8 koncerter du skal glæde dig til på Walthers Musikcafé den sidste halvdel af 2020


Præsenteret i samarbejde med

Foto: Mekdes // Navidtollah

Siden sommeren 2012 har Walthers Musikcafé åbnet dørene for folket i Skanderborg og præsenteret en bred skare af kunstnere i alt fra rock-, pop- og hiphopgenren. Vi har samlet 9 koncerter fra programmet i det resterende 2020, så du kan få styr på dine koncertabstinenser.

Tidligere på året guidede vi til en række koncerter, man ikke måtte gå glip af i foråret på Walthers Musikcafé. De blev af gode grunde udskudt hele bunken, og det betyder blot, at der er endnu flere koncerter at glæde sig til i denne anden halvdel af 2020. Som opvarmning til koncerterne kan du blive klogere på spilletstedet i interviewet her.

AUFORI (NY DATO)

Hvornår: Torsdag den 27. august kl 20.00

Det danske band AUFORI debuterede med albummet Runddans i 2018 og har efterfølgende udgivet album nummer to under titlen Overflader; en samling af dansksprogede sange, der på alle måder går lige i hjertet. Deres singer/songwriter-univers danner rammen om smukke tekster, der leveres af forsanger Amanda Bøgs skønne vokal. Den poetiske lyrik understøttes af markante ukulele akkorder, der tilsammen danner et indbydende lydbillede. Kvartettens uimodståelige lyd vil højst sandsynligt imponere de nysgerrige og musikinteresserede gæster på Walthers Musikcafé.

Soleima (support: Baseløs) (NY DATO)

Hvornår: Torsdag den 10. september kl 20.00

Danske Soleima har siden sin tid som forsanger i Flødeklinikken bevist, hvorfor hun i den grad også fortjener en plads som soloartist på den danske musikscene. Det har hun gjort med sin udefinerbare alternative pop, der klinger af håb og nostalgi på en og samme tid. Hendes distinkte vokal skiller sig ud og karakteriserer de ørehængende numre, der syder og bobler i elektroniske dansable produktioner. Vi spår derfor, at det bliver en ren dansefest med stor mulighed for at skråle med på de sjælfulde tekster, når Soleima indtager Walthers Musikcafé sammen med det lokale band Baseløs, der spiller alternativ dansksproget pop/rock.

EmmaDop + Molly Koppel

Hvornår: Fredag den 11. september kl 20.00

Den 11. september er der dobbelt op på musik, og der er stor grund til at glæde sig. Den aarhusianske trio, der sammen danner EmmaDop, spiller op til fest med deres energiske og poppede sange med et twist 80’er vibes, der helt sikkert vil få dig i fredags stemning. Bandet havde vi glædet os til at opleve den 11. april til vores Uimodståelige koncert i Musikhuset Aarhus, som desværre blev aflyst grundet COVID-19. Så vi er ekstra spændte over, at de nu giver koncert i Skanderborg til September. Samme aften får de selskab af den 23-årige Molly Koppel. Musikken fokuserer på hendes smukke og soul-inspirerede vokal, og hun kombinerer elektroniske beats med det skrøbelige og harmoniske. Walthers Musikcafé kommer helt sikkert til at syde af god musik og god stemning.

Mekdes

Hvornår: Fredag den 18. september kl. 20.00

Vi var førhen haft fornøjelsen af at have den skønne Mekdes på scenen, da hun sidste år optrådte i Pumpehusets byhave til Bands of Tomorrows Uimodståelige. Så det er med stor glæde, at hun nu også giver koncert på Walthers. Det er efterhånden gået stærkt for soul-stjerneskuddet og hendes catchy og groovy melodier. I sin base i Kolding skriver og producerer hun selv sin musik, og hun går stærkt op i at have sig selv med i projektet, hvilket vi har stor respekt for. Hun er unik og super cool, og vi glæder os til fortsat at følge med på sidelinjen af hendes musikalske rejse.

Dusin (NY DATO)

Hvornår: Lørdag den 19. september kl 20.00

Den dynamiske popduo Dusin nåede lige akkurat at annoncere en albumturné, inden coronasmitten for alvor tog fart her i Danmark. Få dage inden, koncerten i Skanderborg skulle være fundet sted, måtte de aflyse – men nu er der heldigvis håb forude! Lørdag den 19. september tager duoen nemlig revanche og lægger vejen forbi Walthers. Med sig har de albummet Ærlige Løgne, der udkom sidst i januar og er prydet med enkle produktioner og et ærligt og ungdommeligt tekstunivers, hvor musikerne har forfinet deres elektropoppede nordiske lyd til noget helt unikt. Vi tog i efteråret en snak med de unge drenge, hvor vi blandt andet kom ind på drømmen om en Taiwanturné – varm om til koncerten med interviewet her. Dusin har senest udgivet singlen “Bytte Drømme”, som kan høres nedenfor.

KOPS

Hvornår: Torsdag den 15. oktober kl. 20.00

Den kun 21-årige artist og producer KOPS laver sprudlende og energisk musik, som blander genre og ungdommelige tekster om blandt andet forhold og utroskab. Han har hurtigt fået sig en stor fanskare og et væld af streams på Spotify. Hans single fra 2018 “Salvation” blev endda P3’s Uundgåelige, og sidste år kunne man opleve ham til et brag af en fest på Roskilde Festivals Countdown scene. Men til oktober gæster han Walthers Musikcafé, og vi er sikre på at det også bliver hele oplevelsen værd.

Alexander Woods (NY DATO)

Hvornår: Torsdag den 29. oktober kl. 20.00

Vi har tidligere kaldt Alexander Woods et frisk pust til den danske musikscene med sin mere organiske akustiske lyd – som han blandt andet viste på nummeret “Undone and Hollow“. Musikken er ambitiøs og emmer af overskud, mens frontmandens overlegne vokal drager lytteren. Så hvis man er til engelsksproget pop med brede korarrangementer og melodisk guitar a la Alex Vargas, så er det helt sikkert Alexander Woods med band, man skal høre på Walthers i efteråret.

Verdens sidste idé (NY DATO)

Hvornår: Torsdag den 26. november kl. 20.00

Bandet Verdens Sidste Idé debuterede med sangen “Hey, Præst” i 2018, og i april måned landede deres længeventede debutalbum Den Indre By, som vores anmelder beskrev med ordene ‘forfriskende, legende, reflekterende og udfordrende.’ Bandets lyd emmer af storslåede post-rockede vibes med bærende trommer og gennemtrægende blæsere. Deres sange er kraftfulde, og de gennemførte tekster danner rammen om bandets helt unikke univers.

Redaktionen
redaktion@bandsoftomorrow.com