Ugens vigtigste albumudgivelser // Uge 49

Foto: Bangsarr // Pauli Galsgaard

Her er vores guide til denne uges vigtigste albumudgivelser. Vi har forsøgt at finde noget, der både passer til såvel en festlig weekend som til en hyggelig dag på sofaen. Om du er til britisk folk i vintertema, ny dansk alt-pop, eller indie med pigekor, vil der forhåbentligt være noget at hente i vores anbefalinger.

Bangsarr – Astronom

Astronom er en rejse på fire numre, i kredsløb om Bangsarrs univers. Artisten er trådt ud af hjemmestudiet på Nørrebro, og ind i den virkelige verden, på denne debut-EP, men han holder sig til sin egen alt-poppede form og gådefulde tekster. Bangsarrs kop er halv fyldt, men temaer som længsel, ensomhed og det aktuelle samfund rammes, over de tilbagelænede melodier og den poetisk lyrik. Om EP’en fortæller han selv:

– Jeg har valgt at kalde EP’en Astronom, da jeg gerne har villet tage et blik på vores samfund som det ser ud, hvis man som et fremmed væsen står i det ydre rum og studerer verden på lang afstand. Hvad vil man få øje på af skønhed, uretfærdighed eller absurditeter? Jeg kan ofte føle mig både fremmedgjort og tiltrukket af samfundets normer og strukturer og denne dualitet har jeg gerne ville udtrykke i musikken.

Efterklang – Lyset (EP)

EP’en Lyset er en opfølgning på Efterklangs album Altid Sammen, der udkom i september i år. EP’en indeholder tre genfortolkninger af numre fra Altid Sammen, og ét nyt nummer. Efterklang, der udgøres af Mads Brauer, Casper Clausen og Rasmus Stolberg, har på Lyset fået besøg af Simon Toldam på klaver og norske Øyunn på trommer og vokal. Et andet bekendtskab er at finde på EP’en, på numrene “Vi er uendelige” og “Hænder der åbner sig”. Her er nemlig smuk sang fra 70 korsangere fra Sønderjysk Pigekor. Der hører en video med til titelsangen “Lyset”.

Bear’s Den – Only Son of the Falling Snow (EP)

Debutalbummet Islands fra britiske Bear’s Den er syv år gammelt. Mellem dette og den spritnye udgivelse Only Son of the Falling Snow, har folk-gruppen delt Red Earth & Pouring Rain fra 2016 og So that you might hear me fra april i år. Only Son of the Falling Snow er en EP på bare tre smukke numre, der lader varmen stige i kroppen, for at tø vinterkulden op. Og netop et vinter-tema præger EP’en. Der er ikke en revolutionerende ny lyd at opdage på udgivelsen, men den giver lige hvad man kan forvente fra gruppen – en varmt, folket og casual stemning. For et uddybet indblik i Only Son of the Falling Snow kan du læse vores anmeldelse af EP’en her.

IDLES – A Beautiful Thing: IDLES Live at Le Bataclan

A Beautiful Thing: IDLES Live at Le Bataclan, er IDLES‘ første live-album. Albummet er afslutningen på et vildt år for bandet, der har fået en Mercury Prize-nominering for deres andet album Joy as an Act of Resistance, en plads på UK Album Charts Top 5, en Ivor Novello award for bedste album, en stormende Glastonbury performance, og udsolgte turnéer rundt om i verden. Bandets vokalist Joe Talbot fortæller

– Vores show på Bataclan var slutningen på en meget lang rejse for os. På den tour lærte vi så meget om os selv, hinanden og det publikum vi er vokset med i løbet af de sidste 10 år. Vi er ret vilde med dette band, og gav dem da også fuld plade for deres Northside koncert – læs anmeldelsen her.

iris – femme florale

Den norske singer/songwriter iris udgav i april sin debut-EP a sensitive being. Siden er et par singler smidt på gaden af pop/electronica-artisten. Af disse er “creature”, “your mind, the universe” og “cotton candy” på EP’en femme floral, der i dag blev fuldendt med “hidden springs”. Især leadsinglen “cotton candy” har en skøn, poppet dybde.

Gå heller ikke glip af:

Bastille- Doom Days (This Got Out Of Hand Edition)
XXXTENTACION – Bad Vibes Forever
French Montana – MONTANA
Harry Styles – Adore You (EP)
Human Growth Harmony – Subersive

Therese Mayland Bagger
Theresemayland@bandsoftomorrow.com