fbpx

M. Rexen – Roskilde Festival 2019

Foto: Troels Rasmus Jensen
Scene: Rising
Tidspunkt: Mandag den 1. juli kl. 20.00

Jeg hepper på M. Rexen som næste års åbning af Orange Scene oven på mandag aftens pragteksemplar af en koncert.

M. Rexen – Roskilde Festival 2019
5 / 5 Anmeldelse

Det føles utænkeligt, at der skulle stå en i publikum, som ikke har følt sig bare en lille smule overrasket over den oplevelse, M. Rexen og det otte mand store band gav på Rising mandag aften. For M. Rexen er én stor overraskelse.

Hvis der er en mand, der kan synge om kap med fire blæsere uden at lyde hysterisk, så er det Michael Rexen, og man var tryg ved hans vokal i alle udtryk – fra den stærke falset til den imponerende vibrato. Hans karakter var fuldstændig lige så tiltalende, som musikken der strømmede ud af højtalerne, og udover at blive draget af Rexens kæmpe smil og intense blik, så fik man en instant lyst til hoppe op på scenen og være en del af bandet. Deres spilleglæde var svær at skjule.

“We All Wanna Be Better” var ét ud af mange højdepunkter, og teksten “We all wanna be better//We can’t do it all on our own,” blev på mange punkter symbolsk for rejsen ind i M. Rexens univers. Rexen, bandet og musikken er omfavnende og en åben invitation til at turde vise sine skøre og skæve sider frem. Det kan lyde som en kliché, men ikke desto mindre er det en invitation, jeg har længes efter på den danske musikscene, der for tiden godt kan synes præget af det perfekte og polerede.

Musikken er omfavnende i den forstand, at den ser muligheder, hvor andre ser begrænsninger, og henter inspiration i alle genrer og alle verdenshjørner. M. Rexen har en baggrund som globetrotter, og det er som om, at hvert element af sangskrivningen og arrangementernes opbygning er små souvenirs fra de steder, han har besøgt. Det er i den forbindelse også tydeligt at høre, at Michael Rexen ikke har været i Danmark hele sit liv. Han har misset alt, hvad der er “hipt” og “in” at gøre. Han har misset, at trap er the shit, og at man selvfølgelig skal have synths med på scenen for at være noget. 

Det betyder, at M. Rexen giver dig noget, du ikke føler, du har hørt før, selvom 60’er og 70’er-æstetikken tydeligt er til stede. Den viser sig dog side om side med futuristiske elementer og fremadskuende tekster.

M. Rexen og hans veloplagte band tog os på rejse både tilbage og frem i musikhistorien, og hele vejen rundt om kloden og tilbage igen. Vi dansede, vi måbede, vi var ligeglade med, hvordan vi så ud, vi smilte, vi grinte, og vi lod hårene rejse sig på armene, når lyden af de fire blæsere og Rexens enorme røst overvældede os.

Hvis ikke M. Rexen kan skabe åbningsfest for alle på Orange Scene næste år, så ved jeg ikke, hvem der kan.

Nikoline Skaarup
nikolineskaarup@bandsoftomorrow.com