fbpx

The Minds Of 99 – Northside Festival 2019

Foto: Nikoline Skaarup
Scene: Blue Stage
Tidspunkt: Lørdag den 8. juni kl. 21:45

The Minds of 99 erobrede Northside Festival med en vanvittig entré og leverede som altid en fejlfri koncert, hvor de gjorde, hvad de skulle – og meget mere til.

The Minds Of 99 – Northside Festival 2019
5 / 5 Anmeldelse

Det er en underdrivelse at sige, at vi stod som sild i en tønde foran Blue Stage, hvor The Minds Of 99, som af konferencer Pelle Peter Jensen (P3) blev udnævnt som verdens bedste band (måske som en kæk reference til Migos selvudnævnelse af samme titel dagen forinden), skulle til at gå på scenen. Det var langt fra en ordinær entré, bandet lavede. På en lift midt i menneskemængden steg forsanger Niels Brandt pludselig til vejrs, mens nummeret “Solkongen” satte igang. Som han stod der i sin knaldrøde jakke fik han på symbolsk vis automatisk en helt særlig kongestatus, og det var – uden at kunne vide mig sikker på noget – helt sikkert bevidst.

Bandets arrogante attitude kan til tider godt være en lille smule for meget for min smag, men jeg må sige, at de virkelig har noget at have det i. Det blev jeg i hvert fald bekræftet i under deres optræden på Northside, som var min første livekoncert med bandet. Som om det ikke var nok at blive hejst op i en lift, valgte Niels brandt også at crowd-surfe sin vej op til scenen under andet nummer – hittet “Ung Kniv”, hvor folk selvfølgelig sang med på fulde drøn.

Tilstedeværende, energisk, ærligt og overraskenede er nok de ord, som beskriver min oplevelse med bandet allerbedst. Hele koncerten igennem var de i imponerende god kontakt med publikum, og ved nummeret “Ud Af Min Krop” fik de sågar mig til at synge med – på trods af, at sangen på forhånd var helt ukendt for mig. Det er vist ikke nogen underdrivelse, når jeg siger, at de nok er det bedste og vildeste livebands, vi har i Danmark lige nu. Jeg kan godt blive lidt bekymret for – eller måske bare nysgerrig på – hvad der skal ske på den lange bane, hvis de gang på gang leverer et fejlfrit show, som vores anmelder også var inde på i sin anmeldelse af bandet på Heartland Festival. Det ændrer dog ikke på den magiske oplevelse, jeg fik under koncerten på Northside.

De spillede selvfølgelig også gennembrudshittet “Det Er Knud Som Er Død” samt det ørehængende track “Stjerner På Himlen”, og ligesom ved afslutningsnummeret (min personlige favorit) “Alle Skuffer Over Tid”, hvor man i øvrigt også fik glæden af en crowd-surfende guitarrist, var der ikke et øje tørt.

Min første gang med det hypede band var mildest talt en vild oplevelse, hvor bandet startede og sluttede med et brag. Jeg må indrømme, at jeg aldrig rigtig er kommet 100 procent med på The Minds Of 99-bølgen, men det, lægger jeg ikke skjul på, har ændret sig nu efter en helt igennem fantastisk koncert i smilets by, som uden tvivl var et af festivalens højdepunkter for mig.

Amanda Bloch
amandabloch@bandsoftomorrow.com