Duoen WIINSTON om den kreative proces: »Det sker da, at vi til tider ikke lige rammer den, men så rammer vi bare noget andet«

Foto: Dennis Morton

WIINSTON er blevet taget imod med kyshånd fra både ind- og udland, hvilket blandt andet har resulteret i flere millioner streams på Spotify. Vi har taget en snak med duoen om deres fremadstormende karriere, tilgangen til musikken og fremtidsplaner.

Duoen WIINSTON, som består af sanger Daniel Richards og producer Alfred Thomas, debuterede tilbage i 2017 med sangen “Canada” og viste allerede der et stærkt R&B-udtryk, som senere har kunnet nydes på de to album MIDNIGHT ROCKET (2018) og JELLYFISH (2019). Bandet har i øvrigt vist, at sangene gør sig mindst lige så godt live som på indspilningerne, hvilket scorede dem fire ud af fem stjerner fra vores anmelder på Musik i Lejet sidste sommer. Den 17. april udgav de deres første single i 2020 i samarbejde med den dansk-britiske duo rosegold. Her udfordrer de den velkendte R&B-stil og booster tempoet en smule med lækre guitarriffs og høj punk-poppet energi.

Trods den kaotiske tid, vi befinder os i, er det lykkes mig at få stablet et interview på benene med den blomstrende duo, og i virtuelle rammer møder jeg to veloplagte drenge til en snak om stort og småt. De to gutter har en stærk kemi, hvilket udfolder sig i deres musik men også tydeligt fornemmes i løbet af vores snak gennem computerskærmen – og kemien er da heller ikke tilfældig. Om deres opståen fortæller Daniel: 

Vi har kendt hinanden siden 3.g. Alfred havde et lille studie setup i sin lejlighed på Vesterbro, hvor vi havde nogle fælles venner, der hang ud. På et tidspunkt kom jeg så med i studiet, og der fandt Alfred på at, det var en god idé, at jeg begyndte at synge. Jeg var ikke så meget inde i musikken på det tidspunkt men syntes egentlig, at det var meget fedt – men før jeg mødte Alfrid, turde jeg nok ikke rigtig at springe ud i det. 

Tilbage i 2017 udkom deres allerførste sang, “Canada”, der nåede hele vejen til USA, hvor drengene også endte med at flytte til med det formål at udforske musikbranchen i det store land. Daniel fortæller om deres tur til USA: 

– Vi blev signet i Los Angeles af en A&R, der også har arbejdet med The Weeknd, og der fik vi en deal, som inkluderede fire singler og en EP. Ellers hang vi bare ud i USA og havde det nice og drengrøvsagtigt. Men på et tidspunkt var det ikke sjovt længere, fordi vi blev skubbet væk fra vores kerne. Vi tog derfor hjem til Danmark og lukkede albummet ‘Midnight Rocket’. 

Efter den lange ventetid i USA kom drengene hjem til lille Danmark, hvor de bestemt ikke lå på den lade side. 

– Senere lavede vi så vores andet album ‘Jellyfish’, som vi også udgav en kortfilm til. Det var meningen, det skulle være et visuelt album, men der var desværre ikke det største publikum til kortfilmen. Derfor var den dog stadig vigtigt og definerende for os som artister at få lavet den. Vi blev jo kastet så hurtigt ud i det, og det hele var gået meget stærkt, så derfor havde vi brug for at gøre noget, der kunne skærpe vores udtryk, fortæller Daniel.

Heldigvis kom der en masse god musik ud af deres tur til USA. Med hele to albums og en splinterny single, må man sige, at drengene har formået at definere deres lyd. Vejen til deres særegne udtryk er kommet helt naturligt, og duoen har da også en fast rollefordeling og indgangsvinkel i løbet af den skabende proces, fortæller Alfred: 

– Jeg former lydbilledet, Daniel skriver alle tekster, og så laver vi melodierne sammen. Vi plejer at sidde ved klaveret eller med en guitar, hvor en af os spiller nogle akkorder, hvorefter vi topliner det med nogle melodier. Når vi så har en eller anden idé, begynder vi hver især at gøre vores ting.

Selvom sangskrivningen ikke altid en dans på roser, er det ikke ligefrem noget, som slår duoen ud, fortæller Alfred:

– Det sker da, at vi til tider ikke lige rammer den, men så rammer vi bare noget andet. Det kommer egentlig super nemt det hele. Det ikke fordi, vi går efter noget bestemt eller tænker så meget på, hvad andre synes. Vi gør bare det, vi føler, virker naturligt. 

