07 maj 21 navne vi glæder os til at se på The Great Escape Festival 2019
Foto: iB101 // PR
Som altid har den engelske branche- og showcasefestival et kæmpestort program med hundredvis af spændende artister, som vi glæder os til at gå på opdagelse i. Vi har samlet en god håndfuld navne, som vi især er spændte på at opleve live i Brighton, for ikke at glemme de større navne som Little Simz, Lewis Capaldi, AJ Tracey, Foals og danske Oh Land.
Amanda Tenfjord (NO)
Amanda Tenfjord er et nyt, lovende skud på den norske popstamme. Hun har siden udgivelsen af sin debutsingle i 2018 allerede imponeret i så høj grad, at du blandt andet kan finde hende på vores liste over norske navne, man skal holde øje med i 2019. Sangerinden kommer fra den norske by Ålesund, der allerede kan prale af at have givet os popkometen Sigrid, som genremæssigt i øvrigt ikke ligger langt fra Amanda Tenfjord. Vi glæder os til, at en nordisk vibe spreder sig over Brighton, når sangerinden går på scenen både fredag og lørdag.
Arlo Parks (UK)
Det er de færreste 18-årige, der er så gode til at udtrykke sig, som London-artisten Arlo Parks. Hun sætter ord på en generation, hun har opkaldt sin debut-EP, Super Sad Generation, efter, og hun gør det med musik inspireret af en finurlig kombination af Earl Sweatshirt og Portishead. EP’en består af en lille samling ærlige numre, centreret omkring en simpel sangstruktur og Arlo Parks overbevisende vokal.
Body Type (AU)
Australien spytter åndssvagt mange fede artister ud for tiden, og Body Type er én af dem. Rock-kvartetten sender melodisk og udtryksmæssigt associationer til et andet spændende band, britiske The Big Moon, og de appellerer til guitarelskeren, der søger den gode melodi og et råt udtryk. Især nummeret “Stingray” fra den spritnye EP EP2 er et opfindsomt bevis på, at det er ubegrundet at påstå, at indierocken er død.
Celeste (UK)
Britiske Celeste laver soulet R&B med jazzede elementer, der gør dig blød i knæene. Den 22. marts udgav hun EP’en Lately, der med numre som “Father’s Son” og “Summer” får os til at glæde os helt ustyrligt til at opleve den dygtige sangerinde live i Brighton. Er du vild med artister som Solange og Erykah Badu, er der en ret stor sandsynlighed for, at Celeste også vil falde i din smag.
CHAI (JP)
CHAI er indbegrebet af japansk kvindelig empowerment. Med syv år på bagen og deres seneste album PUNK i baghånden er gruppen nu klar til at indtage The Great Escape. På Spotify beskriver bandet sig selv med følgende ord, som vi ikke rigtigt synes, vi kan ramme bedre: »Når du tænker på alt, hvad der er pink, en lyd, der fusionerer artister som Basement Jaxx, the Gorillaz, CSS og Tom Tom Club med tekster, der fokuserer på ‘woman empowerment’ og redefinerering af ordet ‘kawaii’ eller ‘sød’ på japansk, så tænker du på CHAI.«
Confidence Man (AU)
Du kommer unægteligt til at høre meget fra The Land Down Under i forbindele med The Great Escape, men i virkeligheden også bare i forbindelse med ny, spændende musik generelt. Confidence Man har flere gange lagt folk ned med deres intense og anderledes live shows, som går over i ren performance. Deres elektroniske tyggegummi-pop er uden sammenligning lige nu, og deres farverige og humoristiske take på genren skulle eftersigende være fantastisk kanaliseret ud i deres mindeværdige live shows.
Connie Constance (UK)
Den fremadstormende artist Connie Constance, som i 2018 var på vores liste over 18 internationale artister at holde øje med, er også er finde på dette års The Great Escape plakat. Hun har siden sin debut i 2015 fået opmærksomhed fra både ind- og udland, og har på trods af en musikalsk karriere på fire år først udgivet sit debutalbum English Rose for kort tid siden. Her finder man blandt andet det soulede nummer “Let Go” og den mere poppede “Fast Cars”, hvis flotte musikvideo du passende kan nyde her:
Easy Life (UK)
Det er svært at forestille sig, at britiske Easy Life ikke når rigtig, rigtig langt, meget, meget snart, hvis de fortsætter i samme retning som indtil videre. Den chillede lyd, der på alle måder passer til tanken om et ‘easy life’, taler ind i en form for bekymringsfri tidsalder midt i al kaosset anno 2019. Produktionerne er som blød og sød musik i ørerne og som skabt til sommerens komme og gode stunder med vennerne.
