24 feb 25 internationale must-sees på by:Larm Festival 2020
Foto: Porridge Radio // El Hardwick
Præsenteret i samarbejde med
Så er det allerede på torsdag, at by:Larm Festival løber af stablen. Spændingen har for alvor spredt sig til den yderste af fingerspidserne, og med over 130 navne på programmet kan det godt være lidt af en jungle at finde rundt i – men frygt ej! Vi har nemlig samlet vores 25 internationale favoritter, som du kan blive klogere på her.
I fredags guidede vi til de til 14 danske navne, som vi ser allermest frem til at opleve på by:Larm Festival i år. Nu er det blev tid til at udpege vores favoritter blandt de øvrige lande, og her er alt fra punk og hiphop til pop og R&B repræsenteret. Dyk ned i vores anbefalinger her.
De nordiske
Augustine (SE)
Fredag den 28. februar kl 20.00-20.30 – Revolver
Lørdag den 29. februar kl 22.00-22.30 – Vulkan Arena
Man får virkelig det bedste fra begge verdener i Augustines musik. Den unge svensker, som vi også havde med på listen over 20 nordiske acts, man skal holde øje med i 2020, serverer alt fra elektroniske beats til melankolske melodier og bringer associationer til både James Blake, Bon Iver, Foster The People og danske School of X. Så der er altså lidt for enhver smag i hans repetoir og dermed ret stor sandsynlighed for, at han med sin sjælfulde falset og selvproducerede beats rammer plet hos de fleste. Med det sagt lægger vi ikke skjul på, at vi har ret store forventninger til den charmerende svenskers by:Larm-koncert.
boy pablo (NO)
Torsdag den 27. februar kl 22.00-22.30 – Sentrum Scene
boy pablo har siden sin debut i 2016 taget den internationale musikscene med storm og givet udsolgte koncerter verden over. Den 21-årige nordmand spillede blandt andet på den verdenskendte amerikanske festival Coachella sidste år i selskab med hovednavne som Ariana Grande og Childish Gambino – og har charmeret sig dertil med sine uimodståelige indie-tunes og kække selvtillid. Nu har boy pablo atter vendt næsen hjem mod Norden for blandt andet at gæste by:Larm Festival i denne uge (og Lille VEGA i næste måned) til et brag af en fest. Vi har fulgt boy pablo i længere tid nu og har senest bedt ham færdiggøre 10 sætninger, som du kan læse her.
Brigt (NO)
Torsdag den 27. februar kl. 22.00-22.30 – Revoler
Lørdag den 29. februar kl 19.00-19.30 – Ingensteds
Med tre udgivne numre er Brigt et spændende nyt indslag på den nordiske musikscene. Han er også at finde på vores liste over 20 nordiske navne, man skal holde øje med i 2020 og er derfor et oplagt navn at lægge vejen forbi under by:Larm. Musikerens univers er en blanding af retro discovibes ala Bee Gees og euforiserende syre ala The Beatles på Magical Mystery Tour. Det er uden tvivl en helt speciel lyd, der komme ud af højtalerne, når norske Brigt er på.
Emelie Hollow (NO)
Torsdag den 27. februar kl 21.00-21.30 – Kulturkirken Jakob
Lørdag den 29. februar kl 21.00-21.30 – Ingensteds
Den norske artist Emelie Hollow på blot 18 år har med sit debutalbum Hear It Out Loud slået benene væk under os. Igennem sit detaljerige elektroniske univers og sin skrøbelige stemme har musikeren imponeret med en solid samling af storslåede numre – der langsomt bygges op fra stille og nærværende stykker til cinematiske og kraftfulde øjeblikke. Vi glæder os utroligt meget til at opleve den unge artist live, når hun gæster by:Larm.
From Scratch (NO)
Torsdag den 27. februar kl. 11.45-00.00 – Tono Lounge
Torsdag den 27. februar kl. 19.30-20.00 – Blå
Lørdag den 29. februar kl 20.00-20.30 – Revolver
Med From Scratch på programmet er der dømt girl-power for alle pengene. Gruppen – som i øvrigt også er at finde på vores famøse liste over 20 nordiske navne, man skal holde øje med i år – laver rå indie-grunge med noter af 80’erne, og så er de spækket med en uimodståelige attitude, vi slet ikke kan få nok af. Drømmen om at blive rockstjerner lå dog ikke ligefrem i kortene for de fire piger, da ingen af dem kommer fra en særlig musikalsk baggrund eller har erfaring med musikinstrumenter overhovedet. Alligevel fik de med inspiration fra mødrenes vinyler og fædrenes akustiske guitarer blod på tanden og startede et kvindeband fyldt med power og god energi. Vi glæder os umådeligt meget til at opleve gruppen live for allerførste gang, når de spiller hele tre koncerter på by:Larm.
