bandsoftomorrow.com | Redaktøren guider: Ni album jeg har hørt på repeat i 2018

Redaktøren guider: Ni album jeg har hørt på repeat i 2018



Foto: N.E.R.D. // Driely S.

Sidste år lå navne som The War on Drugs, King Krule, The Big Moon og School of X øverst på min liste over mest afspillede album, og i år finder du blandt andet kunstnere som Kali Uchis, Saba og Middle Kids. Jeg håber, at nogle af de ni album og EP’er, jeg har hørt allermest i 2018, kan inspire, hvis du mangler lidt til juleferien eller det nye år.

N.E.R.D. – NO ONE EVER REALLY DIES

Jaja, det her album er teknisk set fra 2017, men det kom så sent (15. december), at det næsten ville være umuligt at nå at høre nok til at forbinde det med musikåret 2017. Trods en overvejende positivitet blandt anmelderne har Pharrell Williams, Chad Hugos og Shae Haleys første album siden 2010’s Nothing også fået en del kritik. Og det forstår jeg egentligt også godt, for det er langt fra fejlfrit. Alligevel er jeg gået tilbage til albummet igen og igen, når jeg har haft brug for et kick og en energibooster – for det er trods alt, hvad N.E.R.D. er så sikre garanter for. Mine favoritnumre tæller (måske ikke overraskende) Rihanna-samarbejdet “Lemon”, det tankevækkende opråb til et USA præget af politivold: “Don’t Don’t Do It!”, den fuldstændigt geniale “1000”, hvis kaotiske og alligevel skarptskårne beat-drevne udtryk minder mig om “Rock Star” fra In Search Off… og så “Deep Down Body Thurst”, som ellers har modtaget en del kritik. Som du kan se på track-listen er det så også klart første del af albummet, der fanger mig mest. Alligevel har jeg gang på gang hørt det til ende, når det først er kommet på, og der er altså også godter at hente i nogle af pladens senere numre. 

Holm – Dappled (EP)

Debut-EP’en Dappled fra Yung-frontmanden Mikkel Holm er det eneste danske udspil, som sådan for alvor har nået at fange mig i år og udgjort en plade, jeg er vendt tilbage til igen og igen. Jeg er en sucker for guitar-musik og upoleret indierock, og den ungdommelige restløshed, der præger de fire numre på Dappled, går rent ind. Jeg elsker temposkiftet og den fremtrædende bas i et nummer som “Hope” og det melodiske og melankolske i for eksempel titelnummeret “Dappled”. Holms vokal klæder både resten af det instrumentale lydbillede og de eksistentielle tekster om at vokse op. Jeg føler mig virkelig inviteret indenfor i de 16 minutter, EP’en varer, og så får jeg hver gang, jeg lytter til EP’en, lyst til at finde min gamle guitar frem, låse mig inde på mit værelse og øve mig på fingerspil og fede akkordrundgange, indtil det lyder lige så godt, som det gør her. 

Sunflower Bean – Twentytwo in Blue

Jeg har et helt særligt forhold til New York, hvor trioen Sunflower Bean kommer fra (Brooklyn helt præcist). Og det er måske motiveret af min store kærlighed for byen, men jeg synes altså, at jeg kan høre New York i gruppens andet albumudspil Twentytwo in Blue. Om det er The Strokes-klingende guitarrock der spøger, eller måske lidt Velvet Underground i eksempelvis et retro-nummer sommer “Sinking Sands”, hvor Nick Kivlen har taget over for Julia Cumming på sang, eller duetten “Any Way You Like”. Nummeret, der i sin tid fik mig hooked på Sunflower Beans 2018-udspil var nummeret “Twentytwo”, som efter min mening er et af de absolut bedste sange, der overhovedet er kommet ud i år. Cumming synger simpelthen så smukt over akkorder og melodistykker, der er lige så smukke, og teksten om synet på unge kvinder er virkelig rammende. Efter at have skamlyttet til “Twentytwo” er jeg især også blevet glad for førnævnte “Sinking Sands” og “Any Way You Like”, Trump-fuckfingeren “Crisis Fest” og “Only a Moment”, som på et tidspunkt lyder fuldstændig som noget, Cocteau Twins kunne have lavet, udover at man her også har en tekst at forholde sig til. Al respekt til Sunflower Bean, som i en alder af kun 22 år har begået så skønt et album som Twentytwo in Blue.

