11 dec Redaktøren: Ni album jeg har hørt på repeat i 2017

Foto: King Krule//PR

2017 var et virkelig godt musikår, og heldigvis viser det sig, at albummet ikke er dødt, som mange ellers har spået. Næhnej, det lever tvært imod i bedste velgående, og 2017 har været en ren gavebod af fede plader. Vores redaktør afslører her hvilke ni album og EP’er, hun har hørt på repeat i år.

Som året går på hæld virker det meget naturligt at se lidt tilbage på alt det, der har været med til at forme det, og musik har af og til en ret fascinerende evne til at kunne minde én om året der gik. Jeg tror, at alle kender det der med, at en helt bestemt sang kobles til et bestemt minde, eller at man skamlyttet til et eller andet album på en eller anden ferie et år, så man hver gang, man hører musikken, kan lyde som en gammel bedstefar og sige “åååh ja børn, det var sommeren 2017, at blablabla…”

Jeg har udvalgt ni album og EP’er, jeg nok i fremtiden vil huske 2017 på, fordi de er strømmet ud af mine højtalere i højere grad end noget andet. Jeg håber, at du måske kan forelske dig i dem, lige så meget som jeg har.

The Big Moon – Love In the 4th Dimension

Der er én ting, vi lige så godt kan få afklaret fra start: Jeg lytter til rigtig meget britisk musik, sådan virkelig meget, så du skal ikke undre dig over, at der er så mange britiske artister på denne her liste (med mindre du hader britisk musik og undrer dig over, at jeg gider lytte til det. I så fald ved jeg ikke, hvad jeg skal sige til dig). Okay, så The Big Mooner nok en af mine absolut yndslingsopdagelser fra i år. Bag The Big Moon står fire piger fra London, som bare virkelig godt kan lide at spille musik, og det stråler så sindssygt meget igennem på deres debutalbum fra april, at glæden bevæger sig direkte fra studiet, ind i mine højtalere og ud af min krop, hver gang, jeg lytter til det. Pigerne spiller ubekymret, melodiøs indierock ala et band som The Libertines, hvor al det leg og sjov, jeg regner med, der er ved at spille i et band, ligger under overfladen i hvert nummer. Forsanger og guitarist Juliette Jacksons vokal er dejligt ærlig og uprætentiøs, og når Celia Archer (bass og vokal) og Soph Nathan (guitar og vocal) bidrager med smukke harmonier, rammer det lige dér, hvor det skal. Albummet indeholder både hårdtslående, uptempo og attitudefulde energiudladninger og smukke nedtonede numre, og så et af mine yndlingsnumre fra i år, “Happy New Year”, som jeg virkelig håber, du vil tjekke ud.

King Krule – The OOZ

Vi bliver i England, og egentligt også i London, med kongen af Bedroom-DIY-sound og eksponenten for, hvad der lader til at være konsensus om, et af årets vigtigste albumudgivelser. Jeg er helt enig. Da jeg tilbage i 2013 for første gang hørte King Krule med udgivelsen af nummeret “Easy Easy”, blev jeg som så mange andre fanget af en fascination af denne unge Archy Marshalls originalitet. Det er ikke blot hans genkendelige rustne stemme, der skiller sig ud, men hele hans tilgang til at skrive musik, som synes at bryde med alle normer, nogen nogensinde har sat op for, hvordan man skal skrive musik, samtidig med, at der trækkes tråde til genkendelige genrer som punk, jazz og hiphop. Samme gælder 2017-albummet The Ooz, hvor King Krule viser sig som indbegrebet af Tivolis slogan: “Altid som aldrig før”. Det føles på én gang spritnyt og dejligt gammelt, og man er ikke et sekund i tvivl om, hvem det er, man lytter til. Fra et stille low key-nummer som “Czech One” til et mere aggressivt nummer som min personlige favorit “Dum Surfer”, King Krule mestrer variationen til perfektion. Så tak for endnu et godt album King Krule, og tak for en fantastisk koncert i VEGA forresten.

Amanda Delara – Rebel (EP)

Hende her er hverken rockmusiker eller britisk, som så mange andre navne på min liste. Hun er en norsk/iransk sangerinde fra den lille by Nes, og hun fejede benene fuldstændig væk under mig på by:Larm Festival i Oslo i år. Amanda Delaras musik er virkelig gennemført pop, der trækker tråde til både hiphop (hun elsker Kanye West), reggae (hun elsker også Bob Marley) og lidt R’n’B. Produktionerne er lige så knivskarpe som hendes meget samfundskritiske tekster og sammen med stærke melodier og hendes attitudefulde og sprøde vokal, går alt simpelthen op i en højere enhed. Delaras debut-EP Rebel tæller fem numre, der kan hver deres ting. Hvor “Paper Paper” er et på én gang storslået og underspillet nummer er “Dirhamz” og “Grown Ups” indbegrebet af radiohits. Du kan jo selv lytte til EP’en og fortsætte analysen…

Du kan læse mere om Amanda Delara i vores interview fra SPOT Festival her.

