04 jan 25 debutalbum- og EP’er vi vil huske fra 2018

Foto: Ursula Marcussen

2018 har introduceret os til en masse nyt talent og budt på en række stærke debutudspil. Vi har på redaktionen samlet 24 debutalbum og debut-EP’er, som vi mener har stukket særligt ud fra året der gik. 

Det er stadig utroligt, hvor meget musik, der bliver udgivet i løbet af de 12 måneder, der udgør et år, og 2018 var ingen undtagelse. Udover de stærke opfølgere en række allerede etablerede kunstnere har udgivet i løbet af 2018, vil mange artister også huske 2018 for året, hvor de udgav deres første EP eller deres første album. Vi vil også huske en hel del af dem – nogle var længeventede og andre kom hurtigt efter vi var stødt på artisten, men fælles for alle nedenstående udgivelser er, at de på en eller anden måde har gjort sig særligt bemærket hos os her på redaktionen i løbet af året.

De danske

Kwamie Liv – Lovers that Come and Go

I november måned kunne både vi på redaktionen og de mange øvrige fans af Kwamie Liv for første gang lytte til den danske sangerindes længeventede debutalbum Lovers That Come and Go. Det var allerede tidligere på foråret, at den talentfulde sangfugl som en forsmag udgav albummets første single “Sweet Like Brandy”, der med sin fortryllende og inderlige musikalske komposition gav os en af årets mest behagelige musikoplevelser. Den samme fornemmelse af velbehag går igen, når man lytter til debutalbummet i sin fulde længde, hvor medrivende, elektroniske toner møder et intimt og nedtonet udtryk.

Takykardia – Takykardia

Den danske trio Takykardia gjorde i starten af året indtryk på os med udgivelsen af deres selvbetitlede debut-EP, der viste sig at være et meget vellykket mix af blandt andet hypnotiserende triphop og silkeblød soul. Bandets medlemmer har alle vidt forskellige musikalske baggrunde, der tilsammen ligger til grund for bandets udtryksfulde, legesyge univers. På Takykardia formår trioen at skabe et unikt lydbillede, der byder på både nedtonet coolness og sprudlende energiudladninger.

Luster – Luster

Med de drømmende og dansable singleforløbere som “Sexbeat”, “Fall & Forget” og “New Pleasure” havde vi ret høje forventninger til danske Lusters selvbetitlede debutalbum. Heldigvis blev disse forventninger indfriet til fulde, da udspillet så dagens lys tilbage i marts måned. Luster formår at rumme og gennemføre både de energiske og tempofyldte tracks og de mere dybfølte sjælere, uden at manden bag hele projektet, Jacob Haubjerg, går på kompromis med sin selvdefinerede og særegne “raw-pop”-lyd. Albummet indbragte desuden en koncertoptræden på Rising-scenen ved årets Roskilde Festival, hvilket absolut er en stor, fed understregning af Lusters indie-poppende talent.

CHINAH – Anyone

CHINAH fik i den grad opbygget et (godt) ry, inden de gik ud med deres debutalbum, som endelig stod klar i starten af november. Det var spændende at høre, hvordan trioen var gået til albummet, og om de “bare” ville fortsætte den karakteristiske CHINAH-lyd, som de så vellykket fik etableret på EP’erne Once the Lights Are On of Hints fra henholdsvis 2016 og 2017. Til fleres overraskelse bød debutalbummet Anyone på en mere eksperimenterende og dystopisk lyd, som vi allerede fik en smagsprøve på med singleforløberne, og det var fedt at se, at trioen stadig evnede at fornye sig og ikke røg i fælden at kopiere sin lyd, bare fordi den fungerede godt første gang. Udspillet har også gjort det dét mere interessant at se, hvad de så er i stand til at udgive næste gang.

WIINSTON – MIDNIGHT ROCKET

Vi så os allerede varme på den danske duo WIINSTON, da de tilbage i 2017 udgav den forførende debutsingle “Canada”, via intet mindre end Capitol Records. Efterfølgende udspil tegnede fortsat lovende for makkerparret Daniel Richards Wagtmann (producer) og Thomas Daniel (sanger/sangskriver), og i november landede så, nu via Copenhagen Records, hele 15 gode grunde til at holde et rigtig vågent øje med duoen, der gør sig i elektronisk, varm R&B. P3 har gjort deres for at gøre lytterne bekendte med især singlen “angelina”, som for alvor har gjort WIINSTON-navnet bekendt, men giv også de helt tidligere numre som “Canada” og “Mio” et lyt, når du udforsker WIINSTONs forførende popunivers.