Vi mødte tidligere på året Sunflower Bean til en snak om albummet og at være musiker i New York. Læs med her

Kali Uchis – Isolation

Det her album fra columbiansk-amerikanske Kali Uchis er et af de bedste popalbum, jeg længe har hørt. Aldrig har 47 minutter gået så hurtigt, som når Isolation flyder ud af højtalerne. Kali Uchis er kommet frem i en periode, hvor der er så sindssygt meget pop, dels at drukne i, og dels at hente (nogle gange for meget) inspiration fra. Ingen af de fælder er Kali Uchis faldet i. Hun har skabt et originalt og unikt lydlandskab, der stadig bygger på populære virkemidler som eksempelvis latin-inspirerede rytmer (nu er hun jo så også fra Columbia). Jeg har virkelig svært ved at pege på et yndlingsnummer fra Isolation. Det var “Just a Stranger”, der i sin tid gjorde mig bekendt med Kali Uchis, og det var egentligt bare fordi, jeg er ret vild med det, Steve Lacy, laver, at jeg gav det et lyt. Sidenhen er numre som “Miami (feat. BIA)”, “Tomorrow”, hvor Tame Impala’s Kevin Parker blandt andet står for synths, og den Damon Albarn-indspillede “In My Dreams gået rent ind, men altså… et lyt eller ti fra start til slut har ikke skadet de uendelig mange gange, jeg har lavet den manøvre i løbet af 2018.

Blossoms – Cool Like You

Jeg elskede Blossoms‘ debutalbum Blossoms fra 2016, og jeg elsker deres opfølger Cool Like You fra april i år, selvom modtagelsen af den har været blandet. Jeg tror dog, at de fleste har været enige i, at lead-singlen “There’s a Reason Why (I Never Returned Your Calls)” er et stjernegodt popnummer. Vi har tidligere beskrevet Blossoms som et kærlighedsbarn mellem ABBA og Arctic Monkeys, og den geniale blanding synes jeg stadig holder stik på Cool Like You. Den britiske rock-charme ala det tidligere Arctic Monkeys sættes i pop-kontekst af melodierne og den karakteristiske 80’er-synth, der gennemsyrer de fleste af deres numre. Blossoms er et band med stort B, og et virkelig sammenspillet et af slagsen, hvor alle instrumenter får lov at stikke ud og træde skiftevist frem i lydbilledet. “There’s a Reason Why”, “I Can’t Stand It”, “Cool Like You”, “How Long Will This Last”, “Love Talk” og den mere rockede “Giving Up the Ghost” er mine bud på, hvor du skal starte, hvis du vil komme bedst ind på det her album. Prøv også at give de akustiske versioner på Deluxe-pladen et skud. Det er virkelig overlegent at pille al gearet af sin musik og vise, hvor sindssygt vild sangskrivning, der lægger bag de her numre, når de skæres ind til benet.

Vi fangede forsanger Tom Ogden til en snak på release-dagen den 27. april, så du kan læse lidt om hans tanker bag albummet her

Christine and the Queens – Chris

Det kan umuligt være første gang, du ser albummet Chris fra franske Christine and the Queens på en liste over elskede album fra 2018. Det bliver nok heller ikke den sidste. Den Roskilde-aktuelle kunstner har med Chris cementeret sig som en af de mest interessante popartister på den internationale musikscene lige nu. Albummet trækker tråde til artister som Madonna, Prince, Michael Jackson og Haim, samtidig med at det ikke lyder som noget andet lige nu. “Girlfriend (feat. Dâm-Funk)” er en funkfest uden lige, mens mine personlige favoritter “Goya Soda” og “5 dollars” er virkelig kreative bud på smuk, alternativ pop anno 2018. Heloise Letissier (kvinden bag) har en for vild vokal, som står knivskarpt frem her, og akkompagneret med de vokalharmonier, flere af numrene byder på, er det fuldstændig uimodståeligt. Den elektronisk-prægede produktionen er varm, og melodierne er tilpas lette at følge og alligevel uforudsigelige, helt som et innovativt popalbum skal være.