HANNES (SE)
Fredag den 28. februar kl. 20.30-21.00 – Rockefeller
Lørdag den 29. februar kl. 20.00-20.30 – Vulkan Arena
Den svenske R&B-artist HANNES debuterede tilbage i foråret 2017 med singlen “I Went to The Jungle” og har siden haft stor succes med sange som “Fill Me Up” og “Every Young Boy’s Song”. I sommeren sidste år udgav han sin debut-EP Summer 3000, der indtil videre har skaffet ham gigs på kommende festivaler som by:Larm og SPOT 2020. Musikken er minimalistisk og bliver båret af smuk guitarspil og artistens lækre luftige klang. Ikke nok med at svenskerens besidder en fløjsbløde lyd, er hans tekstunivers utrolig relaterbart, og derfor er det selvfølgelig et af festivalens must-sees.
Hedda Mae (NO)
Torsdag den 27. februar kl 23.00-23.30 – Vulkan Arena
Fredag den 28. februar kl. 21.30-22.00 – Rockefeller
Den norske artist Hedda Mae har altid haft musikken i sig men har indtil nu holdt det tæt ind til kroppen, imens hun har arbejdet hårdt i studiet for at få alle detaljer på plads. Nu er musikeren endelig ude med sin længeventede debutsingle “Pride Goes Before A Fall”. Lyden stråler af energi og farver, og der er derfor lagt op til et festligt og groovy show på by:Larm, når den spirende kunstner indtager scenen og lukker op for sine akrobatiske 00’er-inspirerede melodier, der er yderst dansable.
Isak Danielson (SE)
Torsdag den 27. februar kl. 20.00-20.30 – Festivalteltet by:MatPrat
Fredag den 28. februar kl. 20.30-21.00 – Verkstedet
Svenske Isak Danielson debuterede tilbage i 2014 med singlen “Long Live This Love” og har siden da udgivet en lang række numre, der har givet ham god vind i ryggen – heriblandt sit hit “Ending”. Svenskerens melankolske og kraftfulde tekstunivers udfoldes i akustiske poparrangementer, og med debutalbummet Yours (2018), som røg ind som nummer 1 på Itunes i Sverige, er vi ikke i tvivl om, at stjerneskuddet nok skal nå ud over hjemlandets grænser inden længe.
Jelassi (SE)
Fredag den 28. februar kl. 01.00-01.30 (natten til lørdag) – Ingensteds
Lørdag den 29. februar kl. 21.00-21.30 – Kulturkirken Jakob
Fatima Jelassi er et af Sveriges mest lovende hiphop-fænomener lige nu. Efter hun slap “Inte konsti” på YouTube i 2018 og medvirkede på landsfællerne Cherries “B2B” og Silvana Imams “Nenene” fik den unge rapper pludselig stærk medvind. Sidste år udgav hun sin debutsingle “Keff Båt”, og i slutningen af november udkom debut-EP’en Port 43, hvor hittet “Sema7ni” blandt andet er at finde. Jelassi er en vigtig stemme på den svenske musikscene, og vi kan næsten ikke vente med at opleve den talentfulde rapper på årets festival.
KAMARA (NO)
Torsdag den 27. februar kl. 00.30-01.00 – Rockefeller
Fredag den 29 februar kl. 19.30-20.00 – Blå
Der ingen tvivl om, at vi glæder os afsindig meget til at opleve den sprudlende nordmand KAMARA, som vi også har på vores liste over nordiske kunstnere, du skal holde øje med i 2020. Den 22-årige kunstner fra Bergen, der sidste år var nomineret til ‘Årets Urørt’, er allerede godt i gang med at overtage sit hjemland med sin nostalgiske popmusik. Med en distinkt vokal, ørehængende melodier og en instrumentering, der trækker på både 70’erne og 80’erne, er vi sikre på, at det en lys fremtid, den karismatiske musiker går i møde. Og vi kan ikke vente med at høre hendes debutsingle “20 Something” live for første gang.
