fbpx

Q&A med Walthers Musikcafé i Skanderborg: »Vi fester videre på den kærlighed og det fællesskab, der kommer ud af Smukfest«


Præsenteret i samarbejdet med

Foto: PR

Vi har taget en snak med Smukfests hjertebarn Walthers Musikcafé om synegien mellem festivalen og spillestedet, og hvordan de primært er drevet af en gruppe frivillige unge.

Walthers Musikcafé er et spillested skab i Smukfests ånd. Spilletstedet forlænger den stemning, der er centreret omkring Smukfest og tilbyder koncerter i mange forskellige afskygninger. Bliv klogere på spilletstedets værdier her.

I skriver på jeres hjemmeside, at I er en ”hyldest til anti-dagligdagen” – hvad mener I med det?

– Som alle lokale ved, er vi et spillested drevet af Smukfest, og derfor ligger vi os i slipstrømmen af de gode oplevelser, man kan få i skoven. Et spillested, der tilbyder et markant bedre program, end man normalt vil kunne forestille sig i en by som Skanderborg. Så vi fester videre på den kærlighed og det fællesskab, der kommer ud af Smukfest.

I har jo eksisteret siden 2012 – hvordan var vejen dertil?

– Walthers startede ganske rigtigt i 2012 men er faktisk en gammel drøm fra dengang, Skanderborg Festival startede i 1980. Skaberne bag havde en drøm om et lokalt sted, man som ungt menneske kunne hænge ud og høre god musik live. I 2010 var der en generation af unge, som faldt for ideen og sammen skabte de Walthers.

Hvad er der sket, siden I åbnede spillestedet for godt og vel 7 år siden?

– Siden åbningen har mere end 1.000 koncerter lydt i huset, og vi har udviklet os til at være foreningen Skanderborg Festivaklubs eget klubhus. Der er fester for unge, koncerter for alle, og vi har understøttet det musikalske liv i hele kommunen med en scene, så lokale talenter kan tages 100% seriøst. Stedet har også udviklet sig både teknisk og stemningsmæssigt. Vi har mere end 50 frivillige, og inden for musik er der både lyd- og lysteknikere, VJ’s, DJ’s, bookere og afviklere i gang.

Kan I fortælle lidt om synergien mellem Walthers Musikcafé og Smukfest?

– Vores frivillige lærer meget om det at skabe events og koncerter, og derfor er mange af vores frivillige også frivillige under Smukfest, hvor de byder ind med det, de har lært hen over året. Blandt andet er vores frivillige bookere dommere til den årlige vækstlagskonkurrence (Live Camp, red.) i opvarmningsdagene. At være frivillig på Walthers giver ikke automatisk billet til Smukfest som frivillig, men mange gør sig åbenlyst fortjent til at ende på et frivillighold på festivalen.

Så vidt jeg kan forstå, er en stor hjørnesten i driften af caféen de mange frivillige, I har tilknyttet. Hvad består deres primære arbejdsopgaver i?

– Ud over alle dem, som arbejder med musikken, har vi også en større gruppe af unge, som arrangerer fester, events og konkurrencer – alt sammen indhold, der er med til at skabe aktivitet i vores lokaler.

Hvilke tanker ligger bag at have denne store gruppe frivillige ansat?

– Vi arbejder med frivillige for at skabe talent og fællesskab, og dermed bliver vi et lokalt kraftcenter for unge. Vores frivillige er typisk imellem 16-25 år – med enkelte undtagelser. Og der er hele vejen igennem et godt link til de unge, hvis ambitioner er en fremtidig karriere i livebranchen.

Hvad lægger I vægt på, når I booker navne til jeres program? Er der for eksempel en bestemt slags artister/bands, det er ekstra vigtigt for jer at give en scene til?

– Vores bookere, som også er frivillige, går efter at booke et program, der giver værdi for mange forskellige. Der er koncerter målrettet forskellige aldersgrupper men også en vægt af lokalmusik, så vi sikrer alle de spirende talenter, der findes i kommunen. For eksempel varmer de lokale BASELØS op for Soleima til koncerten i september.

Man må vente tålmodigt lidt endnu med at tage til koncerter på Walthers Musikcafé, men man kan se frem til ovenstående koncert med BASELØS og Soleima (10. september), uimodståelige Mekdes (18. september), Dusin (19. september) og KOPS (15. oktober) – for ikke at glemme koncerten med de spirende AUFORI, som du kan blive klogere på i interviewet her.

Amanda Bloch
amandabloch@bandsoftomorrow.com