fbpx

Redaktionens højdepunkter fra by:Larm 2019

Foto: Giulia Troisi

Vi er endnu engang kommet hjem fra by:Larm Festival beriget med en masse fede koncertoplevelser. Nogle af dem kommer fra spritnye artister, vi aldrig har set live før, mens andre er glædelige gensyn med artister, der har bekræftet os i, at de stadig er værd at holde øje med.

AMWIN (SE) – Ingensteds

»AMWIN gav fredag aften koncert på spillestedet Ingensteds. Før det hele gik i gang, var stemningen lidt småsøvnig blandt publikum, som den nu engang kan være på en festival. Men da AMWIN trådte op på scenen i et outfit kun bestående af blåt tyl og med en DJ som det eneste selskab, blev festlighederne skudt i gang. Hun leverede nemlig sine sange med en attitude, der var en blanding af provokation og kontrol, med vilde dancemoves og poses, der lignede noget til forsiden af Vogue. Musikken var backing track, og det virkede lidt mere som om, at DJ’en var en veninde, der skulle have taget de vigtigste billeder og videoer til Instagram, end at hun rent faktisk havde en betydning for musikken, der blev spillet. Det glemte man dog hurtigt, for AMWIN leverede en overlegen optræden, hvor playbacken blev suppleret med fine overstemmer og krydret med en energi og en solid “I dont give a fuck”-attitude. Og nå ja, så gav hun også lige et opråb til generationens utilregnelige idioter ved at få publikum til at placere højre hånd på brystet og sige “I solemnly swear not to be a fuckboy”, inden hendes nyeste hårdtslående hit “DeLorean” blev sat på. Udtalelsen skilte helt klart vandene blandt publikum, men hvis du spørger mig, så fungerede det som et kirsebær på toppen af en allerede flødeskums- og krymmelbelagt dessert. AMWIN har et ansigt, der hører til på forsiden af et modemagasin, men en historie og personlighed, der viser os, at vi ikke altid skal skue hunden på hårene. Vi takker for, at AMWIN fik vendt op og ned på vores fordomme, og glæder os til at se hvad fremtiden har at byde på for den svenske sangerinde.«

– Johanne Nedergaard Jensen

Black Midi (UK) – Blå

»De er blevet kaldt et af Londons mest hypede live-bands, og buzzen omkring britiske Black Midi har været enorm den seneste tid. Derfor var der ingen anden udvej end at opleve gruppen selv, og det er jeg så sindssygt glad for, at jeg gjorde – hele to gange endda. Første gang fangede jeg dem på Revolver-scenen, men måtte smutte videre til et andet gig. Jeg fik dog blod på tanden efter mere, og derfor fangede jeg dem igen dagen efter på spillestedet Blå. Publikum står mere eller mindre stille til Black Midis intense, alternative postpunkede rockmusik. Men det er ikke, fordi man ikke føler noget, når man ser dem, men fordi deres rytmiske krumspring er så sindssygt avancerede, at man dels taber kæben over, at så unge drenge kan have spillet sammen længe nok til at være så koordinerede i deres kaos, og dels simpelthen ikke kan regne ud, hvornår næste slag, man kan bevæge sig til, falder. Drengene er rablende gale (musikalsk set), og den britiske kant, de bragte til det skandinaviske var alt, jeg havde brug for. Så tak for det gutter – jeg forstår jer ikke, og det er helt perfekt! Jeg glæde mig til at fange jer igen på Roskilde!«

– Nikoline Skaarup

Communions (DK) – Kulturkirken

»Efter at have set mere rockede acts som girl in red og Black Midi, savnede jeg lidt danske indslag i den boldgade. Det kom Communions heldigvis med, og de stod knivskarpt i det smukke kirkerum, de var så heldige at spille i. Der var en pissefed coolness over gruppen, uden at de virkede arrogante, og da jeg kiggede rundt i salen, så de fremmødte oprigtigt imponerede og begejstrede ud. Det var jeg også, for Communions holder live i min grundlæggende tro på, at guitarmusikken lever i bedste velgående, og at Danmark også kan følge med på den front. Communions har sans for detaljen, og det skinner også igennem live, hvor man føler sig i trygge hænder, lige meget hvilken musiker, man lader blikket vandre over mod.«