The Love Coffin – Cloudlands

Det blev til hele fem ud af fem stjerner, da vores anmelder i september slap sin dom over den danske rockgruppe The Love Coffins debutalbum Cloudlands, som landede i kølvandet på de to EP’er Veranda og Buffalo Thunder. Gruppens mørke univers fik hårene til at rejse sig på vores anmelder, som kalder gruppen dedikeret og kompromisløs, og det er både på det lyriske og det instrumentale plan, at albummet fungerer til fulde.

Læs vores anmeldelse af Cloudlands her.

Holm – Dappled

Holm er det mere personlige alias for Mikkel Holm Silkjærs soloprojekt efter en blomstrende karriere som frontmand i den aarhusianske rockgruppe Yung. Der er noget coming-of-age over debut-EP’en Dappled, som består af fire guitardrevne indierock-perler, hvoraf afslutningsnummeret “Grow” fremstår som den mest personlige udviklingsfortælling. Holm er ferm med en guitar i hånden, men stemmebåndet fejler så sandelig heller ikke noget, og den rå vokal matcher det rå instrumentale udtryk, der udfolder sig i de legesyge kompositioner. Der er finurligt fingerspil og tjekket temposkift på denne rockperle fra en spændende figur på den danske alternative musikscene.

Saveus – Neuro

Det ville næsten være en synd ikke at nævne, at 2018 blev året, hvor Saveus endelig udgav et fuldlængde album. Det kom ret pludseligt den 25. maj forud for den alternative popgruppes anmelderroste åbning af Orange Scene (som vores anmelder dog ikke var helt så tilfreds med). Neuro består af ni numre, som blandt andet tæller hits som “Erase My Mind” og “Time Can Real a Man”, og det er, udover frontmand Martin Hedegaard selv, produceret af Árni Bergmann Johansson, der tidligere har arbejdet sammen med blandt andet Spleen United og Nephew.

Jack Prince – New.Wav

Selvom vores anmelder også havde flere kritikpunkter til debut-EP’en fra den nye dansk-amerikanske rapper Jack Prince, sad det vigtigste i skabet: at bidrage med noget nyt og tude eksperimentere. Vores anmelder skrev således: – Den unge dansk/amerikanske rapper Jack Prince er med sin debut-EP New.Wav endnu et eksempel på, at det er muligt at lave engelsksproget rap på et niveau, der appellerer internationalt. Men især eksperimentering med produktion og melodi på vokalen bringer noget nyt til den ulmende, engelsksprogede bevægelse herhjemmefra. 
Jack Prince bringer amerikansk-inspireret hiphop til det kolde nord, og står ifølge vores anmelder især stærkt i sine fængende hooks og imponerede flow. Vi holder øje med ham her og anbefaler, at du gør det samme.

Læs anmeldelsen her.

De udenlandske

Jorja Smith (UK) – Lost & Found

Blandt årets bedste album generelt er helt klart debutalbummet Lost & Found fra det britiske stjerneskud Jorja Smith. Lost & Found er fyldt til randen med sprøde R&B-perler, såsom de velkendte numre “Blue Lights”, “Teenage Fantasy” og “Where Did I Go?”, der alle prydes af lækre og veludførte produktioner og selvfølgelig sangerindens smukke og forførende vokal, der tilsammen gør albummet svært at overse. Det var ikke en overraskelse, at albummet også blev nomineret til den prestigefulde engelske Mercury Prize.

Dizzy (CA) – Baby Teeth

Canadiske Dizzy gjorde i år et stort indtryk på os med debutalbummet Baby Teeth, som vores anmelder ved udgivelsen kvitterede med fire ud af fem stjerner. Dizzy producerer velbalanceret drømmepopmusik, der centrerer sig om simple instrumenteringer, der prydes af forsanger Katie Munshaws dragende og magiske vokal. Med Baby Teeth formåede Dizzy at markere sig som et musikalsk act, der bestemt er værd at holde øje med fremover. Det bliver spændende at følge det karismatiske bands færden i fremtiden oven på dette debutalbum.

