fbpx

Musik i Lejet løfter sløret for årets første navne

Foto: Fieh // Mads Perch

Den populære festival har taget hul på årets artistannonceringer med brag.

Er man en af de heldige, som nåede at få fingrene i en billet til dette års Musik i Lejet, kan man godt allerede begynde at glæde sig. Dagens annoncering byder nemlig på et væld af spændende artister.

Et navn, vi er ekstra glade for at se på programmet, er den norske oktet Fieh. Gruppen har om nogen sat sit præg på den nordiske musikscene med deres originale og groovy lyd – og leverer nordmændende en ligeså overbevisende koncert, som de gjorde ved deres forrige visit på dansk jord, hvor de fik taget til at løfte sig fra Ideal Bar, har man i den grad noget at se frem til. Du kan gå på opdagelse i deres debutalbum her, hvor Fieh fortæller om hver enkel sang på pladen.

2020 lader til at blive et vildt år for den spirende rapper Tessa, der siden sin debut sidste år har stormet fremad på den danske hiphop-scene. Det danske hiphop-landskab har ikke ligefrem kvinder i overtal, men nu har det altså fået megatalentet Tessa, som udover at besøge Nordsjælland til sommer også kan opleves i opvarmningsdagene på Roskilde Festival.

Vi glæder os også til energibomben Clara, der sidste år imponerede os med sin hjertegribende liveoptræden på Smukfest – og det spirende stjerneskyd Dopha, der sidste år debuterede med sin nærværende og rørende single “September Till June”. Også Kira Skov, der senest har udgivet sit 14. album i nat blir vi gamle, lægger vejen forbi Tidsvilde til sommer

Sidst men bestemt ikke mindst kan man glæde sig til årets første hovednavn – nemlig fantastiske og fremadstormende Jada, der på kort tid har taget Danmark med storm og vundet flere prestigefyldte priser – heriblandt Kronprinsparrets Stjernedryspris.

Den nordsjællandske festival bliver den 12. i rækken og løber af stablen fra den 16.-18. juli.