Kongle (NO)
Fredag den 28. februar kl. 19.00-19.30 – Ingensteds
Lørdag den 29. februar kl. 20.30-21.00 – Pokalen
Norske Kongle spiller en blanding af norsksproget moderne indie-pop og psykedelisk rock. Kvartetten, der består af Sivert, Andreas, Simon og Sverre, slap sidste år deres debutalbum Skogen med en samling af ni gennemførte numre omringet af smukke lydflader og luftige vokaler. Man hører tydeligt inspirationen fra Tame Impala i et nummer som ”Elgkalv”, men når det så er sagt, går de ofte endnu mere syret til værks med skæve taktarter og hyppige stemningsskift. Derfor er Kongle et bekendtskab, vi nødig ville være foruden.
KÅRP (SE)
Fredag den 28. februar kl. 21.00-21.30 – Vulkan Arena
Lørdag den 29. februar kl. 23.30-00.00 – Verkstedet
Sidst vi hørte fra elektropop-kvartetten KÅRP var i starten af året, hvor de udgav den euforiske single “Left Handed” som opfølger til debutalbummet Album 1 fra sidste år, hvor vi i øvrigt placerede dem på listen over 19 svenske navne, man skulle holde øje med det pågældende år. Kvartetten fra Gøteborg spiller velproduceret, mørk elektropop, der er dansabel og dragende – musik, som med garanti kan sætte gang i de fleste fester. Vi kan derfor med sikkerhed sige, at man ikke komme til at stå stille, når først KÅRP spiller.
Louam (NO)
Lørdag den 29. februar kl. 16.20-16.40 – Festivalteltet by:MatPrat (Torggatafest)
Den norske artist og sangskriver Louam – med det borgerlige navn Lwam Feshatzion – debuterede tilbage i februar 2017 med sangen “Freaky Things” og fik allerede her cementeret sin 90’er og 00’er R&B-æstetik. Sidste år slap musikeren sit debutalbum Wreckless Love, og senest udkom singlen “Like 90’s R&B” – som ligesom resten af artistens energiske lydunivers både trækker nostalgiske tråde og giver et godt bud på moderne popmusik. De catchy sange understøttes af Louams utrolig kraftfulde vokal og attitude, som uden tvivl giver de fleste lyst til at ryste hofterne. Den blomstrende artist har allerede haft stor succes i hele Skandinavien, og vi kan derfor ikke vente med at opleve hende live på by:Larm.
L.U:N:A (NO)
Torsdag den 27. februar kl. 20.00-20.30 – Kulturkirken Jakob
Fredag den 28. februar kl. 11.45-12.00 – Tono Lounge
Fredag den 28. februar kl. 19.00-19.30 – Parkteatret
Det norske urbane stjerneskud L.U:N.A har efterhånden været en del af den norske musikscene i nogle år – og har markeret sig som en lovende artist med hits som “Rød Neglelakk” og “Spesiell”. Hendes udtryk er ærligt og feminint, og især på sin seneste single “Sympati For Djevelen” viser hun sig som en hudløst ærlig og rå sangskriver. Noget, som også scorede hende en headliner-plads på Girl Interrupted Festival sidste år, og har sikret musikeren en nominering som Årets Artist til det norske P3 Guld. Til april spiller hun på Rust, men først og fremmest glæder vi os til at opleve hende på by:Larm.
Mopiano (SE)
Fredag den 28. februar kl. 22.00-22.30 – Festivalteltet by:MatPrat
Lørdag den 29. februar kl. 19.30-20.00 – Pokalen
Den svenske producer og sanger Muhamed Conta, der går under aliaset Mopiano, udgav sin debut single “Man Down” tilbage i marts 2018 – og den blev stærkt efterfulgt af debut-EP’en Late Night Outdoor. Kunstneren har siden da udfoldet sit unikke lydunivers som både sanger og rapper med gennemførte produktioner – båret af stærke 808-trommer med en snert af trap, guitar-riffs og dybe bas grooves. Mopiano er super original, og hans koncert vil være oplagt for alle, der er vilde med attituderig hiphop. Er du glad for Drake, er der en ret stor sandsynlighed for, at Mopiano også vil falde i din smag.