– Nikoline Skaarup

Elias Boussnina (DK) – Sentrum Scene

»Stjerneskuddet Elias Boussnina startede året ud med at udgive debut-EP’en Shameboy efter singlen “5:30”, der nu har over én million streams. Den unge sanger har udskiftet sit trappede rap-projekt Yung Coke med Frank Ocean-vibende ørehængere, der gjorde mig meget forventningsfuld forud for hans koncerter. Det nyeste danske R&B-håb bragte da også en god stemning til festivalens største scene Sentrum Scene fredag aften, som dog var en fejlplacering fra festivalens side. Scenen og rummet var alt for stort til den her type koncert, og selvom Elias Boussnina er et hypet navn i Danmark, var det ikke en overfyldt sal, man oplevede i det norske. Med det sagt, var der dog ikke meget at sætte en finger på, når det kom til musikken – det er klart, at man til tider kunne høre nervøsiteten i vokalen, men overordnet var der overskud og plads til lækre detaljer fra bassisten og trommeslageren. by:larm Festival giver plads til flere uslebne diamanter, som man tydeligt kan se masser af potentiale i, og som med stor sandsynlighed vil blive store inden for kort tid – her er Elias Boussnina et pragteksemplar, som bestemt indfriede mine i forvejen høje forventninger.«

Ida Hummelgaard Nielsen

Emma Steinbakken (NO) – Kulturkirken

»Fredag aften fik Emma Steinbakken lov til at gæste Kulturkirken og slå benene væk under os. Sceneshowet var minimalistisk med Emma Steinbakken i front, stående i lampernes violette skær. Og mere skulle der faktisk ikke til. Steinbakkens vokal fik lov til at folde sig ud og blive grebet af kirkerummets akustik, og efterlod publikum tilbage dybfølte og målløse. At Steinbakken kun er 16 år gammel og har både en stemme og en lyrik, man skulle tro tilhørte en, der var meget ældre, har før undret os. At man så oveni købet kan stå i en fyldt kirke og virke fulstændig rolig og grounded, mens man fortæller hjerteskærende historier er endnu et plus i vores bog. Det kan godt være, at Steinbakkens dåbsattest siger starten af 00’erne, men hendes vokal og fortællinger tyder på, at hun rummer en gammel og eftertænksom sjæl, der fik lov til at komme frem og fylde alle Kulturkirkens afkroge. Vi takker og bukker for denne omgang, Emma Steinbakken, og glæder os til at følge med i din fremtidige rejse.«

Johanne Nedergaard Jensen

Fay Wildhagen (NO) – Sentrum Scene

Noget af det bedste ved showcasefestivaler som by:Larm er at opdage ny musik. En af mine bedste koncerter fra årets festival var dog ikke en opdagelse, men derimod et meget glædeligt gensyn. Jeg så norske Fay Wildhagen for første gang på SPOT i 2015 og efterfølgende på Roskilde samme år, og hun har hverken lagt energi, charme eller legende guitarspil på hylden siden da. I løbet af de blot 30 minutter, koncerten varede, tog Fay det godt fyldte Sentrum Scene gennem både det helt skrøbelige, det storslåede, fællessang og en funked op version af nummeret “Lionheart” – det var jo lørdag, som hun sagde fra scenen, så der skulle danses – alt imens en utroligt smuk sort/hvid video med bjerge, sneklædte landskaber og rindende floder, produceret af Fays far, kørte i baggrunden. Min eneste klage er, at koncerten ikke varede længere – en halv time er bare ikke nok i Frk. Wildhagens selskab.

– Tanja Brinks Toubro

girl in red (NO) – Blå

»Marie Ulven, som går under kunstnernavnet girl in red, udgav for et år siden sin første sang på Spotify. Siden da har den unge sangerindes karriere taget fart, og hun er nu på alles læber, når man taler om upcoming kunstnere indenfor den norske musikscene. Lørdag gav hun koncert på spillestedet Blå, hvor hun fik lov at give den fuld gas på hjemmebane. Det kan både være til en kunstners fordel og ulempe, da man typisk er mere nervøs, men også glæder sig helt vildt. Og det kunne man også mærke på 17-årige girl in reds optræden. Hun indtog scenen, hvor spændingen mellem nervøsitet og begejstring var right on point. Udover at synge om livet som ung, og alt hvad der følger med, bruger Ulven også sin taletid på at forklare, hvordan det er at være lesbisk i en verden, der kan virke alt for ensrettet. Et vigtigt budskab, som ikke bliver pakket ind, og bliver båret af en energi, man har savnet fra generation Z. Desuden fik hendes musik, som eftersigende skulle være produceret hjemme på Ulvens eget værelse, en helt anden dimension i live-sammenhæng, hvor girl in reds band var med. Her blev hits som “we fell in love in october” og “girls” virkelig løftet op i en anden dimension. Ulvens vilde og fjollede attitude var et forfriskende pust, og showet indebar blandt andet akavede jokes fra Ulven og credits til en (meget genert) fyr, der havde sunget med på sangene og blev hevet op på scenen. girl in red fik hurtigt rystet af sig, at han var for genert til at synge med hende på scenen, og hun sluttede i stedet showet af med en crowdsurf. Jeg har sjældent set en blive løftet af mange hænder fra et begejstret publikum. Måske er det lige præcis dét, der er drivkraften for girl in red. Hun er båret af en hel generation, som trænger til at blive hørt og forstået. Og med Marie Ulven i fronten, kan vi jo ikke gøre andet end at slå lytte-lapperne ud og komme i gang. girl in red har vist os, at hun er kommet for at blive, og vi glæder os meget til at følge med i hendes videre rejse.«