Læs vores anmeldelse af Dizzy’s Baby Teeth her.

Ella Mai (UK) – Ella Mai

På kort tid har det unge, britiske talent Ella Mai markeret sig som en af de mest fremadstormende popartister lige nu, og vi satte hende selv på listen over internationale artister, man skulle holde øje med i 2018, da vi i starten af året vovede at spå om fremtiden. I oktober udkom sangerindens selvbetitlede debutalbum så, og der var hverken sparet på dansable rytmer, sprøde vokalpræstationer eller vellykkede kollaborationer med flere etablerede kunstnere – heriblandt Chris Brown, John Legend og H.E.R.

King Princess (US) – Make My Bed

Den amerikanske singer-songwriter King Princess har med debut-EP’en Make My Bed gjort sig bemærket på den internationale musikscene som en af de mest talentfulde, nye popartister. På den fem numre lange og selvproducerede EP, der er udgivet via Mark Ronsons pladeselskab Zelig Recordings, er det især debut-singlen “1950”, der har modtaget opmærksomhed. I alt er udgivelsens fem numre klare eksempler på, hvordan den unge sangerinde har en ubegribelig evne til at skrive inderlige og dybfølte sangtekster, der ofte tager form som selvrefleksive og autentiske kærlighedsfortællinger og kommentarer til samfundet (hun har senest udgivet singlen med den kvindehyldende titel “Pussy Is God”). Make My Bed har om noget gjort os interesserede i King Princess’ spændende, rørende og originale univers.

GRANT (SE) – In Bloom

Vi forelskede os fuldstændig i den ekstremt dygtige svenske sangerinde og sangskriver GRANT oven på hendes optræden på 2018’s by:Larm Festival i Oslo og udgivelsen af nummeret “Waterline”, og vi hungrede prompte efter mere musik fra den 23-årige musikers helt unikke, fuldstændigt overvældende og dramatiske popunivers. Det kom der heldigvis allerede få måneder efter i form af debutalbummet In Bloom. Et ekstremt stærkt udspil, der med tryllebindende numre som “Shimmer”, “Lightyears og “Catcher in the Rye”, efterlader lytteren med en gennemført “Wauw!”-oplevelse. GRANT har med sit alternative popunivers, lidt ala Lana Del Rey, med andre ord sat barren højt for, hvad vi kan forvente os af det svenske spirer i fremtiden.

Clairo (US) – diary 001

Første gang vi fik øje på den amerikanske bedroom-popper, Clairo, var igennem en ret humoristisk DIY-musikvideo til singlen “Pretty Girl”, hvor sangerinden sidder hjemme på sit værelse i sweatshirt med uglet hår og solbriller, mens hun synger og danser til sin samfundskritiske sang. Et par måneder senere fulgte så Clairos første officielle musikvideo til singlen “Flaming Hot Cheetos”, hvor hun danser rundt med flammende hotte osterejer i palmeomkransede og pastellyserøde Miami-omgivelser. Begge singler skulle vise sig at være forløbere for hendes debut-EP, diary 001, der landede i slutningen af maj. Et flot og sprødt debutudspil, der indeholder yderligere fire fortryllende lo-fi bedroom-pop-tracks, heriblandt “Hello?”, hvor Clairo gæstes af den gæve Dublin-rapper, Rejjie Snow. Vi fortryder ikke, at vi i starten af 2018 placerede Clairo på vores liste over internationale navne, man skulle holde øje med i løbet af året og anbefaler dig fortsat at skrive dig navnet bag øret.

Parcels (AU)– Parcels

Den australske funk/indiepop-gruppe Parcels, som nu er bosat i Berlin, har luret i undergrunden i noget tid og spillede blandt andet på den tyske pendant til SPOT Festival, Reeperbahn, allerede i 2016, hvor deres sprudlende energiudladning af en koncert også endte på vores liste over højdepunkter fra festivalen. Det var derfor også længeventet, da deres selvbetitlede debutalbum endelig udkom i oktober i kølvandet på de solide funkperler “Lightenup” og “Tieduprightnow”. En del af Parcels historie er blandt andet, at de i sin tid blev opdaget af producer-legenderne Daft Punk, med hvem de i 2017 udgav singlen “Overnight”. Det forlyder sig, at Daft Punk endda tilbød at producere gruppens debutalbum, men det ville de heller stå for selv, og det har de klaret så udmærket! Hold øje med de her gutter.

