fbpx

Norsk popkomet har kurs mod stjernerne: by:Larm-aktuelle SKAAR fortalt med 3 sange

Foto: Pernille Sandberg


Præsenteret i samarbejde med

Når den norske branchefestival by:Larm løber af stablen lige rundt om hjørnet, er det med et væld af blomstrende artister på programmet. En af disse er norske SKAAR, der laver ørehængende scandi-pop, så fuglene synger. Mød et af Norges mest lovende og interessante nye navne lige her.

Første gang, vi fik glæden af Hilde Skaar (aka SKAAR) og hendes skønne vokal, var på DJ-duoen TRXDs populære track “Wherever You Go” (2016), hvor den norske sangerinde var med som feature. Og der skulle gå hele to år, før hun udgav sin første single i eget navn. SKAAR beskriver selv sin lyd som »positiv og opløftende men også lige ud og lidt ‘in your face’,« hvilket du kan læse mere om i interviewet her. I forbindelse med SKAARs kommende koncert på by:Larm Festival sætter vi fokus på den unge, talentfulde artist med 3 af hendes sange.

“Higher Ground” (2018)

Man må sige, at SKAAR lagde rimelig solidt ud, da hun som 20-årig udgav førstesinglen “Higher Ground”, der udover at være hendes debut ligeledes blev soundtracket til den norske ungdomsfilm Battle fra samme år. Artisten har tidligere fortalt, at nummeret blev skrevet under en flyvetur til Stockholm, hvilket jo matcher perfekt med dets svævende og drømmende udtryk, der understøttes af SKAARs himmelske og fløjsbløde vokal. Og turene til Stockholm kan nok langt fra tælles på én hånd, for de fleste af artistens sange er nemlig produceret af den svenske pigeduo MadFun.

“Wicked Rhythm” (2019)

SKAARs anden singleudgivelse blev den festlige “Wicked Rhythm”, og det var her, vi for alvor opdagede det norske kæmpetalent og fik slået benene fuldkommen væk under os. Men det var ikke kun os, der blev blæst bagover, for på udgivelsesdatoen af “Wiched Rhythm” blev nordmanden ringet op af kongehuset, der spurgte, om hun havde lyst til at synge under kongeparrets statsbesøg i Chile – og kort tid efter stod det unge pop-håb og sang på livet løs med udsigt til andesbjergene.

Den lettilgængelig popmusik og fine, karakteristiske vokalklang, der til tider vækker associationer til MØ, gjorde da også, at hun havnede på vores liste over 19 norske artister, man skulle holde øje med i 2019 og ligeledes på vores liste over 2019s bedste opdagelser – og der er altså stadig god grund til at holde et vågent øje med SKAAR. Især hvis man er vild med stærke og powerfulde kvinder, som ønsker at gøre op med samfundets kønsstereotyper, og som bringer vigtige emner som utroskab, vold og misbrug op. Emner som disse er nemlig gået hen og blevet en form for signatur for SKAAR, hvilket hun tidligere har uddybet:

Jeg er så ked af, at mænd ofte finder en måde at skyde skylden på kvinder for deres egne fejl. Hvis de er utro, er det fordi, kvinden ikke gav dem nok opmærksomhed. Hvis de voldtager, er det fordi, kvinden udsendte uklare signaler eller klædte sig for provokerende.

“It’s Christmas After All” (2019)

Med “It’s Christmas After All” gentog SKAAR soundtrack-succesen. Det skrøbelige og følelsesfulde nummer er nemlig en del af soundtracket til den populære norske serie Home For Christmas, som fik premiere på Netflix op til jul. Hendes vokal på nummeret forekommer fuldstændig ligeså smuk og naturlig som hendes hjemstavn, Stord – og det ofte omskiftelige vejr på den norske vestkyst stemmer da også godt overens med artistens evne til at levere alt fra festlige og livlige tekster og melodier til følsomme og hjerteskærende sange.

“It’s Christmas After All” er SKAARs seneste single og dermed en perfekt anledning til at melde ud, hvor meget vi glæder os til at høre endnu mere fra den norske popkomet i fremtiden. Vi glæder os især til at opleve hende live på årets by:Larm Festival i Oslo og varmer op med en fortryllende liveudgave af ‘Home For Christmas’-soundtracket her.