– Johanne Nedergaard Jensen

Lil Halima – Blå

»Lil Halima gæstede for anden gang by:Larm, hvor hun torsdag aften spillede på Blå. Sidste år havde vi også fået øje på sangerinden der, til trods for, at hun virkede en smule nervøs, leverede en lovende optrædenNervøsiteten var til dette års optræden forsvundet som dug fra solen, og Lil Halima skinnede oppe på scenen iført en stor lyserød tylkjole, som fik hende til at lyse op som en skøn, smuk og lækker candyfloss. Lil Halima leverede den ene søde sang efter den anden, og serverede alle sine numre med en overlegen vokal og dybfølt forbindelse til publikum. Kommunikationen med publikum var lidt flyvsk og foregik skiftevis på engelsk og norsk, så nerverne var nok stadig tilstede for den 22-årige sangerinde. Denne gang blev det bare vendt til hendes fordel. Lil Halima turde nemlig at vise sin sårbarhed fremfor at flygte fra den, og det karaktertræk alene giver én lyst til mere.«

– Johanne Nedergaard Jensen

Pom Poko (NO) – Blå

»Der er en sang med titlen “Crazy Energy Night” på det stadig spritnye debutalbum Birthday fra norske Pom Poko. Set i retrospekt fra deres koncert på Blå, er det næsten som om, de har beskrevet deres egen magtpræstation, som endte med præcis, hvad sangen indikerer: en fuldstændig vanvittig energisk aften. Og energien strømmede gennem min krop lang tid efter, at koncerten var slut. Gruppen, som begår sig lige godt i det jazzede, det rockede, det punkede og det poppede, spiller så sindssygt fedt sammen, at det halve stadig havde været nok, og det, de leverer, er en forfriskende nytænkning af alle ovenstående grene af musikken. Det navn, der hyppigst poppede op i mine tanker, da kaosset blev til et tight rockkosmos, var Rage Against The Machine og deres “Killing in the Name Of”, mens jeg også fik en pludselig lyst til at sætte Kashmirs “The Story of Jamie Fame Flame” på, når jeg kom hjem – altså efter at have hørt Pom Pokos fulde album vel at mærke. Jeg har ikke andet end respekt til overs for den norske gruppe, som ikke puster, men pruster fornyet energi ind i den skandinaviske musikscene med orkanstyrke.
Det bedste af det hele er, at jeg ikke behøver vente særligt længe, før jeg kan se dem igen, når de spiller på Ideal Bar den 1. april. Der var selvfølgelig noget ganske særligt over at se dem på hjemmebane, men med deres talent og spilleglæde er jeg sikker på, at de kan sparke nyt liv i selv det stiveste danske publikum.«

– Nikoline Skaarup

Simon Littauer (DK) – Melahuset

»Jeg har egentlig mest hørt Simon Littauer af navn, da han er storebror i den musikalske Littauer-klan, som også tæller MØ’s trommeslager Rasmus Littauer (kendes også fra soloprojektet School of X) og Jakob Littauer, der går under kunstnernavnet Yangze. Jeg er ikke selv en kæmpe techno-fan, men da jeg i lørdags stod på spillestedet Melahuset og oplevede Simon Littauer for første gang, blev jeg faktisk lidt forelsket i idéen om at stå på en mørk klub, helt svedig og danse fuldstændig uhæmmet. Det var dog ikke den koncertoplevelse, jeg fik på by:larm, men det er helt klart grundet omstændighederne og et halv-træt publikum. Den talenfulde musiker gjorde ikke andet end at sætte den perfekte stemning til en fest. Jeg var især optaget af, hvordan Simon Littauer med stort overskud spillede med ledninger og knapper – for mig, der rigtig godt kan lide at nørde lyde, var det mega imponerende at se ham fremføre en fejlfri og dynamisk performance på sin modulære synthesizer, der skabte til tider hårde, men svævende techno-numre. Han gik på alle måder i symbiose med sin maskine, der især var interessant i forhold til hele festivalens tema om AI i fremtidens musik. For selvom mange nok vil tænke den her musik som noget meget mekanisk, kan jeg umuligt se en robot reproducere den organiske og næsten improviserende performance, Littauer gav. Udover sine pumpende beats blev oplevelsen endnu mere forstærket af de visuals, der kørte bag ham, som igen udfordrede spillet mellem menneske og robot. Det var både forvrænget, råt og smukt på samme tid, og jeg er mere tilbøjelig til at kalde mig technofan nu, end for en uge siden.«

Ida Hummelgaard Nielsen

Slowthai (UK) – Blå

»Fuldstændig som jeg havde forventet, var Slowthais show en kaotisk, oprørsagtig og hektisk bedrift, hvor anarkien fra den britiske punkscene forklædt som hiphopkoncert sneg sig ind på selv den stiveste brancheperson. Slowthai har en seriøs omgang “don’t give a fuck’-attitude kørende, og jeg kan ikke pege på, hvem der skulle kunne overgå den lige nu. Slowthai havde heller intet til overs for dem, der ikke delte aggressionerne med ham, og det gik blandt andet ud over en pæn branchemand, som Slowthai hoppede ned i crowden og tog med sig ind i midten af en circle pit. “Jeg ser alt”, fik han vist konstateret truende over for alle, der vovede at stå stille. Vi talte efterfølgende om, hvordan en koncert med Slowthai kan være en mindeværdig oplevelse for folk, som ellers ikke normalt ville komme i nærheden af at kunne lide den type musik, og det er en af styrkerne ved så energisk og målrettet en performer som ham. Jeg gik derfra med fornyet energi, mere fuck-alt-attitude, end du normalt vil se mig med, et kæmpe smil på læben, og lysten til forsat at følge britens videre færd op.«

– Nikoline Skaarup

TØFL (NO) – John Dee

»Det er ingen hemmelighed, at jeg for nyligt har forelsket mig i den norske gruppe TØFL – med ekstremt sjove og quirky tekster og catchy guitarmelodier har de charmeret sig dybt ind i mit hjerte. Endnu bedre er det, at forsanger Hans Markus Riisdal synger de anderledes norske tekster i tyk Stavanger-dialekt. Lørdag spillede de på spillestedet John Dee, og jeg var ikke den eneste, der var fan af kvartetten. Koncerten var tætpakket, svedig, energisk, og publikum var undtagelsesvis ikke i overvægt af branchefolk, hvilket man godt kunne mærke på stemningen. TØFL skabte på alle måder en fest, og det var uundgåeligt ikke at smile stort af forsangerens hoppende tamburinspil, der slår Anders fra Alphabeat med længder. Alt i alt en af de koncerter, jeg havde højest forventninger til, og som også blev indfriet i stor stil.«

Ida Hummelgaard Nielsen

ViVii (SE) – Ingensteds

»Jeg må indrømme, at jeg slet ikke havde hørt det her band før koncerten, og derfor var oplevelsen nok også endnu stærkere og intens, da ViVii spillede på den intime scene Ingensteds torsdag aften. Selvom spillestedet ikke er stort, fik dreampop-trioen rummet til at føles uendeligt med den mest rumklangs-indsovsende guitar, jeg nogensinde har hørt. Masser af glitrende synths og smagfulde autotunede vokaler smeltede perfekt sammen med de smukke kompositioner. Hvis man ikke allerede vidste, at de to vokalister Emil og Caroline Jonsson er gift, ville man nok hurtigt finde ud af det til den her koncert. Der blev ikke lagt bånd på romantikken, men guitaristen og det nok ultimative tredjehjul Anders Eckeborn blev dog også inkluderet i bandets udtryk. Jeg blev i den grad taget med ud at svæve i ViVii’s univers, og jeg kunne nemt være blevet i den næsten trancelignende tilstand i mere end de blot 30 minutter, koncerten varede.«

Ida Hummelgaard Nielsen