fbpx

Roskilde Festival tilføjer 30 nye navne til plakaten – heriblandt Tyler, The Creator, TLC og Mekdes

Foto: Tyler, The Creator // Sam Rock

Roskilde Festival er klar med den hidtil største gruppe navne til jubilæumsfesten i 2020, og der er lidt for enhver smag.

Efter tidligere annonceringer som Taylor Swift, Whitney og Mura Masa har vi været spændt på, hvilke øvrige overraskelser Roskilde Festival havde gemt i ærmet – og med dagens offentliggjorte navne tegner der sig et billede af, at det bliver en fest uden lige, når festivalen i år kan fejre 50 års jubilæum.

I 2020 kan festivalgængerne blandt andet få glæden af en gedigen omgang rap fra megastjernen Tyler, The Creator, nostalgiske toner fra R&B-ikonerne TLC og et skud folk/rock fra walisiske Cate Le Bon, der kommer retur til Danmark efter en nyligt vellykket og charmerende koncert på Alice i København. Popprinsen Hugo Helmig får i år revanche efter sidste års aflysning – og han er ikke den eneste Helmig at finde på plakaten. Thomas Helmig indtager nemlig også dyreskuepladsen med sine gode gamle klassikere.

Man kan også begynde at glæde sig til opvarmningsdagene, som allerede nu ser meget lovende ud, hvad angår optrædende artister. Især Mekdes er vi begejstret for at se blandt dagens annonceringer – og vi er da heller ikke ligefrem overraskede over, at Roskilde Festival har hentet det spirende soul-håb ind. Sangerinden har haft et forrygende 2019, hvor hun blandt andet løb med sejren til årets Live Camp konkurrence, og så har hun været med den fremadstormende artist Clara rundt på turné.

Også Bette, som i fredags imponerede os med den fængende single “Mærker”, er at finde blandt dagens annonceringer – og i en helt anden boldgade finder man Danmarks kommende hiphop-stjerne, Tessa, der oser af selvtillid og kvindelig empowerment, og siden udgivelsen af sin debutsingle “Snakker For Meget” har taget Danmark med storm. I øvrigt kan man se frem til lækre R&B-toner fra den spirende Josephin Bovién, der senest imponerede os på Reeperbahn Festival i Hamborg.

Her er dagens annonceringer:

Tyler, The Creator (US)
Thomas Helmig (DK)
Alex Cameron (AU)
Deftones (US)
TLC (US)
Tom Zé (BR)
Unge Ferrari (NO)
Ak Dan Gwang Chil (KR)
Amenra (BE)
Bremer/McCoy (DK)
Cage the Elephant (US)
Cate Le Bon (UK)
Conjurer (UK)
Guiss Guiss Bou Bess (FR/SN)
Hjalmer (DK)
Hugo Helmig (DK)
Lingua Ignota (US)
Lisa Morgenstern & Bulgarian Voices Berlin (DE)
Rapsody (US)
Svalbard (UK)
Weval (NL)

Og fra vækstlaget kommer følgende artister og spiller:

Anansi (SE)
Bette (DK)
Ganger (DK)
Joyce (DK)
Jung (DK)
Kaaliyah (DK)
Mekdes (DK)
Tessa (DK)

Amanda Bloch
amandabloch@bandsoftomorrow.com