fbpx

Hiphop sensationen Tessa annoncerer sine første headliner-koncerter nogensinde

Foto: Jesper Skoubølling

Den danske hiphop dronning Tessa har taget hele Danmark med storm, og nu har man muligheden for at opleve hende på helt tæt hold til hendes første headliner-koncerter nogensinde.

Der kan efterhånden ikke herske nogen tvivl om, at Tessa bragede igennem med 100 kilometer i timen, da hun debuterede med nummeret “Snakker For Meget” tilbage i 2019. Siden da har hun fået hele landet op at stå og kaste håndtegn med sange som “Ben”, “Sjakalina”, “Så’n Der” og hendes seneste single “Glo På Mig”. Derudover er Tessa også blevet nomineret til ‘Årets Talentpris’ til dette års Carl Prisen.

I øjeblikket kan man se den rørende dokumentar “Tessas Hævn” på DR3, hvor man følger Tessa bag kulisserne, og man ser blandt andet, hvordan hun efter kun to måneder bag mikrofonen skrev en pladekontrakt med Universal Music, og hvordan hun kort tid efter gav sin første koncert nogensinde foran et tætpakket publikum på Roskilde Festival.

Hvis man er koncertsulten, og vild med Tessas hårdtslående rap og stærke attitude, er der godt nyt! Tessa har netop annonceret at hun erstatter sine aflyste festivalkoncerter med to headliner-koncerter til vinter. Tessa skulle i år have spillet på festivaler som blandt andet Roskilde Festival, Tinderbox, Distortion, Musik I Lejet, Smukfest og GrimFest, der som bekendt alle måtte aflyse grundet coronavirussen.

Man kan opleve Tessa spille koncert på Train i Aarhus den 18. december 2020, og i Store VEGA den 19. december 2020.

Tags:
Arense Elvira Riis Warny
Arensewarny@bandsoftomorrow.com