fbpx

Brighton-gruppen Squid: Hvis vores musik var en stueplante, ville det nok være en sommerfuglekløver

Foto: PR

Vi mødte femmandsgruppen fra Brighton til en snak om surströmming, Roskilde og stueplanter.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg havde lidt bange anelser, da jeg skulle mødes med post-punk gruppen Squid på dette års by:Larm Festival. Fredag aften leverede de et show på spillestedet BLÅ, hvor de mørke kræfter kom i spil i et sammensurium af aggressive trommefigurer, distortede guitarer og The Doors-inspirerede keys, hvor man som tilskuer skulle holde tungen lige i munden for at følge med. Squids progressioner og musikalske finesser kræver et helt særligt talent. Heldigvis levede Brighton-drengene op til myten om, at dem, der laver den mørkeste musik, tit har de blideste personligheder.

Hør deres seneste udgivelse ”Sludge” her.

Jeg træder ind på hotellet, vi har aftalt at mødes på, og ved et langbord sidder de allesammen: Ollie Judge, Laurie Nankivell, Arthur Leadbetter, Anton Pearson og Louis Borlase – en gruppe venner fra Brighton, som begyndte at lave musik sammen ved en tilfældighed.

– Vi havde en masse musikprojekter kørende, hvor vi både arbejdede på soundtracks og elektronisk musik hjemme i hinandens soveværelser. Da vi lærte hinanden bedre at kende, begyndte vi at have gigs på den lokale café, hvor vi spillede en times embryonal [det uudviklede stadie ved et foster, red.] musik for de samme ansigter, der altid var søde at lytte, fortæller Laurie, der spiller guitar og synger.

Brighton-dagene er dog ovre, og gruppens medlemmer har spredt sig til nye territorier af England – nogen er endt i London, andre i Bristol. På trods af den geografiske udspredning, ser gruppen dog hinanden tit. Jeg spørger dem, hvem der står for at skrive musikken.

»Vi skriver musikken sammen,« siger Ollie, der spiller trommer og deler vokalen med Laurie.»Jo mindre der skal diskuteres, jo bedre,« siger Arthur, der står for keys.

– Ja, hvis en idé er god, så skal man køre med den. Hvis en idé er dårlig, kører man den igennem igen og igen og igen, indtil alle er ved at rive hovederne af hinanden, siger Ollie og griner.

Men det er også vigtigt at omfavne de dårlige ting og give dem plads til at være der, siger Laurie.Der bliver nikket i samhørighed.

– Men det har da lykkedes os at skrive nogle gode sange! Afbryder Ollie, og der grines igen ved bordet.

Fjollerier og latter er der masser af plads til, og det er tydeligt, at gutterne på trods af deres komplekse og nytænkende lyd stræber mod ikke at være for selvhøjtidelige. For når gruppen ikke står på scenen og leverer musik, som ifølge Arthur er »energisk, omsluttende pop-indie-punk-funk,« så er de faktisk bare en helt almindelig gruppe drengerøve, som godt kan lide at have det grineren.

Ollie og Arthur fortæller, at de har et radioprogram på den lokale radiostation i Bristol, som tit kommer på i bilen, når de kører mod deres næste gig.

– På et tidspunkt bliver vi nødt til at lave en podcast, hvor vi alle er med, for vores samtaler er nogle gange… langt ude, siger Laurie og høster endnu en omgang grin ved bordet.

– Ja, min mor hørte vores program sidste gang, vi sendte, men slukkede det ret hurtigt. Jeg tror, at hun synes, det var for underligt, siger Ollie.

– Jeg ser mig selv som lidt af en filosof, siger Arthur med et smørret smil.

– Ja, Arthur er en af vor tids store tænkere, siger Laurie, og alle griner igen.

Imponeret over Skandinavien indtil videre

Snakken går videre, og jeg finder ud af, at deres koncert fredag aften på by:Larm var den første, de har haft på skandinavisk jord. De snakker om, at der er en masse ting, de gerne vil have prøvet, selvom tiden er knap. Foruden at komme ud i snevejret i Oslo, er de interesserede i at smage på nogle af nordens kulinariske specialiteter. Myseost er de alle enige om, at de gerne vil sætte tænderne i. Da jeg nævner surströmming, bliver der skåret grimasser på tværs af hele bordet. »Er det ikke det, som man skal åbne under vand?« spørger Ollie.