Emerson Snowe (AU)
Australske Emerson Snowe er EP-aktuel under The Great Escape, når Human lander den 10. maj. Titlen repræsenterer fint den ærlighed, Snowe lægger i sin musik, der taler til fans af garage-rock, glam og indiepop. Det er den 24-årige Brisbane-musiker Jarrod Mahon, der står bag musikken, som han bruger til en selvransagelse og direkte konfrontation med sig selv og sine inderste tanker. Det er et privilegium at blive inviteret ind i, og de smukke melodier hjælper bestemt på indlevelsen.
ERIKA DE CASIER (DK)
ERIKA DE CASIER er et af de tre danske navne, der i år pryder festivalens omfattende program. Senest har hun udgivet det fængende R&B/pop-nummer “Good Time”, der opfordrer til at slukke telefonen og give kærligheden mere opmærksomhed. The Great Escape er langtfra den eneste festival, sangerinden har i kalenderen i år. Hun er netop hjemvendt fra SPOT Festival, og i februar måned spillede hun under by:Larm i Oslo. Til sommer kan man opleve hende på Heartland Festival, hvor hun spiller på intimscenen Prxjects Stage sammen med artister som Chinah, Selma Judith og FRAADS. Vi forstår godt, at udlandet har fået øje på det danske talent.
Fieh (NO)
Det norske musikkollektiv Fieh har lige blæst os bagover med deres energiske koncert på årets SPOT Festival. Ottemandsbandet har med deres blanding af soul, funk og jazz imponeret på sange som “Glu” og “25”, og i fredags slap nordmændene deres seneste to singler “Flower” og “Brain”. De talentfulde musikere skaber gang på gang en utrolig stemning med lækre guitarsoloer, skarpe vokalarrangementer og en generel varm 70’er-vibe. Vi kan kun glæde os til at opleve det charmerende band igen, og hvis du endnu ikke har fanget dem live, har de netop annonceret to danske koncerter til efteråret.
Georgia (UK)
Den engelske sangerinde Georgia tager typisk pop- og house-musik og giver det et dystert twist, der sender associationer til Robyns populære popunivers. Hendes lyd balancerer det mørke med det lyse, hvor både sprøde beats og en dyb bas opvejes af lækre 80’er-synths og hendes gennemskærende og fine vokal. At lytte til den britiske sangerindes musik giver associationer til at stå på en club med dæmpet lys og skumle typer i hjørnerne – men heldigvis har du en god drink i den ene hånd og din bedste veninde i den anden og er klar til at danse nattens bekymringer væk.
girl in red (NO)
girl in red var vi ret imponerede over under dette års by:Larm Festival. 20-årige Marie Ulven, som står bag kunstnernavnet, tog os mildest talt med bukserne nede, da hun mod alle forventninger »kom frem og kørte sit show igennem med 100 kilometer i timen,« og derfor endte på vores liste over de fem bedste oplevelser på festivalen. Vi delte vores begejstring med uddelerne af prisen “Årets Stjerneskud”, som blev overrakt til det unge talent, der altså kunne gå derfra med en halv million norske kroner. girl in red er helt klart et navn, man skal holde øje med i fremtiden, og vi glæder os utrolig meget til et gensyn med hendes lækre soveværelsespop.
Glowie (IS)
Glowie lyser lige så meget op på festivalprogrammet, som hendes navn antyder. Hendes catchy popmelodier og dansable univers er på alle måder elskværdigt, hvilket vi også gjorde klart for godt og vel et år siden, da vi tog den unge islænding med på vores liste over 18 skandinaviske navne, man i 2018 skulle høje øje med. Om vores anbefaling om at holde øje med den dygtige artist forstærkes med en live-koncert er der vist kun en måde at finde ud af.