Læs vores seneste interview med Parcels her.

Kali Uchis (US) – Isolation

Amerikansk-columbianske Kali Uchis‘ debutalbum Isolation er umuligt at komme udenom på en liste som denne, og albummet ville uden tivivl også indgå, hvis vores liste spændte brede end “bare” debutudgivelser. Albummet er topmoderne og som skrevet ind i nutiden, men uden at gengive andre moderne succeser eller køre på den sikre “det-ved-vi-streamer-for-tiden”-formular, som man af og til kan føle, visse artister tyer til. Bevares, der er latin-feeling på albummet – en tendens man i den grad må sige har karakteriseret de seneste musikår – men nu er Kali Uchis jo også fra Columbia, og det er gjort på hendes egen måde. Genremæssigt spænder Isolation over alt fra jazz-undertoner, soul og R&B til reggaeton og psykedeliske effekter. Kali Uchis er den altoverskyggende dronning af det her album, men hun har inviteret gæster som The Internet’s Steve Lacy, Tyler, The Creator, Damon Albarn og Kevin Parker fra Tame Impala med, som alle får lov at bidrage med deres personlige særpræg i det forførende univers.

Shame (UK) – Songs of Praise

Shame kan snildt gå for at være et af de mest interessante britiske rockbands lige nu. De har været aktive nogle år, men debutalbummet Songs of Prise landede den 12. januar 2018 via pladeselskabet Dead Oceans (som bl.a. også huser Kevin Morby, Mitski, Phoebe Bridgers og Slowdice), til stor begejstring blandt musikkritikerne. Shame leverer energisk, guitarpræget post-punk – ikke som et form for fortidslevn fra den britiske punk-scene, men mere som en moderne genoplivning af en genre, mange har erklæret død, hvilket Songs of Prise demonstrativt modvirker.

Everything is Recorded – Everything is Recorded by Richard Russel

Everything is Recorded er et lidt specielt udspil fra en ret speciel kunstner. Til daglig leder Richard Russel, manden bag, det britiske pladeselskab XL Recordings, der står bag succeser som Adele, King Krule, Sigur Rós og Radiohead. Men i 2018 agerede han så også lige producer på albummet Everything is Recorded by Richard Russel, hvor et sammensurium af alternativ pop udfolder sig med hjælp fra prominente navne som Sampha, Kamasi Washington, Giggs og Peter Gabriel – for at nævne nogle få. Albummet er på en gang en demonstration af Russels eget store talent, etablerede stjerners store talent og helt nye spirers store talent. Det er rigtig meget talent på én gang, og det gør Everything is Recorded by Richard Russel til et (Mercury Prize-nomineret) album, vi uden tvivl vil huske 2018 for.

Mormor – Heaven’s Only Wishful

Den canadiske kunster med det (for os i Danmark) spøjse navn MorMor har med debut-EP’en Heaven’s Only Wishful markeret sig som et navn, de fleste medier er enige i, man skal holde øje med i 2019. Vi har i løbet af 2018 inkluderet singleforløberen “Whatever Comes to Mind” på vores Uimodståelige-playlist, og nummeret er da også et af de absolut stærkeste indslag på EP’en, der dog også kan prale af titelnummeret “Heaven’s Only Wishful”. Musikken er en unik blanding af pop, indiepop og soul og er generelt ret svært at kategorisere. Dog har sammenligningen med landsmanden The Weeknd været svær at komme udenom, måske især med henblik på MorMors uimodståelige falset.

serpentwithfeet – Soil

Vi bliver ved alternativ pop, eller måske snarere eksperimenterende soul/R&B fra den interessante queer-artist og gospelvokalist serpentwithfeet, der i juni udgav debutalbummet Soil. På det 11 numre lange album har Josiah Wise, manden bag serpentwithfeet, fået hjælp fra producer og lydmanipulatoren Katie Gately, Clams Casino og Paul Epworth, som blandt andet stod bag Adeles album 21, så der er ikke noget at sige til, at debutalbummet, som han også selv har været med til at producere, er blevet så vellykket, som det er. Kunstneren med det imponerende register har desuden gæstet Danmark af flere omgange i 2018 – blandt andet på Haven Festival.

