlig er – men det er det, vi leger med. 

Forskelle og favoritsange

Når man snakker med de tre søstre, fornemmer man hurtigt, at især Noa er glad for at tale og hurtigt tager teten, mens Naomi er lidt mere eftertænksom og Nataja ofte ender med at supplere med korte sætninger. 

Selvom de er forskellige og kan bidrage til musikken med hver deres egenskaber, er de stadig et hold, som går meget op i teamwork.

– Før i tiden var det kun Noa, der kunne finde på guitarspil og Naomi, der kom op med baslinjen – mens jeg fandt på, hvordan trommerne skulle lyde. Nu tillader jeg mig at finde på sangmelodier, selvom jeg er er den eneste, der ikke synger, og Noa kan sagtens komme på et trommebeat, fortæller Nataja.

Og forskellighederne afspejler sig også deres individuelle favoritnumre fra pladen. 

– Min yndlingssang fra det nye album er Good day”, som er en Beatles inspireret sang. Jeg er egentlig ikke særlig stor fans af Beatles, men de skriver virkelig gode sange, og det her nummer indkapsler bare ironien og forskelligheden mellem mig og Naomi, der synger versene sammen. Og så har sangen det mest dramatiske omkvæd. Den er SÅ lækker at spille, fortæller Noa.

– Musikalsk er jeg meget vildt med “Young in love again”, som er meget simpel. Jeg kan godt lide, når noget bare svinger derudaf uden at udvikle sig det store. Det er meget statisk. Fed bas og fede trommer, der bare svinger – det kan jeg lytte til i flere timer. Det er et koncept, vi har brugt meget, og jeg tror ikke, der er så mange, der kan slippe afsted med det, fortæller Naomihvorefter Nataja kommer med sit favoritnummer:

Jeg kan virkelig godt lide “Sunny LA”. Den er sådan lidt western-agtig og handler om alle dem, der tager til LA for at møde store sangskrivere og lave pophits – et tema, vi har pakket ind i vores egen lille joke. 

Albummet indeholder ovenikøbet »en lille hemmelig perle,« som Naomi formulerer det. Normalt er det jo kun de to storesøstre der synger, men på “Nice people date nice people” synger lillesøster Nataja på et halvandet minut langt nummer »under press,« griner Nataja. 

Bandet følte, at Look Look Look gik meget ud af samme tangent, og at det er meget nemmere at adskille numrene på det nye album. Naomi fortæller:

– Vi er meget tilfredse med sangene på albummet, som nærmest har fået en farve hver. “Lonely Rider” er en af de mere hårde. Vi ville gerne have en lækker overgang, fordi “Carry” har en anden karakter. Det er 100% samme energi, men vi er vildt tilfredse med, hvordan hver sang har fået hvert sit billede. 

De tre søstre håber, at de har vist en ny side af sig selv – men i bund og grund er det vigtigste for bandet, at få lov til at blive ved med at have følelsen af en konstant forøgelse gennem deres karriere – en forøgelse, som ikke kun handler om penge og popularitet, men også om konstant at have lysten og muligheden for at blive stimuleret og kreere på ny. Velvet Volume er hverken et helt normalt punkband eller helt normale søstre, og alt dette kan man få et indblik i på deres nye album ‘Ego’s Need’, som udkommer i morgen fredag.