Daniel fortsætter: 

– En vigtig faktor er også, at vi startede med at lave musik for sjov og ikke for at være musikere. Vi hang bare ud, og så kom tingene naturligt. De tidspunkter, hvor jeg personligt er mest tilfreds, med det vi laver, er, når det er kommet på den måde – helt naturligt. 

WIINSTON har haft stor succes med DIY-tilgangen på deres første udgivelse og har siden udgivet talrige sange, der viser et skarpt udtryk og et klart billede af, hvem de er. Ifølge bandet selv, er der da sket noget rent udviklingsmæssigt, siden de udgav deres debutsingle tilbage i 2017.

– Vi er helt klar blevet mere sikre. Det første nummer, vi nogensinde udgav, var også det første nummer, vi nogensinde skrev og lavede sammen. Efter to definerede albums, ville vi gerne prøve noge nyt. Det var også derfor, vi lavede vores nye single “TIME” – fordi vi følte, at vi tidligere havde bevæget os i nogle bestemte universer og havde lyst til at prøve noget nyt. Vi er også rigtig heldige, at vi passer så godt sammen, og at vi kan lide den samme stil – og vi er aldrig rigtig uenige om noget, fortæller Alfred, hvorefter Daniel tilføjer:

– Vores talenter har også udviklet sig, og vi lærer jo samtidig at blive bedre, til det vi gør. I starten prøvede vi bare tingene af, og jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg kunne, fordi det var så nyt for mig. 

»Meget tidligt i processen begyndte inspirationen om at fucke ting lidt op«

Har man hørt WIINSTON live, kan man skrive under på, at det er en mindeværdig oplevelse, og jeg kan derfor ikke lade være med at spørge ind til, om de har en særlig indgangsvinkel til deres shows, hvortil Daniel svarer:

– Jeg havde i første omgang havde en forestilling om, hvordan live setuppet skulle være, men det endte med at blive noget, der er langt væk fra det, jeg havde tænkt. Man har jo en idé om, hvordan det skal se ud, og man vil gerne have styr på det hele. Men jeg tror, at dét, at vi ikke havde styr på det hele, gjorde det ekstra fedt – for så blev det nemlig impulsivt og overraskende. 

Der skulle gå hele to år fra deres første singleudgivelse, til Wiinston optrådte live for allerførste gang. Debutkoncerten foregik på SPOT Festival i 2019: »Det var første gang, vi nogensinde stod på en scene. Der kunne man virkelig mærke, at Daniel synes, det er sygt at hoppe rundt på en scene,« griner Alfred. 

– Ja, det var virkelig den vildeste oplevelse, og vi havde slet ikke regnet med, at der ville være så fed en energi. Vi vidste slet ikke, hvad vi gik ind til. Den koncert har nok også været grundstenen til vores liveshows, og det har været den koncert, vi siden har haft i baghovedet, når vi skulle ud at spille. Altså at vi bare skal gøre dét, som vi gjorde på SPOT. 

Deres vilde og energiske liveudtryk er altså tydeligvis kommet helt naturligt til duoen, og det samme er deres lyd. Om deres inspirationskilder fortæller Daniel:

Meget tidligt i processen begyndte inspirationen om at fucke ting lidt op – og at mixe ting, som ikke bør mixes og så videre. Jeg synes, det er fedt ikke at være for inspireret af andre, fordi det hurtigt kan fremstå tydeligt i musikken, hvis man er for inspireret af andet musik. Og mest af alt skal det bare ikke være for nemt og tilgængeligt det hele, synes jeg. 

Til september skal WIINSTON (forhåbentlig) spille en stor koncert i VEGA, men ellers står de egentlig bare klar til at tage imod fremtiden med åbent sind: 

Vi kommer til at droppe et par singler i forlængelse med “Time”.

Den fremadstormende duo har en unik historie, som de færreste danske artister kan prale af; en tur til USA efterfulgt af et solidt gennembrud på hjemstavnen. Med deres silkebløde R&B-toner og udfordrende pop-vibes har WIINSTON bevist, at de fortjener en plads på den danske musikscene, og vi glæder os til at høre meget mere fra duoen i fremtiden. 

Tags:
,
Arense Elvira Riis Warny
Arensewarny@bandsoftomorrow.com