Rolling Blackouts Coastal Fever – Hope Downs

Der var tæt på topkarakter til australske Rolling Blackouts Coastal Fever for deres solide debutalbum Hope Downs, hvis leadsingle “Talking Straight” satte barren højt for indierock gruppens videre udspil. Hope Downs levede op til forventningerne og markerede et stærkt debutalbum, som vores anmelder kaldte en næste fejlfri præstation. Rolling Blackouts Coastal Fever er for dig, der elsker guitarbaseret indierock (gruppen består af hele tre guitarister), og så er der nøk til både punk og country. Rigtig god blanding fra et rigtigt spændende act.

Dream Wife (IS/UK)– Dream Wife

Den islandsk-britiske trio Dream Wife blev dannet i forbindelse med et projekt på kunstskolen i Brighton, men udviklede sig til noget af en succes. Vi stiftede første gang bekendtskab med pop/punk-trioen til The Great Escape Festival i Brighton i 2017, hvor islandske Rakel Mjöll og britiske Alice Go og Bella Podpadec blæste os bagover med deres rå energi og feministiske budskaber: “I am not my body I’m somebody” nærmest råber Rakel på nummeret “Somebody”, som er at finde på det selvbetitlede debutalbum, de udgav i slutningen af januar 2018, og som vores anmelder kvitterede med tre en halv ud af fem stjerner.

Læs vores anmeldelse af Dream Wife her.
Læs vores seneste interview med Dream Wife her.

Middle Kids (AU) – Lost Friends

Australske Middle Kids består af sangerinden Hannah Joy, hendes mand mulitinstrumentalisten Tim Fitz, og trommeslageren Harry Day. Mens Hannah er klassisk trænet, har Harry studeret jazz på konservatoriet i Sydney, men ingen af de genre er særligt kendetegnende for den musik, de på debutalbummet Lost Friends præsenterede, som i langt højere grad burde glæde alle med hang til indierock, guitarmusik og country. Det kommer ikke bag på os, at selveste Elton John er erklæret fan, for trioens musikalitet er ikke til at tage fejl af, og det er næsten ikke til at tro, at Lost Friends er gruppens første albumudspil. Lyden er simpelthen så helstøbt og gennemført, at man forventer en garvet flok at stå bag, som har brugt årtier på at finpudse lyden. Det har de ikke, de har baret ramt et eller andet helt rigtigt.

Læs vores seneste interview med Middle Kids her, og læs hvorfor Lost Friends er et af vores redaktørs meste afspillede album i 2018 her.

Pale Waves (UK) – My Mind Makes Noises

»Melodierne er ukomplicerede, men ørehængende, bandet har flair for det simple, men uimodståelige guitarriff, og overordnet set er det nærmest en umulighed at forholde sig i ro, når man hører deres musik. Særligt numrene “There’s A Honey” og “Kiss” præsenterer lytteren for lækre funkede baslinjer og en generelt ualmindeligt velsmurt rytmesektion,« sådan skrev vores anmelder i sin tid om debutalbummet fra Manchester-kvartetten Pale Waves. Selvom anmeldelsen også fremhæver flere hængepartier, er det svært at komme udenom den store rolle, Pale Waves spillede i musikåret 2018. Indie/drømme/emo-pop-bandet (kært barn har mange navne) blev en af de mest omtalte nye navne, og trods svagheder ved debutalbummet kan man ikke komme udenom, at sange som “Kiss”, “There’s A Honey” og “Television Romance” er satans gode.

Læs vores anmeldelse af My Mind Makes Noises her.
Læs vores interview med forsanger Heather Baron Gracie her.

Gå heller ikke glip af:

Cardi B (US) – Invasion of Privacy
Octavian (UK) – Spaceman
Snail Mail (US) – Lush
Moon Loves Honey (DK)- You Drift Away From Me
Albin Lee Meldau (SE) – About You
Dusin (DK)- Halvtolv
mono mono (DK) – Natural
Matt Maltese (UK) – Bad Contestant
Confidence Man (AU) – Confident Music for Confident People
M. Rexen (DK)- The United Kingdoms, Pt. 1 – An Endless Sea of Honey
Eerie Glue (DK) – The Benefits of Being Mad
Tirzah (UK) – Devotion
Hanna Järver (SE) – So Long
HMLTD (UK) – Hate Music Last Time Delete
Bæst (DK) – Det Umulige Rum
Hatchie (AU) – Sugar & Spice