Hand Habits (US)
Den LA-baserede artist Hand Habits laver alternativ indiepop baseret på et ærligt tekstunivers. Meg Duffy har længe turneret med Kevin Morby – og har i den forbindelse også været i Danmark flere gange – men nu er det altså blevet tid til at fokusere på soloprojektet, som albummet placeholder er et smukt resultat af. Hendes tekster handler om relationer til mennesker, hun møder, og om ansvarlighed og tilgivelse. Det er ægte historier, du får fra Duffy, og det kan man godt høre i den ærlige sangskrivning og levering af den, hun præsenterer.
iB101 (DK)
Den dansk-malaysiske kunstner iB101, der tidligere gik under navnet Irrelevantbitch101, har endnu kun udgivet singlen “Controversial”, der med sit dansable popbeat trækker tråde tilbage til 80’erne. På trods af kun en enkelt udgivelse lover det allerede godt for den kun 19-årige artist, som til mediet WITHGUITARS har beskrevet sin kreative process som følgende: »Jeg sidder på i min seng dag efter dag, reflekterer, ryger weed, og skriver sange på min telefon. Jeg har tusindvis af dem.” Vi glæder os åndssvagt meget til at høre de resterende tusinde sange, hvis de bliver lige så gode som førstesinglen.
JAMBINAI (KR)
Er man på udkig efter en vild og anderledes musikoplevelse er den sydkoreanske gruppe JAMBINAI et virkelig godt bud. I 2014 tog det støjende band deres blanding af syret post-rock og world-musik med til Gloria-scenen på Roskilde Festival, og selvom det er næsten fem år siden, er det en koncert, der virkelig har sat sig fast. Avantgardebandet blander traditionelle koreanske instrumenter med bas, guitar og trommer, hvilket skaber en unik og spændende musikoplevelse, som helt sikkert er et lyt værd, hvis man har muligheden for det.
Miink (UK)
Den engelske sangskriver, musiker og producer Miink laver musik, som giver dig myrekryb på den helt rigtige måde. Musikken lyder, som om år 2080 og urtiden er stødt sammen, og det har udløst en stor eksplosion af elektroniske samples og et kor, der kunne lyde som slagsange fra gamle stammer. Miink får både urmennesket frem i én, samtidig med at han virker til at være flere lysår længere fremme med sine produktioner, der i den grad bliver forstærket med hans flotte vokal.
Pizzagirl (UK)
En solid basbund, smurt med bløde synths, toppet med friskhakkede guitar-riffs og til sidst krydret med en ordentlig omgang ironi og finurlige fortællinger. Sådan ville det nok nogenlunde stå i menukortet, hvis Pizzagirl var en ret, du kunne bestille nede på det lokale pizzeria. Den engelske sanger Liam Brown startede projektet sidste år med debutsinglen “Favourite Song”, og har siden da kørt en hype omkring sig selv ved at være så random og fjollet som muligt. Det er dejligt at møde en, der ikke tager det hele så tungt og alvorligt, og det er en af grundende til, at vi glæder os til et stykke med Pizzagirls fjollede udtryk og catchy melodier.
Pom Poko (NO)
Pom Poko tager alternativ musik til nye højder med deres Rage Against The Machine-energi og fængende popmelodier. Live tager de pusten fra én, og deres musikalitet stråler ud af alle toner, der slås an, og alle rytmiske krumspring, de præsenterer. Den norske gruppe sejrede under dette års by:Larm, og er sådan et band, man bliver nødt til at opleve mindst én gang i løbet af sit liv – eller 50…
Pottery (CA)
Den Montréal-baserede gruppe Pottery har en lyd, som ligger i krydsningen mellem aggressiv post-punk og dansevenlig popmusik. De tager både de energiske og udskejende elementer fra punken og de catchy hooks fra popmusikken i brug, når de skaber deres fængende og innovative alternative univers.
Vi glæder os desuden til at se:
AJ Tracey (UK)
Amahla (UK)
Anna Calvi (UK)
Biig Piig (UK)
Black Midi (UK)
Blackwave (BE)
Blithe (UK)
Broen (NO)
FEET (UK)
Flohio (UK)
Foals (UK)
Friendly Fires (UK)
Handstand Parade (UK)
Iris (NO)
Kiana Lede (US)
Leisure (NZ)
Lewis Capaldi (UK)
Little Simz (UK)
Maisie Peters (UK)
Marika Hackman (UK)
Oh Land (DK)
Praa (FR)
Robinson (NZ)
Rosie Lowe (UK)
Shunaji (UK)
Viagra Boys (SE)
Yaeger (SE)