Okay Kaya (NO)
Lørdag den 29. februar kl. 22.00-22.30 – Kulturkirken Jakob
Den norske sangerinde Okay Kaya leverer sårbar, klangfuld musik – præget af sangerens tålmodige og bløde vokal, der omgives af eksperimenterende produktioner. Kunstneren brød igennem som musiker i 2015 og har siden da udgivet de to album under titlerne Both og Watch This Liquid Pour Itself. Oven i det har hun turneret USA rundt med den canadiske musiker og sanger Tobias Jesso Jr. Nu er Okay Kaya klar til at gæste hjemlandet inden længe, og vi glæder os til at opleve den frembrusende kunstner live. Vi varmer op til koncerten med hendes nummer “Psych Ward” lige her:
Safario (NO)
Fredag den 28. februar kl. 23.00-23.00 – Sentrum Scene
Endnu engang skal Safario spille på den norske festival, og hvis man gerne vil se et energifyldt hiphip-show, så skal denne koncert skrives i kalenderen! Det er snart to år siden, de udsendte deres debutalbum KAPISKATE og deres seneste udgivelse “GO CRAZY, GO STOOPID” er fra juni sidste år, så vi håber (og forventer) snart noget nyt fra Safarios hånd. Derfor holder vi også et skarpt øje med gruppens alsidige og sprøde rap i år. Vil du også tage del i Safario-hypen så varm op til deres koncert med hittet her:
sir Was (SE)
Torsdag den 27. februar kl. 22.00-22.30 – Ingensteds
Fredag den 28. februar kl. 22.00-22.30 – Revolver
Det svenske stjerneskud sir Was har mange jern i ilden lige nu. Udover at skulle turnere Europa rundt som support for det succesfulde elektroniske band Little Dragon (som han i øvrigt også har udgivet en single sammen med), har multiinstrumentalisten Joel Wästberg en EP lige på trapperne, som allerede lander på fredag den 28. februar. sir Was er også at finde på vores liste over nordiske navne, vi mener, man skal holde øje med i år, og på baggrund af det aktive år, som artisten har i vente, er det altså ikke uden grund.
SKAAR (NO)
Torsdag den 27. februar kl. 22.30-23.00 – Rockefeller
Fredag den 28. februar kl. 21.00-21.30 – Kulturkirken Jakob
Den 21-årige sangerinde har for alvor sat sit aftryk på den norske pop-scene – især efter hittet “Higher Ground”, som fik stor succes i hjemlandet. SKAAR, der privat går under navnet Hilde Skaar, har efterfølgende imponeret med singler som “Wicked Rhythm” og “24” – og allerede sidste år kunne man finde hende på listen over 19 norske navne, vi mente, man skulle holde et skarpt øje med – og det er selvfølgelig stadig gældende i år, hvor SKAAR også har annonceret, at hun slipper sin debut-EP. I forbindelse med kunstnerens koncert på by:Larm har vi lavet et portræt af den spirende sangerinde, som man kan læse her. Den spirende artist har meget i vente i 2020, og vi glæder os utroligt meget til at følge med på sidelinjen.
De internationale
Baby Rose (US)
Fredag den 28. februar kl. 22.00-22.30 – Ingensteds
Lørdag den 29. februar kl. 00.00-00.30 (natten til søndag) – Kulturkirken Jakob
Der er noget forfriskende modent over Baby Rose med det borgerlige navn Jasmine Rose Wilson. 25 år gammel (snart mod de 26), men med en stemme og et udtryk, så man skulle tro, at hun var 20 år ældre. Men sin ungdommelig energi og rørende tekster er Baby Rose alt andet end en standard soul/blues-sangerinde. Siden 9 års-alderen har hun skrevet og opført sine sange, men i 2018 sprang hun endelig ud som Baby Rose efter at have indspillet en masse sange oven på et hårdt break-up. Hun stræber efter at lave relaterbar musik, som kan hjælpe folk med at komme igennem nogle af de samme ting, som hun selv kæmper med. Vi har for nyligt taget en snak med Baby Rose, så følg med på siden, hvis du snart kan lære den fremadstormende artist lidt bedre at kende. I mellemtiden varmer vi op med hendes lækre debut Album To Myself og glæder os til at opleve hende live på by:Larm.