The War on Drugs – A Deeper Understanding

2017 blev året, hvor de garvede gutter i Philadelphia-bandet The War on Drugs endelig rørte på sig igen efter tre års stilhed. Jeg så det dog som en nærmest umulig opgave at komme efter 2014’s uhyggeligt gode Lost In The Dream, men heldigvis, har den amerikanske sekstet gjort det igen med A Deeper Understanding. Den følelse af frihed, jeg får, når Adam Ganduciel og co. sætter gang i deres guitardrevede og helt-nede-på-jorde-agtige alternative rock, er ikke forsvundet efter tre år, og det glæder mig så meget at høre, at ikke alle i streaming-alderen er bange for en lang intro og et langt nummer, hvis det er det, der skal til for at opbygge den helt rigtige stemning (forbered dig på 11 minutters pure happiness, hvis du sætter “Thinking of a Place” på). Min favorit fra albummet er “Holding On”, så den får du her:

Du kan læse vores anmeldelse af A Deeper Understanding her.

Declan McKenna – What Do You Think About the Car?

Unge Declan McKenna fra Hertfordshire i England har ligesom The Big Moon lavet et helt igennem mesterligt debutalbum, hvis du spørger mig. Hans klassisk britiske indiepop er på én gang legesyg i dets produktioner, melodier og opbygninger, og bunddyb i McKennas ofte meget samfundskritiske tekster. Han kan godt skrive sange om kærlighed, som alle mulige andre 18-årige (ja, han er fra 1998!!), men mest af alt bekymrer han sig for det samfund, han lever i. Nummeret “Paracetamol” handler for eksempel om, hvordan medierne misrepræsenterer unge transkønnede, “Brazil” er en kritik af FIFAs beslutning om at afholde VM i det fattigdomsramte sydamerikanske land, mens han på “Isombard” italesætter problemet med amerikansk politivold. Da jeg i starten af året placerede Declan McKenna på vores liste over 17 navne, du skal holde øje med i 2017, var det på baggrund af “Brazil” og “Isombard”, som jeg var faldet over, og forventningerne til ham steg til tops. At han med What Do You Think About the Car? skulle indløse dem så godt havde jeg dog ikke regnet med. Men okay, når man har Depeche Mode-, Florence & The Machine– og Arctic Monkeys-produceren James Ford med om bord, så er barren ligesom også sat. Her er min foreløbige favorit “Humongous”, som i mine øjne tangerer til et af de bedste numre, der er udgivet i år.

School of X – Faded. Dream. (EP)

Danske Rasmus Littauer har med sit soloprojekt School of X lagt soundtrack til mange af mine 2017-timer. Hvis ikke til koncert så på plade. Jeg tror, at det, jeg er mest imponeret over ved School of X, er hans evne til at ramme en eller anden ret moderne lyd, som alligevel ikke klinger af noget andet. Det er jo ikke fordi, det er spritnyt at lade synths indgå som et af de bærende elementer i musikken i disse år, men der sker bare noget andet, når ha gør det. Da mit kendskab til det rent tekniske bag, hvordan man bruger en synth, er ikke-eksisterende, så kan jeg desværre ikke sige, hvordan han har båret sig ad. Men jeg kan sige, at han rammer plet med stemning, som er min nummer ét-ting at lytte efter, når jeg hører musik. Jeg føler mig rastløs, jeg føler mig ung, jeg føler mig på én gang tilpas og forvirret, jeg føler, at jeg drømmer, og jeg føler, at et eller andet rammer mig lige midt i maven og vækker mig igen. Jeg tror det hele handler om et meget kontrastfuldt univers, Littauer har formået at bygge op, hvor modsætninger mødes og påvirker hinanden på en tilsidst meget harmonisk måde. Med andre ord: jeg ved ikke, hvad han gør, men han gør det godt, og derfor er Faded. Dream. endt med at blive en af mine bedste go-to-udgivelser dette år.

Du kan læse vores interview med School of X op til hans koncert på Roskilde Festival her.

Du kan læse endnu et interview fra vores møde på Reeperbahn Festival her.

Og så kan du finde vores anmeldelse af Faded. Dream. lige her.

