fbpx

19 svenske navne du skal holde øje med i 2019

Foto: Lennixx // Sandra Thorsson

Det er efterhånden ikke noget nyt, at vores kære naboland Sverige har masser af lækker musik at byde på. Læs med her og bliv klogere på hvad vi mener, du skal holde øje med lige nu.

AMWIN

Pop/hiphop-artisten AMWIN med det borgerlige navn Amanda Winberg er også en artist, som vi håber på at høre mere fra i 2019. Hun udgav sin debutsingle “Uber” sidste år og har siden udgivet to andre singler. Stilen i nummeret “Uber” er i modsætning til det rappende hiphop-track “DeLorean” meget poppet, hvilket vidner om en spændende diversitet ved den svenske artist. AMWIN, som i øvrigt også er model, bryder med sin Nicki Minaj-agtige måde at rappe på de forventninger, man har til hende som artist ved første øjekast, hvilket kun er positivt.

Becky & the Birds

Becky & The Birds er navnet på den spændende artist med det borgerlige navn Thea Gustafsson. Hendes lydunivers kan karakteriseres som en kombination af flere forskellige genrer, hvor især RnB og soul er de dominerende. Musikken bevæger sig i en form for grænseløs, fantasifuld verden, hvilket især kommer til udtryk i nummeret “Malaysia.” Her er det tydeligt, hvordan Gustafsson bruger sin vokal til at skabe originalitet gennem forskellige effekter – blandt andet ved at skrue op og ned for pitchen. Alt i alt har Becky & The Birds en masse kreativitet at byde på, hvilket vi glæder os til at høre mere af. Dette kommer blandt andet til udtryk i nummeret “Holding on.”

GRANT

Sangerinden og artisten GRANT laver god, lyttervenlig musik, som taler til alle popelskende hjerter. Den 24-årige artist med det borgerlige navn Alma Caroline Cederlöf debuterede i 2017 med singlen “Waterline”, som hun blandt andet har optrådte med til det svenske Grammy Award show i 2018. Teksten sætter fokus på et alvorligt og personligt emne – nemlig anoreksi – og det at vinde kontrollen over sit liv tilbage. Hør en af hendes nyere numre “Catcher in the Rye”, som er en del af hendes album In Bloom lige her.

Lær GRANT endnu bedre at kende i vores Ugens Upcoming her.

KÅRP

KÅRP er en elektropop-kvartet fra Göteborg bestående af tre fyre og en kvindelig vokalist. I 2017 udgav de deres første single under titlen “Theapist^2” og har siden hen haft en del spilletid på den svenske radiokanal P3. Efter førstesinglen har gruppen udgivet tre numre – blandt andet nummeret “Freak Smile”, som på flere områder giver associationer til en anden svensk elektropop-kunstner – nemlig Robyn. Så er du vild med dansable elektro/disko-beats, er vi næsten sikre på, at du også vil synes om KÅRP. Det er efterhånden et par måneder siden, vi sidst hørte fra gruppen, så forhåbenligt går der ikke alt for længe, før de kommer med nyt til os.

Lennixx

Urban-pop-duoen Lennixx er indbegrebet af lækker, laid-back popmusik og er samtidig et navn, vi virkelig har glædet os til at introducere her på siden. Duoen består af Hanna Larsson – søster til popkometen Zara Larsson – og Andrea Kallström. I 2016 udgav de deres catchy debutsingle “Always on My Mind”, men især med EP’en hapap, der udkom i september sidste år, har de virkelig formået at skabe deres helt egen lyd. Lyden bærer præg af både RnB, poppede og soulede elementer og besidder samtidig nogle virkelig skønne harmonier. Lennixx er helt sikkert værd at holde øje med, og vi glæder os til at høre mere fra deres side.

LÉON

Popkometen LÉON var på vores liste over skandinaviske navne at holde øje med i 2018, og vi kan simpelhen ikke få nok at den skønne sangerinde. Som vi tidligere har gjort opmærksom på, kommer hun snart til Lille VEGA og giver koncert, hvilket er en endnu bedre grund til fortsat at holde øje med den 24-årige artist fra Stockholm. I 2015 hittede hun med nummeret “Tired of Talking”, som du næsten med sikkerhed må have hørt i radioen i den pågældende periode. Senest har hun udgivet numrene “You And I” og “Baby Don’t Talk”, hvor hun med sin Amy Winehouse-ligende stemme virkelig giver en lyst til at stille sig foran spejlet med en hårbørste i hånden og synge med.

