fbpx

Pale Waves er tilbage med sukkersød melankoli på den nye single “The Tide”

Foto: Danny North

VEGA-aktuelle Pale Waves er tilbage med deres nyeste single ”The Tide” fra deres kommende debut-EP All The Things I Never Said.
Den fremadstormende britiske gruppe, Pale Waves, har for alvor haft medvind i det forgangne år, og nu er de tilbage med den nye single “The Tide” fra deres kommende debut-EP All The Things I Never Said. Udgivelsen kommer lige i kølvandet på en stor bevågenhed fra mange sider – inklusivt vores, da vi i starten af året inkluderede dem på listen over 18 internationale navne du skal holde øje med i 2018.
Gruppens kombination af drømmende indie-pop og et gådefuldt melankolsk univers har særligt skabt stor interesse i England, hvor blandt andre Matty Healy fra The 1975 erklærede sin kærlighed til bandets 80’er nostalgiske lyd, og bød ind som medproducer på de to første singler: “My Obsession” og “New Year’s Eve”, som vi også dækkede her på redaktionen. Gruppen er desuden signet til selv samme pladeselskab (Dirty Hit Records) som The 1975 og andre af vores favoritter som Wolf Alice, Marika Hackman og The Japanese House.
Nu er den seneste single “The Tide” så ude. Singlen er ingen undtagelse fra de forrige udgivelsers 80’er poppede grundsten. Nummeret rummer den samme røde tråd, der peger i retning af et bundsolidt EP-udspil, hvor både mascara og glitter kommer til at flyde side om side. “The Tide” er bygget op om et dansabelt tempo, hvor den prikkende guitar stjæler rampelyset i sangens tema. De nærmest krystalliserede synthroller drysser nænsomt ned over hele denne drømmende boble af sukkersød melankoli. Når nummerets omkvæd så falder, kan der ikke herske tvivl om, at der med sangerinden Heather Baron Gracies stemme er lagt i kakkelovnen til en godt gedigent sing-along øjeblik.
Du kan lytte til “The Tide” via nedenstående link:

Pale Waves indledte deres UK / EU tour i går, og du kan fange dem
på Ideal Bar i København den 13. februar

Tags:
Mathias Jepsen
mathiasjepsen@bandsoftomorrow.com