fbpx

Pale Waves – My Mind Makes Noises

Foto:Danny North
Label: Dirty Hit
Udgivelsesdato: Fredag den 14. september 2018

Det engelske indie-pop band Pale Waves har begået et ganske fint album, som desværre også rummer et par hængepartier.

Pale Waves – My Mind Makes Noises
3 / 5 Anmeldelse

Siden 2014 har Heather Baron-Gracie, Ciara Doran, Hugo Silvani og Charlie Wood spillet musik sammen under navnet Pale Waves. I 2017 debuterede de med singlen “There’s A Honey”, tidligere i år udsendte de EP’en All the Things I Never Said, og nu er det Manchester-baserede band aktuelle med deres første fulde album My Mind Makes Noises.

Selvom Pale Waves ikke har eksisteret særligt længe, har de allerede opnået betydelig success både i hjemlandet og internationalt. Sidste år turnerede de både i Europa og USA, og i februar vandt de prisen ‘Under the Radar’ ved NME’s årlige prisuddeling. Den voksende begejstring for Pale Waves er ikke svær at forstå, for der er ingen tvivl om, at det engelske band er dygtige til dét, de gør.

Genremæssigt beskrives gruppens musik ofte som synth-, indie- og dream pop, og på My Mind Makes Noises har Pale Waves fundet frem til en ganske vindende og meget velfungerende lyd.

Melodierne er ukomplicerede, men ørehængende, bandet har flair for det simple, men uimodståelige guitarriff, og overordnet set er det nærmest en umulighed at forholde sig i ro, når man hører deres musik. Særligt numrene “There’s A Honey” og “Kiss” præsenterer lytteren for lækre funkede baslinjer og en generelt ualmindeligt velsmurt rytmesektion.

Tekstligt tematiserer albummet de unge teenage-år; nervøsiteten, usikkerheden og den ulykkelige kærlighed. På “Eighteen” synger Baron-Gracie: “I finally felt I could feel for the first time//When I met you”. Teksterne kan ikke betegnes som store poetiske bedrifter, men de er alligevel svære at ryste af sig, fordi de beskriver følelser, som de fleste af os genkender.

My Mind Makes Noises er en ganske fin bedrift, men der er enkelte aspekter ved albummet, som nødvendigvis vil komme til at virke en smule trættende på lytteren. For det første minder mange af numrene om hinanden. Pale Waves veksler tekstligt mellem et blåøjet ‘dig-og-mig’-synspunkt og et emo lignende ‘ingen-forstår-mig’-synspunkt, og selvom disse følelser er genkendelige, bliver man også en smule udmattet af at høre om dem igen og igen. Instrumentalt set udføres stort set alle sangene i samme tempo. Desuden åbner størstedelen af dem med synth-effekter og så en kort guitarsolo, og forholdet mellem vers og omkvæd er ens fra nummer til nummer; Baron-Gracie får forgrunden i versene og i omkvædene foldes hele synth-paletten ud.

For det andet har Baron-Gracie nogle uheldige vokale tendenser. Hun begår sig i lidt for mange stemmeknæk, hvilket navnlig bliver tydeligt på albummets sidste nummer “Karl”, hvor hun kun akkompagneres af en akustisk guitar. Det ville klæde hende at indse, at hun ikke behøver alverdens effekter for at behage sin lytter. Hun har en smuk stemme, og det burde være mere end nok.

Sofie Ree
sofieree@bandsoftomorrow.com