fbpx

Virtuelle koncertanbefalinger // Uge 15

Foto: ELBA // Zuhal Kocan

I en hvor musik fra yndlingskunstnerne hovedsageligt består af streams og musikvideoer, er det dejligt med de mange virtuelle initiativer der kan bidrage med en live-følelse. Vi giver dig vores anbefalinger til denne uges virtuelle koncerter, der kan få dig til at danse tosset rundt i stuen.

ELBA

Hvornår: Onsdag den 8. april kl. 16:00
Hvor: Bands of Tomorrows Instagram

I morgen har vi på Bands of Tomorrow æren af at præsentere en livesession med ELBA på vores instagram. Kl. 16:00 vil den EP-aktuelle musiker byde ind til en akustisk live-koncert som afslutning på sin Instagram-takeover. Vi har holdt godt øje med den fremadstormende sanger, siden hun blæste os omkuld til sin koncert på Roskilde Festival i 2019 – og nu kan alle altså få en smagsprøve på ELBAs live-talenter, når hun streamer sine storladne pop-produktioner via vores Instagram. Det er tydeligt at høre inspirationen fra den neo-soulede NAO i sange som “Remember Me” og “Lost”, og der er høj energi hele vejen igennem. Glæd jer til at se ELBA på vores Instagram imorgen kl. 16:00!

Verftet Online Music Festival

Hvornår: Tirsdag den 7. april kl. 20:00 / Onsdag den 8. april kl 20.00
Hvor: Verftet Online Music Festivals Youtube

Den succesfulde online-festival fra Bergen har forlænget deres stjernespækkede program, og bringer i aften en koncert med fortryllende Moyka, der netop er udkommet med den nye single “Spaces”. Der er altså lagt op til en spændende releasekoncert i aften – på kanalen, der allerede har streamet stjerner som AURORA, Kakkmaddafakka og Boy Pablo. Moyka er på vores liste over 20 nordiske navne man skal holde øje med i 2020, og det norske pop-håb har allerede levet op til forventningerne, selvom der forhåbentlig er meget mere i vente fra musikeren i år. Tune ind, og lad dig fortrylle af Moykas melodier i aften. I morgen kan du opleve Kjartan Lauritzen på samme kanal – ligeledes kl 20.00.

Rama Lama Records live stream label night

Hvornår: Tirsdag den 7. april kl. 20:00
Hvor: SAVANTs hjemmeside

I samarbejde med det svenske musikmagasin SAVANT har pladeselskabet Rama Lama Records fået stablet et livestream-event på benene, hvor man vil kunne nyde virtuelle lydbølger fra drømmende Melby og Steve Buscemi’s Dreamy Eyes. Med dette event håber parterne på at kunne støtte kulturlivet i denne svære tid ved at skabe en platform, hvor artister kan møde deres fans på en ny måde. Melby vil bidrage med deres eksperimenterende elektroniske produktioner, mens Steve Buscemi’s Dreamy Eyes bringer deres indie-poppede melodier.

KVELERTAK live stream

Hvornår: Fredag den 10. april kl. 21:00
Hvor: Live fra Artilleriverkstedet via VIERLIVE

Med tre uger tilbage af deres verdensturné, måtte det norske seksmandsband KVELERTAK vende snuden hjemad. Som et plaster på såret for de mange fans, der ikke fik lov at opleve bandet live – samt for alle andre, der skulle have lyst til at opleve en livestream med nordmændene – vil man kunne streame et 60-minutters set live fra Artilleriverkstedet nu på fredag. Bandet er aktuelle med albummet Splid, og da bandet var forbi Amager Bio i slut februar, fik vi en snak med dem om inspirationen til pladen. Det interview kan du læse lige her, inden du tuner ind på fredag.

Fever Stream

Hvornår: Onsdag den 8. april kl. 20.00 / Fredag den 10. april kl. 19.00 / Søndag den 12. april kl. 16.00 + 20.00
Hvor: Feverishs hjemmeside

Feverish har for nyligt lanceret konceptet Fever Streams, hvor de livestreamer koncerter med flere af deres artister, og derudover underholder med premierer og live tarot-læsninger. En af de næste ting på programmet er en premiere med Stainwasher, som sker på søndag, og der kommer meget mere, hvilket vi sætter stor pris på, nu hvor vi har fået den triste nyhed om, at det bliver en festivalfri sommer. Hør blandt andre Coral i morgen, onsdag, Benz på fredag og Chems på søndag.

Gå heller ikke glip af:

Gordi x Isol-Aid Lunchtime livestream (Natten til onsdag den 8. april kl. 03:30) – hør blandt andre Shura, Ásgeir og Gordi selv.

Laura Richter Krarup
Laurakrarup@bandsoftomorrow.com