fbpx

Mekdes – Smukfest 2019

Foto: Navidtollah 
Scene: Bøgescenerne 
Tidspunkt: Onsdag den 7. august kl. 15.30

En ung, ny popspire havde fået den fornemme opgave at åbne Smukfests største scene, og den opgave løftede hun flot. 

Mekdes – Smukfest 2019
3.5 / 5 Anmeldelse

Der har længe stået et “TBA”-hul i Smukfests onsdagsprogram (som en pige, jeg overhørte i bussen troede var navnet på en artist). Det skyldes, at festivalen havde givet rum til en helt ny spire fra det danske vækstlag – vinderen af talentkonkurrencen Live Camp – og den vinder var Mekdes.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi på BoT-redaktionen allerede har fået et ret godt øje til koldingenseren Mekdes. Hun er kommet lidt ud af det blå med et skudsikkert og sindssygt gennemført produkt, som hun nu virker mere end klar til at vise offentligheden. Det var nok også det, juryen kunne se – og ikke mindst høre – da hun tirsdag sang sig til vindertitlen.

Prisen var at åbne Bøgescenerne, og det er ikke en lille opgave at løfte. Især ikke, når det begynder at sile ned, og folk først lige er begyndt at sive ind på pladsen. En lille gruppe fans havde hurtigt indfundet sig på den forreste række, og der kom flere og flere til, da Mekdes og band satte gang i deres dansevenlige blanding af R&B, neo-soul og helt igennem effektiv pop.

Singlen “Right Direction” åbnede ballet, og de to andre udspil, vi indtil videre har kunne streame, “Out of Here” og “On my Mind”, prydede også setlisten sammen med flere endnu uudgivne numre, som tegnede fortsat lovende for den unge sangerinde. Og det var generelt en god blanding af up- og down-temponumre, der udgjorde den dejligt dynamiske koncert.

Mekdes gjorde sit for at få det til sidst drivvåde publikum med, og det lykkedes til dels, selvom man godt kunne fornemme, at hun nok håbede på, at resten af crowden ville danse lige så meget som hende og den hoppende første række. Jeg tror egentligt nok det skal komme, for numrene er stærke nok til det, og Mekdes har ramt en god, gylden middelvej mellem det topprofessionelle og attitudefulde udtryk på den ene side, og en gæv og ydmyg taknemmelighed på den anden.

Jeg er ikke i tvivl om, at vi kommer til at se og høre meget mere til Mekdes i fremtiden. Når jeg næste gang befinder mig i crowden til en af hendes koncerter, håber jeg på, at setuppet kommer til at afvige en anelse mere fra formlen. At der bliver plads til lidt flere live-elementer, måske nogle flere instrumentalpassager fra bandet og (og nu drømmer jeg bare) et kor, der kan hjælpe med de lækre, forførende stemmer på “On My Mind”.

Nikoline Skaarup
nikolineskaarup@bandsoftomorrow.com