Linn Koch-Emery

Linn Koch-Emery er Sveriges svar på en ny, spændende indierock-artist.
Hun har udgivet musik siden 2016, hvor hun kom med sin debut-EP Boys. Sidste år udgav hun så endnu en EP under titlen Waves, hvor blandt andet det fængende og kraftfulde nummer “Wires” optræder. Den ofte distortede guitar giver sammen med sangerindens rå stemme noget kant til den indiegenre, hun bevæger sig i. Det kan vi glæde os til at opleve live, når hun går på scenen til Spot Festival 2019.

LOVA

LOVA er et helt nye skud på den svenske popstamme. Med sin laid-back popmusik, ørehængende toner og lækre vokal giver hun den kommercielle popmusik et ungdommeligt twist, hvilket er med til at gøre hende værd at holde øje med. Sidste år udgav hun sin debut-EP Scriped Reality med numre som “Insecurities” og “You Me And The Silence”, og viste allerede der, at hun har masser at byde på. Vi er ikke de eneste, som har fået øjnene op for den svenske sangerinde, da Youtube Music også har omtalt hende som en artist at holde øje med i 2019.

Maydar

En artist, som i den grad er med på den urban-pop/RnB-bølge, der i øjeblikket kaster sig indover musikbranchen, er Maydar fra Stockholm. Det er begrænset, hvor meget vi har kunnet finde omkring den svenske popsangerinde, da hun stadig et relativt nyt skud på stammen. Forhåbentlig er der snart mere, lækker musik fra den selvproducerende artist. Indtil da kan du høre det skønne nummer “TAXI” lige her:

Merely

Endnu en dreampop-artist ved navn Merely er havnet på vores liste. Bag kunstnernavnet gemmer sig den klassisk skolede sangerinde og instrumentalist Kristina Florell, som gennem projektet Merely tager dig med ind i et drømmende univers, som af og til kan virke helt tranceagtigt. Vi glæder os til at høre mere fra den spændende artist, som tør eksperimentere med musikken og samtidig bibeholder dig i et forførende lydlandskab, du kan forsvinde i.

Miriam Bryant

Som du måske har lagt mærke til, er svenskerne ret gode til at få repræsenteret det kvindelig køn i musikindustrien og endnu en af disse er pop-artisten Miriam Bryant. Du har muligvis hørt Mariam Bryants stemme før i nummeret “Black Car”, hvor hun forfører med sin soulede stemme og en catchy melodi. Den 27-årige sangerinde optrådte i 2018 blandt andet på The Great Escape Festival for ikke at glemme Roskilde Festival, hvor hun indtog Countdown-scenen som en del af opvarmningsprogrammet. Du kan høre hittet “Black Car” lige her.

Molly Sandén

Du har måske hørt den 26-årige Molly Sandéns sangstemme før, da hun ligesom Sabina Ddumba har sunget sammen med en dansk, mandlig artist – her sammen med Burhan G i nummeret “Kærlighed og Krig”. Derudover lagde den svenske artist i december vejen forbi DRs koncertsal i København, da hun medvirkede i DRs Store Juleshow med sin sang “Större”. Med sine fængende og lettilgængelige melodier henvender Sandén sig til et bredt publikum. Det er på trods af sine svensksprogede tekster, som man ellers let kunne tænke ville afgrænse hendes musik til blot at henvende sig til det svenske folkefærd – men vi danskere er nu altså meget glade for det svenske sprog.

