fbpx

Verdens Sidste Idé – Den Indre By

Foto: Frederik Vohnsen
Dato: Fredag den 17. april 2020
Label: Beatbreaker

Verdens Sidste Idé udsendte deres to første singler i 2018 og er nu godt to år efter klar med deres debutalbum ‘Den Indre By’. Albummet, som består af ni sange, lever et sted mellem indie-rock, folk-rock og forfriskende pop/rock.

Verdens Sidste Idé – Den Indre By
3.5 / 5 Anmeldelse

Der er noget umiskendeligt dansk over Verdens Sidste Idé. Hvad det præcist er, kan jeg ikke helt sætte fingeren på, men det er herligt – og det smitter. Forsanger og sangskriver, Asbjørn Hvelplund, har en finurlig omgang med ord – og en stemme, der passer perfekt til disse. Vokalmæssigt placerer han sig et sted mellem Steffen Brandt (TV2) og Kjartan Arngrim (Folkeklubben). Det virker måske som store ord, men den plads fortjener han. 

Noget af det, der gør Den Indre By til noget helt specielt, er tekstuniverset, som både er legende, reflekterende og udfordrende. Teksterne berører til tider dybe temaer, men Hvelplund har altid humoren med sig. På “Hey, Præst” bliver en kammerats død italesat med både humor og dyb alvor. I omkvædet lyder det: Alting er forbi, jeg græder indeni // Nu er der kun mig tilbage – men humoren træder også frem på trods af de alvorlige rammer: Hey præst, må vi ryge her // Det er så trist // Til ære for min kammerat // Han røg som en fabrik. 

Albummets sidste sang “Følelsen findes (ikke mere)”, handler om, hvordan gnisten i et parforhold er forsvundet, og det beskrives elegant i første vers: 

Du kan prøve at fiks’ // Hvad der fikses kan // Det som at se // En loppe i en mælkespand

Der er rigeligt med fortællinger at dykke ned i, og det gør også, at Den Indre By med glæde kan høres mange gange. Det er dog ikke alle sange, der er lige interessante, og nogle gange savner man faktisk nogle flere vers. At nøjes med to vers og et omkvæd synes ærgerligt – for sangskriver Hvelplund kan så meget mere. Jeg er med på, at man kan sige meget med få ord, men nogle gange bliver det lige få ord nok. 

For mig stikker sangen “Verdens Sidste Idé” ud som en af de rigtig stærke sange på albummet – både i forhold til produktion og musikalitet – og så er der i øvrigt en skøn musikvideo til, som man bør tjekke ud. Teksten, giver måske ikke så meget mening, men det betyder ikke så meget, for ordene giver associationer og forundring, og det er det vigtigste. Det kan også meget vel være, at det blot er mig, der ikke forstår idéen. 

De mange mellemstykker er en af albummets helt store styrker. På langt de fleste numre indgår disse mellemstykker, og de er dejligt drømmende. De fungerer som en god kontrast til tekstuniverset i de enkelte sange, og her får man tid til at reflektere over de fine tekster, hvilket forstærker sangene. Den fine balance mellem de analoge blæsere og de forskellige digitale synths gør, at mellemstykkerne er spændende, intense og behagelige at lytte til.

Der er lidt for enhver smag på Den Indre By. Hvad end det er den folk-rockede “Hey, Præst”, den elektronisk-prægede “Tine Er Så Stille”, eller den storladne og utroligt veludførte pop/rock sang “Verdens Sidste Idé.” 
Fælles for dem alle, er brugen af blæserarrangementer i et fint samspil med de elektroniske elementer, finurlige tekster om storbyens spidsfindigheder – og den gennemført lækre lydflade. 

Den Indre By er et album fyldt med kontraster. Kontraster mellem byens larm og sindets ro, mellem det analoge og det digitale, mellem alvor og humor, men desværre også mellem den rigtig gode sang og den lidt kedelige sang. Jeg vil dog stadig anbefale albummet til alle med en trang til finurlige ordlege, gennemført dansksproget pop/rock og eminente lydflader.