Cosima – South of Heaven

Nå, så er det vel på gode tide med endnu en brite. Jeg synes også, det er ved at være længe siden… Cosima er en artist, en af mine yndlings radioværter, Matt Wilkinson fra Apple Music’s Beats 1, har introduceret mig for og spillet i sit program. Og jeg kan lige så godt afsløre med det samme, at jeg har snydt lidt, for South of Heaven er faktisk fra 2016, MEN! jeg opdagede det først i år, så jeg har tilladt mig at tage den med alligevel. Med en blanding af pop, soul, R’n’B, lidt jazz, lidt funk, lidt klassisk, lidt alt derimellem og en gudesmuk vokal, formidler Cosima sine tekster, hun har fortalt mig i sidste ende handler om hendes oplevelser med at være kvinde; “for det er det, jeg er. Og jeg tror, vi har en masse lort at tale om, og en masse lort, vi bliver nødt til at ændre på.” Der er altså rigtig meget at komme efter i Cosimas tekstunivers, men hvis man, ligesom mig, lytter mest efter selve lyden, så er det også nogle sindssygt fede kompositioner og meget stærke melodier, Cosima har skrevet. Hun står for det meste selv, men arbejder også tæt sammen med Josh Crocker og produceren Tom Henry, og så har Frank Oceans keyboardist Buddy Ross, som også er sangskriver og producer, bidraget med et track. Det er da meget sejt. Det er Cosima også, så hende må du lige tjekke ud. Værsgo’:

Bliv klogere på Cosima i vores interview fra Reeperbahn Festival lige her.

Fugleflugten – Bølgevækker (EP)

Det var faktisk først til UHØRT Festival i år, at jeg for alvor fik hørt det danske rockband Fugleflugten. Jeg havde hørt om dem før, men havde aldrig fået dem tjekket ud sådan for alvor. Virkelig heldigt, at jeg kom forbi deres koncert på UHØRT, virkelig pinligt, at det ikke var sket noget før, for hold da op, hvor er det fedt. De har med et stadig forholdsvist beskedent repertoire formået at opbygge en meget klar identitet og et karakteristisk lydunivers, hvor der er plads til leg og mærkværdigheder, drømmerier og aggressioner. Deres tekster tvinger dig til at lytte efter, selvom du mest af alt bare har lyst til at lukke af for alt, sprede vingerne og flyve væk. Jeg er virkelig glad for det tiltrængte friske pust, Fugleflugten med Bølgevækker har givet til den danske rockscene, og så er jeg bare virkelig glad for den EP, de har givet til min spilleliste.

Læs vores anmeldelse af Bølgevækker her.

Childhood – Universal High

Jeg er så glad for, at jeg i år igen blev mindet om Childhood‘s eksistens. Jeg så dem tilbage i 2014 som opvarmning for nu opløste (øv) Bombay Bicycle Club, og havde i den anledning tjekket lidt af deres debutalbum Lacuna ud. Meget er dog sket fra debuten til 2017’s opfølger, og hvor Lacuna bar mest præg af psychet indiepop/rock, er Universal High en helt igennem forrygende hyldest til gruppens kærlighed for soul, funk og pop. Blandet med deres gamle rødder i det mere rockede er Universal High blevet et ret originalt album. Produktionen er i top, og hvert nummer bidrager med et eller andet unikt til pladen. Det er en virkelig retro oplevelse at lytte til Childhood anno 2017, blandt andet takket være forsanger Ben Romans-Hopcraft lækre vokal, som du kan give et lyt på “Californian Light” nedenfor. Nummeret er bare én perle ud af mange, og at vælge en favorit er fuldstændig umuligt, hvis du spørger mig. Fantastisk album fra et af Sydlondons mest interessante grupper.

The Japanese House – Saw You in a Dream (EP)

Britiske, ja igen, Amber Bain aka The Japanese House fra Buckinghamshire kan et eller andet helt specielt med stemninger. Titlen på hendes seneste EP Saw You in a Dream fra juni i år siger egentligt det meste. Det er lidt som om, jeg befinder mig i en dejlig drøm, jeg virkelig ikke vil vågne fra, hver gang et af hendes numre kommer på. Det er i de effekter, hun bruger i sin produktion, de melodier hun skriver, de flydende toner hendes dejligt drømmende vokal synger, og de sindssygt lækre akkordrundgange, hun skriver sin musik hen over. Jeg kan godt lide den måde, Bain eksperimenterer på. Det er ikke nødvendigvis lige til at vide, hvad næste skridt bliver i hendes numre, hvad næste del af sangen vil byde på, hvornår den ender, eller hvornår den pludselig slår over i et eller andet uventet, men hele vejen igennem er jeg fuldstændig tryg ved og sikker på, at The Japanese House har helt styr på det, og bare gerne vil mig det bedste. Tak for det Bain, det var sødt af dig!

Her er det helt geniale titelnummer fra EP’en.

Du kan læse mere om The Japanese House i det interview, vi lavede med hende i forbindelse med hendes koncert i Lille VEGA her.