Drug Store Romeos (UK)
Torsdag den 27. februar kl. 21.00-21.30 – Revolver
Fredag den 28. februar kl. 21.00.21.30 – Kafé Hærverk
Det er ikke meget Drug Store Romeos deler om sig selv, men vi ved, at de fandt hinanden over et opslag på en elev-tavle i college. De har udgivet to sange i en stil, de kalder »dream pop trip hop« – og denne meget sammensatte beskrivelse afspejler sig også på deres seneste single ”Frame of Reference”, hvor gruppen benytter store synthorgel-flader, hurtige hihatte og funky basgange til at skabe et festligt udtryk. Vi kan derfor ikke vente med at høre deres uimodståelige blanding af genre blive udfoldet på scenen, og (forhåbentlig) høre mere nyt materiale fra det blændende band.
Porridge Radio (UK)
Fredag den 28. februar kl. 22.00-22.30 – Kafé Hærverk
Lørdag den 29. februar kl. 20.00-20.30 – Ingensteds
Porridge Radio er blandt andet på listen over 20 internationale navne, vi synes, I skal holde øje med i år, og derfor er vi også meget spændte på deres optræden til by:Larm. Selvom deres navn måske giver associationer til en kedelige omgang havregrød, er deres musik langt fra dette. Gruppen har formået at lave en postpunket stil, som også inkluderer det drømmende og smukke – noget, man tydeligt kan høre på deres nyeste single ”Sweet”, som både har en helt folkelige fornemmelse og samtidig byder på hård distortionguitar og tunge trommebeats. Der er altid gemte overraskelser i ærmet hos Porridge Radio, og vi kan derfor kun anbefale at fange det spirende band live.
Pottery (UK)
Fredag den 28. februar kl. 23.00-23.30 – Revolver
Lørdag den 29. februar kl. 23.00-23.30 – Ingensteds
De fem canadiske drenge fra Pottery blæste os bagover, da vi så deres koncert til The Great Escape sidste år og oven i købet fik stukket den spøjse men overraskende lækre nationalret, poutine (pomfritter med sovs og ost) i hånden. Montreal-gruppen var uden tvivl en af vores bedste opdagelser i 2019, og vi glæder os til igen at opleve de energiske fyre live på by:Larm. Vi stillede dem også vores 10 hurtige spørgsmål tilbage i januar, og du kan læse deres humoristiske svar her. Lyden af Pottery kendetegnes som uimodståelige popmelodier pakket ind i post-punket orkestrering, og hvis det ikke allerede har solgt dig, så bare tag et lyt til singlen “Hank Williams” og hop med på Pottery-bølgen:
Spencer. (US)
Fredag den 28. februar kl. 00.00-00.30 (natten til lørdag) – Kulturkirken Jakob
Lørdag den 29. februar kl. 23.30-00.00 – Blå
Vi er særligt glade for at se den amerikanske artist Spencer. på årets by:Larm-program, der med sin nervefyldte vokal og store indlevelse stiller abstinenserne hos de fleste hiphop- og soul-fans. Vi inkluderede for nylig den talentfulde musiker på vores liste over 20 internationale navne, man skal holde øje med i 2020, og med en del optrædender i bagagen med både Omar Apollo og Gus Dapperton er den unge amerikaner højst sandsynligt godt koncert-varm. Vi har i hvertfald høje forventninger til Spencer. og kan ikke vente til at opleve dette nummer live.
Squid (UK)
Fredag den 28. februar kl. 23.30-00.00 – Blå
Fredag den 28. februar kl. 01.30-03.00 (natten til lørdag) – Blå (DJ-set)
Lørdag den 29. februar kl. 22.00-22.30 – Revolver
Et godt punkband kendetegnes som regel ved de sprintende trommer, de flabede guitar-riffs og en inciterende – gerne skrigende – forsanger. Engelske Squid kan tjekke alle disse bokse af og gør det endda med et overskud og en charme, der især gør dem uimodståelige på livescenen. Tilbage i januar måned udnævnte vi bandet til et ud af 20 internationale navne, man skal holde skarpt øje med i 2020, og nu kan du altså opleve det livlige band hele tre gange på by:Larm – inden de til sommer kommer tilbage til Norden og gæster Roskilde Festival.
Gå heller ikke glip af:
Charlotte Dos Santos (NO)
Ela Minus (CO)
Fenne Lily (UK)
I See Rivers (NO)
Jakob Ogawa (NO)
Jockstrap (UK)
JUNO (NO)
MORABEZA TOBACCO (SE)
NEA (SE)
Sei Selina (NO)
Lyt til by:Larms egen playliste med alle de optrædende artister lige her: