15 dec Her er de bedste og mest mindeværdige koncerter fra 2019
Foto: IDLES på Northside Festival 2019 // Nikoline Skaarup
2019 har budt på alt fra gode og dårlige til underlige og eksperimenterende koncerter – og så er der de uforglemmelige, perfekte koncerter, som vores anmeldere har kvitteret med intet mindre end fem ud af fem stjerner. Vi har samlet 14 af årets allerbedste koncerter, som vil blive husket længe endnu.
BAEST – Copenhell
»Det danske dødsmetalband spillede med masser af karakter og med et internationalt format, som er svært at forestille sig noget andet band på festivalen gøre dem kunsten efter.« Og »deres optræden på Copenhell i år var ikke bare fantastisk, men også en optræden, som vil blive skrevet i de danske metalhistoriebøger.« Sådan indledte og afsluttede vores skribent sin anmeldelse af BAESTs koncert på 10-års jubilæet af Copenhell. Og BAEST havde da også en plads på årets Roskilde Festival-plakat – så det danske metalband har mildest talt haft et travlt og forrygende 2019, og mon ikke det fortsætter ind i det nye år?
Læs anmeldelsen af koncerten her.
ELBA – Roskilde Festival
Roskilde Festival havde virkelig mange gode koncerter at byde på i år, og en af dem var med den fremadstormende popartist ELBA. En koncert, som vores anmelder beskrev med ordene »et perfekt eksempel på, hvordan en popkoncert skal skæres.« ELBA har gang på gang vist sit værd i det danske vækstlag, og netop derfor fortjente hun en plads på vores liste over årets bedste opdagelser. Det er kun et spørgsmål om tid, før endnu flere bliver bekendt med hendes dansable univers, som du kan læse mere om i vores interview med artisten lige her.
Læs anmeldelsen af koncerten her.
Fieh – Ideal Bar
Vores anmelder beskrev norske Fiehs koncert med sætninger som »den enormt velspillende, tjekkede og sprudlende oktet havde publikum i sin hule hånd« og »Fieh besidder en enormt gennemført showfaktor, der absolut også ville kunne spille langt større scener op.« Vi har mange gange udvist begejstring for Fiehs genreudforskende musikalske univers, og det, at de kan give en så hæsblæsende koncert, får kun den norske gruppe til at stå endnu stærkere. Som vores anmelder så fint skrev det: »Slutteligt vil jeg lige komme med en opfordring til Roskilde Festival, Smukfest, Northside og alle andre festivaler herhjemme: hvis I gerne vil være med på noderne til næste år, så tag da lige og book Fieh, ikke? Deres musikalske rumraket er kun lige lettet, og de har absolut kurs mod stjernerne.« Man har vel lov at håbe.
Læs anmeldelsen af koncerten her.
FRAADS – Lille VEGA
»Med bodyrolls, trompetspil og kæmpe musikalsk overskud markerede FRAADS fredag aften sig selv – ikke bare som en af de mest prominente og nyskabende hiphop-grupper, men også som et af de bedste nye livenavne.« Sådan skrev vores skribent i sin anmeldelse af FRAADS’ koncert i Lille VEGA tilbage i oktober, hvor duoen for alvor indgraverede en mindeværdig aften i hukommelsen. Alt tyder på, at de største livenavne i Danmark får kamp til stregen.
Læs anmeldelsen af koncerten her.
IDLES – Northside Festival
»Jeg må indrømme, at jeg på ingen måde havde regnet med at få sådan en overvældende oplevelse med IDLES. Det blev klart en af de vildeste og bedste koncerter, jeg længe har set, og jeg håber virkelig ikke, at det er sidste gang, jeg ser bandet i live-aktion.« Sådan afsluttede vores anmelder sin bedømmelse af IDLES på dette års Northside Festival. Og vi behøver jo egentlig ikke at sige så meget mere, for citatet fortæller mere eller mindre det hele. Så skulle det da kun være et lille bitte jule-ønske om, at det energiske punkband snart kommer tilbage til Danmark.
Læs anmeldelsen af koncerten her.
Janelle Monáe – Roskilde Festival
»Hun har kæmpet sig fra scene til scene, og lørdag aften var Orange ikke bare en scene, men en velfortjent trone, fra hvilken Janelle Monáe kunne danse og synge sit folk i knæ.« Således indledte vores skribent sin beskrivelse af Janelle Monaés koncert på Roskilde Festivals orange scene i år, hvor der skete sindssygt meget på scenen men uden at det nogensinde var på bekostning af musikaliteten. Med følgende afslutning blev prikken over i’et sat på en femstjernet anmeldelse af en fantastisk koncert: »Jeg følte mig meget privilegeret over endnu engang at have fået muligheden for at blive overvældet af den lille amerikaners kæmpe talent. Hun indtog i den grad Roskilde Festival som en Q.U.E.E.N.«
Læs anmeldelsen af koncerten her.
Lizzo – Roskilde Festival
Var man så heldig, at være en del af Lizzos festfyrværkeri på Roskilde Festival, så ved man lige præcis, hvorfor koncerten er med på denne her liste. Lizzo gav den hele armen på trods af den begrænsede sceneplads og viste alle sider af sig selv. Hun kom med masser af selvtillid til Danmark og var yderst gavmild med at dele ud af den. Vejret på dette års Roskilde Festival var ikke ligefrem i top, men Lizzo fik én til at glemme alt om regn og blæst – og var humøret ikke helt i top ved ankomsten til Apollo-scenen, var den det i hvert fald efter Lizzos helt igennem underholdende og beundringsværdige koncert.
Læs anmeldelsen af koncerten her.
M. Rexen – Roskilde Festival
M. Rexen viste sig som musiske globetrotter, da han indtog scenen på Roskilde Festival sammen med sit band. Michael Rexens vokal løb om kap med blæserne, og lyden skilte sig bemærkelsesværdigt ud fra, hvad den danske scene ellers har at byde på. Vores anmelder berettede: »Udover at blive draget af Rexens kæmpe smil og intense blik, så fik man en instant lyst til hoppe op på scenen og være en del af bandet. Deres spilleglæde var svær at skjule.« Begejstringen var stor, så stor at forventningerne til ottemands-bandet blev vurderet til at kunne klare en opgradering og prestige-opgave uden lige. »Jeg hepper på M. Rexen som næste års åbning af Orange Scene oven på mandag aftens pragteksemplar af en koncert.«
Læs anmeldelsen af koncerten her.
Nao – Store VEGA
Nao levede op til alle forventninger og rev publikum gennem hele følelsesregisteret, da hun en onsdag aften i marts fyldte Store VEGA med sin R&B-soul og vilde, forførende moves. »Hun synger vitterligt helt formidabelt og har et tilnærmelsesvist umenneskeligt vokalregister. Samtidig er hendes vilde energi men samtidig ydmyg attitude utrolig svær at stå for.« Sådan skrev vores anmelder efter at have fået revet benene væk under sig af den skønne, betagende britte. Nao afsluttede koncerten med ordene: »See you next year,« så håb og forventninger er skyhøje herfra.
Læs anmeldelsen af koncerten her.
Reykjavíkurdætur (Daughters of Reykjavík) – Musik i Lejet
Det gæve islandske hiphop-kollektiv med det fuldstændig umulige navn at udtale Reykjavíkurdætur besøgte dette års Musik i Lejet med manér. Gruppen fik i den grad sat gang i de trætte og sandede festivalfødder og inviterede hurtigt publikum ind i deres girlpower-kult. Vores skribent var da også ret begejstret for det energiske kollektiv. »I bedste Spice Girls-stil fik døtrene fra Island – med deres svingende hestehaler og en god omgang sassy attitude – sat gang i de trætte festivalgæster med numre som “Kalla Mig Hvað?” og “Bossy (feat. Balcony Boyz)” (…) Kollektivet spillede et sidste nummer og fik sat et endeligt punktum for en koncert, der må blive en af årets bedste,« og koncerten endte minsandten med at blive den eneste, som scorede topkarakter under festivalen i Tisvildeleje.
Læs anmeldelsen af koncerten her.
Seinabo Sey – Heartland Festival
Med rosende ord ala »Hun strålede på scenen og leverede et helt igennem overlegent show« anerkendte vores anmelder Seinabo Seys koncert, som den bedste oplevelse på Heartland 2019. Sangerinden formåede både at rumme det inderlige og sårbare samtidig med, at hun gjorde plads til energiske og flirtende momenter – og nærværet var konstant hele koncerten igennem. Vi tør kun håbe på, at den talentfulde sangerinde snart gæster Danmark igen – og tager sin publikumskontakt og scenekarisma med sig.
Læs anmeldelsen af koncerten her.
Selma Judith – Roskilde Festival
Selma Judith tog virkelig røven på publikum under sin koncert på Roskilde Festival i år. Med rosende sætninger som: »Harpen, celloen og den spanske guitar klingede smukkere med pigernes vokaler og kuldegysningsfremkaldende harmonier, end jeg kan beskrive.« og »Selma Judith viste sig i den grad som en kunstner, som tryllebandt Roskilde Festival med sin originale blanding af klassisk og rytmisk musik,« markerede vores anmelder koncerten som en af de bedste i år, og vi kan kun håbe på et snarligt gensyn med den talentfulde sangerinde.
Læs anmeldelsen af koncerten her.
slowthai – Lille VEGA
Den britiske rapper slowthai væltede os (og en del branchefolk) godt og grundigt bagover til årets by:larm Festival tilbage i februar, og derfor var det et glædeligt gensyn, da den energiske rapper vendte tilbage til Danmark på Distortion i sommer og igen i Lille VEGA i oktober måned. Med politiske tekster og en kompromisløs attitude leverede slowthai atter en mindeværdig koncert, som vores anmelder kvitterede med 5 stjerner og disse ord: »Med infernobas og helvedesenergi lavede slowthai Lille VEGA om til en brandvarm kedel fyldt med en utømmelig kraft, hvor sangene “Missing” og den unikke punksang “Doorman” klart var aftenens højdepunkter.« Da rapperen på nuværende tidspunkt er med hiphop-kollektivet BROCKHAMPTONs på turné kan vi kun håbe at se ham igen til maj, når de indtager Den Grå Hal.
Læs anmeldelsen af koncerten her.
The Minds of 99 – Royal Arena
The Minds of 99’s koncert i Royal Arena blev beskrevet som uendeligt euforisk og understregede endnu engang, at bandet er det største livenavn i Danmark lige nu: »The Minds of 99 trådte denne aften det sidste trin op og nåede tinden på det bjerg, de, siden de vandt KarriereKanonen i 2013, har været i gang med at bestige. Og sikke en udsigt vi fik lov til at overvære sammen med de 5 mænd, der har været ledestjernen og målestokken for dansk musik det sidste halve årti.« Man bliver ikke meget mere ophøjet end det. Og det er ikke det eneste topkarakter, vores anmeldere har smidt efter gruppen i år. Også på Northside Festival leverede de et brag af et show.
Læs anmeldelsen af koncerten i Royal Arena her.