En anden skandinavisk oplevelse, som gutterne ser frem til, er Roskilde. På tidspunktet for interviewet regnede alle stadig med, at de skulle spille til sommer. Det må vente til en anden god gang, men vi fik os stadig en snak om mange danskeres kære sommer-højdepunkt. Ingen af dem har været afsted endnu, men de virker alle meget begejstrede og interesserede, da jeg forklarer dem om Orange Feeling og de forskellige tema-camps, som man kan finde i Dream City.

»…jeg tror nærmere, det er en sommerfuglekløver. Åben om dagen og lukket om natten, og så kan man kokkerere med den«

Gruppens største hit, ”Houseplants”, er et lille hug i siden til dem, som køber sit eget sted, slår sig ned, holder middagsselskaber og ender med ikke at gå op i andet end deres stueplanter. Jeg spørger dem, hvilken stueplante, de tror deres musik ville være. Der er stille et kort øjeblik.

– Formodentlig sådan en seks-fods Monstera, siger Laurie.

– Naah, jeg tror nærmere en sommerfuglekløver. Åben om dagen og lukket om natten, og så kan man kokkerere med den, siger Ollie bestemt.

Ja helt klart. Det er et virkelig godt svar! siger Laurie og fortsætter grinende: Er du blevet spurgt om det før?

– Jeg har haft svaret klar de sidste fire år, siger Ollie tørt, og alle griner.

Hør “Houseplants” her.

»Lad være med at gøre det for pengenes skyld, for der er ikke nogen«

Selvom Squid kun har udgivet debut-EP’en Town Centre, er det gået stødt fremad for postpunk-kvintetten, som har spillet mere end 100 shows sidste år (hvor mange der er tale om, havde de lidt svært ved at komme frem til, men de sagde mere end 90 og mindre end 160). De fortæller mig, at det tog dem fire dage, at få den sidste EP indspillet – så lang tid har ingen af dem brugt i et studie før. Men de kan ligeså godt vænne sig til det, for de er allerede i gang med næste album.

Mange af de sange, vi spiller live, er sange, som vi overvejer at putte på det nye album. Vi tjekker altid, hvordan publikums reaktioner er. Det er dejligt at prøve at bevæge sig i en lidt anden retning, siger Laurie.

Det nye album er mørkere end noget andet, vi nogensinde har lavet, siger Ollie.

Hvis albummet var en kage, var vi stadig i gang med at blande æggene og mel sammen, siger Arthur tørt.Med forvarmet ovn, tilføjer Laurie og Ollie bryder ind: Ja, med masser af sukker, mandelolie, kirsebærsovs og…

En knivspids sæbe, konkluderer Arthur.

– Man skal tage alt med en knivspids sæbe, joker Ollie videre og kan til sidst ikke holde facaden og griner højt.

Til slut spørger jeg gruppen, hvad deres bedste råd er til folk, der selv har en drøm om at kunne leve af deres musik, som det har lykkedes dem det sidste års tid.

– Arbejd hårdt og hav det sjovt. Lav aftaler med folk, som du kan stole på. Og nyd al den gratis mad, siger Arthur.

– Ja, vend dig til tanken om, at du nok aldrig vil tjene særligt mange penge, men at du til gengæld får en masse gratis mad, siger Ollie.

– Lad være med at gøre det for pengenes skyld, for der er ikke nogen, griner Laurie.

»And on that note…« siger Arthur, mens han glaner mod en stor madbuffet, der er blevet sat op, mens vi har snakket. Jeg tror næsten, at de er ligeså glade for en god omgang mad, som de er for at spille deres musik – og med den passion, må man jo nærmest være uovervindelig. Vi ser frem til deres kommende album, selvom vi ikke får lov til at opleve dem til dette års Roskilde Festival, da pressemødet den 5. april annoncerede, at den danske sommer bliver uden festivaler.