fbpx

Janelle Monáe – Roskilde Festival 2019


Foto: Simon Zahrtmann
Scene: Orange Scene
Tidspunkt: Lørdag den 6. juli kl. 19.00

Janelle Monáes fremtidsrejse var den perfekte blanding af showmanship, girl power og høj musikalitet.

Janelle Monáe – Roskilde Festival 2019
5 / 5 Anmeldelse

Lørdag aften var det tredje gang, jeg fandt mig selv til en koncert med den amerikanske sangerinde, sangskriver, producer og skuespiller Janelle Monáe. Alle tre gange på Roskilde Festival. Først i 2011 på den daværende Cosmopol, anden gang i 2012 på den større Arena, og denne gang på festivalens største scene. Ting er ikke sket for Janelle Monáe over natten. Hun har kæmpet sig fra scene til scene, og lørdag aften var Orange ikke bare en scene, men en velfortjent trone, fra hvilken Janelle Monáe kunne danse og synge sit folk i knæ. 

Efter en forsinkelse på 15 minutter kom bandet (overvejende bestående af kvinder) ud til lyden af Strauss’ “Also Sprach Zarathustra”, som du måske også kender som temaet til Stanley Kubricks film ‘Rumrejsen år 2001’. Fremtidsrejsen var sat i gang, og da Monáe trådte ind i de klassiske sort/hvide farver brudt af en skarp rød, blev “Crazy, Classic, Life” fra Dirty Computer det første brag af et nummer. Vi fik Janelle Monáes knivskarpe vokal og attitudefulde rap-skills at mærke allerede her, hvoraf sidstnævnte for alvor blev cementeret, da Janelle Monáe henslængt på en trone rappede de kvindefrigørende tekster på trejde nummer “Django Jane”. Inden da var vi allerede blevet våde på forreste række, da danserne løb rundt på scenen med vandpistoler til “Screwed”.

Hvis det lyder som om, der skete meget (jeg har kun fortalt om settets tre første numre), så er det helt rigtigt, men det var aldrig for meget, og det var aldrig på bekostning af musikaliteten. Monáe bruger musikken til at formidle sine vigtige budskaber om respekt og flere rettigheder for minoriteter, herunder særligt LGBTQ+ miljøet, og hun har fuldt ud forstået, at budskaberne bare står skarpere, når musikken også gør det. Ikke ét nummer på den 13 numre lange setliste føltes malplaceret eller overflødig, og da hun rundede koncerten af med The ArchAndroid-numrene “Tightrope” og “Come Alive (War of the Roses)”, var vi kommet næsten hele repertoiret rundt. 

I mellemtiden havde vi blandt andet set de famøse “pussy pants” fra musikvideoen til “Pynk”, fået dans for alle pengene af både Monaé og hendes fire dansere, fået club-stemning med “Yoga” og forførende soul med “I Like That”. 

Under “I Got The Juice” skabte vi igen minder sammen, som Monáe havde åbnet hele ballet med at sige, at hun håbede vi ville. Her fik tre superfans den kæmpe – og overvældende for især den grådkvalte Thea – oplevelse at danse med Monáe på scenen. At den sidste og tredje fyr hed Prince var næsten et for godt til at være sandt, taget i betragtning at den afdøde superstjerne er en af Monáes største inspirationskilder. Efter at have vidnet hvilken kæmpe dronning, Janelle Monáe er, så fristes man til at tro, at hun havde en finger med i spillet. Det havde hun selvfølgelig ikke, og det var løsslupne øjeblikke som dette, og da hun under rockfesten “Come Alive (War of the Roses)” mødte publikum i øjenhøjde, som var med til at løfte oplevelsen. 

Monáe kæmpede for alle på Roskilde Festival – altså alle der viser respekt over for andre mennesker, lige meget hvordan de ser ud, og hvem de elsker. Hun kæmpede for kvinderne, og som hovednavn et år, hvor Roskilde har modtaget et rekordhøjt antal anmeldelser om voldtægt, er det tydeligvis stadig relevant – selv i et privilegeret samfund som vores. 

Jeg følte mig meget privilegeret over endnu engang at have fået muligheden for at blive overvældet af den lille amerikaners kæmpe talent. Hun indtog i den grad Roskilde Festival som en Q.U.E.E.N.

Nikoline Skaarup
nikolineskaarup@bandsoftomorrow.com