Sabina Ddumba

I 2016 så vi os lune på Sabina Ddumba og havde hende med på vores liste over kunstnere at holde øje med i det pågældende år. Vi har ikke hørt helt så meget fra den 24-årige popartist, som vi havde håbet på, men nu ser hun endelig ud til at røre på sig. I sommer udgav hun singlen “Small World” med en tilhørende, farverig musikvideo, hvilket godt kunne tyde på, at der er endnu mere på vej fra den svenske, pop-artist. For kort tid siden udgav Lukas Graham en akustisk version af “Love Someone”, hvor den svenske sangerinde medvirker. Sidst, vi hørte noget original musik fra Ddumba, var dog med hendes “Small World” som kan høres lige her. Du kan Samtidig nyde synet af den virkelig flotte musikvideo.

Small Feet

Indiegenren har sammen med poppen allerede fundet sin vej til vores liste, og I får lige én til – nemlig folk/indie-actet Small Feet. Bandet er stiftet af sanger, guitarrist og sangskriver Simon Stålhamre, og deres musik er forførende og stemningsfyldt. Det er legesygt og solbeskinnet – i hvert fald at dømme efter den seneste single “Let the Guys Down”, som tager dig i hånden og med sin fredrift fører dig ud ad landevejen og helt derhen, hvor du har lyst til at trykke “afspil igen”, når du er fremme.

STORME

Vokalist Amanda Liedberg og producer Gabriele Mazza udgør tilsammen duoen STORME, der med sin stemningsfyldte og fortryllende lyd laver dreampop, der virkelig kan et eller andet. Det har vi et prateksemplar på i form af singlen “Starlight”, hvor Liedbergs stærke vokal topper en elektronisk storladen produktion, og overraskende melodistykker og instrumentelle afstikkere leger med vores forventninger til nummeret.

Summer Heart

Som navnet måske antyder, taler Summer Hearts tilbagelænede popmusik til alle de sommerelskende hjerter. Bag kunstnernavnet gemmer sig den selvproducerende multiinstrumentalist David Alexander. Summer Heart har udgivet musik siden 2011, og med nummeret “I Wanna Go”, der i skrivende stund tæller over 15 millioner afspilninger på Spotify, kunne man forestille sig, at det allerede er blevet spillet i mange stuer rundt omkring. I December udgav han sin seneste single “Touch”, som på trods af, at den udkom blot ti dage før jul, alligevel leder tankerne hen på en varm sommeraften i juli måned. Det samme gør nummeret “Follow”, som du kan høre lige her.

Tove Styrke

Det 26-årige pop-act Tove Styrke er helt klart også et navn, man skal holde øje med på den svenske musikscene. I 2009 opnåede hun en tredjeplads i det svenske talentprogram Idol og har siden hen arbejdet med musikken. Hun har altså efterhånden rimelig mange år på bagen på trods af sin unge alder. Med sine catchy melodier, fortryllende vokal og dansable beats lukker den svenske sangerinde os ind i et popunivers, man sent glemmer. Hendes nummer “Say My Name”, der på Spotify har fået over 20 millioner streamninger, kan høres her.

Ulrik Munther

Den 24-årige singer/songwriter og pop-artist Ulrik Munther er et afbræk fra de mange kvindelig pop-artister fra Sverige, der i øjeblikket dominerer i rampelyset. Den svenske multiinstrumentalist har været stille siden han i 2015 udgav sit svensksprogede album Allt jag ville säga, men udgav så i foråret sidste år den engelsksprogede EP Are You Alright. EP’en rummer alt fra en klassisk singer/songwriter-stil til en mere poppet, elektronisk lyd. Vi er ret betaget af Ulrik Munthers virkelig behagelige stemme, og forhåbentlig går der ikke tre år igen, før vi hører mere fra ham.

Vivii

Det svenske ægtepar Emil og Caroline Jonsson udgør sammen med Anders Eckeborn indie/dreampop-trioen Vivii. Ægteparret mødte hinanden første gang som børn og opbyggede senere hen et kærlighedsforhold til hinanden. De mødte i deres voksenliv Anders Eckeborn og dannede sammen med ham trioen Vivii. Vi har tidligere skrevet om deres seneste udgivelse “And Tragic”, som med sin forførende stemning og smukke melodistykker stadig fører os med ind i et lydunivers, vi helst ikke vil forlade. Det samme gør sig gældende i nummeret “Suckerpunch”, som du kan høre nedenfor.

Amanda Bloch
amandabloch@bandsoftomorrow.com