fbpx

Idles – Northside Festival 2019

Foto: Nikoline Skaarup
Scene: Red Stage
Tidspunkt: Fredag den 7. juni kl. 19.00

Der blev skejet helt ud da britiske Idles markerede sin tilstedeværelse med hidsige guitarer, crowsurfing og moshpits.

Idles - Northside Festival 2019
5 / 5 Anmeldelse

Det er virkelig svært at sammenkoge den form for energi, jeg oplevede til Idles‘ koncert på årets Northside Festival. De 5 gutter fra Bristol er måske et af de mest hypede bands i England og er med i en stærk bølge af musikacts, som problematiserer det britiske klassesystem og emner som immigration, Brexit, depression og seksuelle overgreb. Bandet spillede en udsolgt koncert på Loppen i november og med rygterne om crowdsurfing og fræsende guitarer, var mine forventninger det punk-inspirerede band ret høje.

Der gik heller ikke langt tid før jeg vidste, at koncerten ville blive en mindeværdig én af slagsen. De målrettede musikker stormede ind på scenen med deres fedtede lange hår og tykke overskæg, og allerede fra første sang var guitaristen Lee Kiernan nede hos publikum. Det tændte ilden, og med flyvende ølkrus og hoppende koncertgæster startede bandet den pumpende “Never Fight A Man With A Perm”. Den ekspressive og underholdende guitarist og vokalist Mark Bowen (der i øvrigt havde valgt et mere afslørende outfit i form af blå Calvin Klein underbukser) vrikkede med numsen og kom ud til koncertgæsterne, der fik lov til at spille lidt på guitarstrengene.
Ligeså charmerende som forsanger Joe Talbots var imellem sangene, ligeså skræmmende var han under numrene. Med et helt rødt ansigt, hvor blodårer og strube næsten så ud til at sprænge ud fra hans krop, sang (eller mere skreg) frontmanden sit hjerte ud på sange som “Mother”, “1049 Gotho” og deres nyeste single “Mercedes Marxist”. De hidsige og skrattende guitarer skar nærmest i øregangen og satte gang i alle de rigtige aggressioner.

De meget dedikerede koncertgæster fik det første store kick på hittet “Danny Nedelko”, hvor Bowen indfriede det forventlige crowdsurf og det første tegn på en moshpit startede. Moshpitten startede dog for alvor under “Love Song”, en lidt mere rolig en af slagsen, der dog ret hurtigt døde hen. Stemning forblev alligevel høj, og Bowen og Talbots greb al opmærksomhed, da de lavede et karaoke-cover riff-off og sang tekster til både Chers “If I Could Turn Back Time” og Mariah Careys “All I Want For Christmas” over pumpende bas- og tromme-rytmer.

I bedste punk-stil sluttede koncerten med endnu en moshpit og Bowen sjippede med sin guitar, som heldigvis ikke endte i en ulykke. Dog tabte han den lige efter og Kiernan smed i sympati sin guitar på scenegulvet i ægte Rock ‘n’ Roll-stil.

Jeg må indrømme at jeg på ingen måde havde regnet med at få sådan en overvældende oplevelse med Idles. Det blev klart en af de vildeste og bedste koncerter, jeg længe har set, og jeg håber virkelig ikke at det er sidste gang, jeg ser bandet i live-aktion.

Ida Hummelgaard
idahummelgaard@bandsoftomorrow.com