Middle Kids – Lost Friends

Jeg har virkelig haft svært ved at forklare, hvilken type musik australske Middle Kids spiller, når jeg i løbet af 2018 har prøvet at overtale alle i min omgangskreds til at give dem et lyt. Der noget rocket over det, noget folket, noget country-agtigt og nogle gode popmelodier. Det er organisk og meget tidløst, og det gør debutalbummet Lost Friends til et virkelig godt holdepunkt i virvaret af moderne synthpop, trap og alt muligt andet (som bevares også kan være virkelig godt). Jeg er så vildt imponeret over, hvor veleksekveret Lost Friends er for et debuterende band. Jeg har ikke en finger at sætte på hverken tekster, sangskrivning, produktion eller noget andet. Selvfølgelig er der sange, der står tydeligere i erindringen end andre, men som et fuldt album spiller alle numrene rigtig godt sammen. Mine favoritter er nok gået hen og blevet “Bought It”, “Mistake”, “Edge of Town” og titelnummeret “Lost Friends”, så hvis du vil give Middel Kids et forsøg, vil jeg anbefale dig at starte der.

Vi mødte Middle Kids til en snak, da de tidligere på året gav koncert i Ideal Bar. Læs med her

Haley Heynderickx – I Need to Start a Garden

Min kollega beskrev på et tidspunkt Thomas Dybdahls musik som følelsen af at blive aet på kinden, og det er dét Haley Heynderickx‘ debutalbum I Need to Start a Garden er for mig. Pladen åbnes med den uforlignelige “No Face”, der giver mig kuldegysninger fra start til slut, og den slår efter kun et minut og 56 sekunder over i “The Bug Collector”, som er alternativ folk i sin allerfineste form. Guitarspillet på pladen, Heynderickx’ skønne vokal, det minimalistiske lydbillede, de fine melodier og tilføjelsen af strygere og horn er alt sammen med til at gøre I Need to Start a Garden til en af mine absolutte go-to’s når jeg har brug for at slappe af og drømme mig helt væk for en stund. Det er nok den absolutte modsætning til N.E.R.D.s kaotiske NO ONE EVER REALLY DIES fra starten af min liste her. Det er meget priviligeret at have musik nok til enhver sindstilstand… 

Saba – CARE FOR ME

Chicago-rapperen Saba‘s CARE FOR ME er det eneste rendyrkede rapalbum på min liste i år, selvom jeg føler mig ret sikker på, at Pusha T’s DAYTONA med lidt flere gennemspilninger også godt kunne være havnet her. Man må sige, at trap, mumble-rap og soundcloud-rap har domineret hiphoplandskabet i år, og det rammer ofte lidt ved siden af mine personlige præferencer inden for hiphop. Men så er det godt, at Saba, som klinger lidt af Kendrick Lamar og blandt andet har arbejdet sammen med Chance the Rapper, også kom frem i år. Jeg blev første gang drevet ind i hans univers, da jeg hørte den hjerteskærende syv et halvt minut lange “PROM/KING”, nogenlunde samme tid som albummet kom ud i starten af april. Repræsentativt for resten af pladen handler nummeret om Sabas sorg efter tabet af sin fætter – som vist mere har fungeret som en bror – rapperen Walter Long Jr, som mistede livet i et knivangreb. “PROM/KING” er en todelt historie, der både produktions- og flowmæssigt intensiveres, jo tættere vi kommer på fortællingen om to telefonopkald, hvoraf det sidste var meddelelsen om, at Walter var forsvundet (han var tidligere forsøgt dræbt i et drive-by-shooting). Man skal lytte til CARE FOR ME i den rækkefølge, numrene kommer, for udover at der er en fortælling på “PROM/KING” er hele albummet en historie i sig selv. Det er en historie om om bearbejdelsen af dyb sorg og om at bo i et af Chicagos hårdeste områder – blandt andet. 

Saba gæster Lille VEGA den 9. marts 2019.

Nikoline Skaarup
nikolineskaarup@bandsoftomorrow.com