Ugens vigtigste albumudgivelser // Uge 42

Foto: Nøx // Marie Hyld (Pressebillede)

Her er vores guide til denne uges vigtigste albumudgivelser. Vi har forsøgt at finde noget, der både passer til en festlig weekend såvel som en hyggelig dag på sofaen. Om du er til flabet rap over elektronisk hiphop eller 80’er inspireret indiepop, så er der helt sikkert noget for dig blandt vores favoritter.


Fusia – Ebony EP

Danske Fusia er ude med deres anden EP Ebony, som byder på en farverig og tempofyldt samling af numre. Indiepoptrioen producerer deres musik i mødet mellem det akustiske og elektroniske, hvor 80’er inspirerede lydflader pakkes ind i en moderne pop-produktion. Sammensmeltningen mellem den retro og moderne lyd skaber et legende og alsidigt musikalsk univers, hvor der både er plads til at komme ud med frustrationerne på det rockede åbningsnummer “Run Out”, samtidig med at humøret holdes højt i det livsbekræftende og energiske popnummer “Hate in Stereo”. Fusias EP passer perfekt til en festlig weekend, hvor stemningen og tempoet kan variere time for time, minut for minut – lyt til Ebony på Spotify lige her.


Okay Kaya – The Incompatible Okay Kaya
EP

Med en subtil guitar, tilbagelænede synthflader og Okay Kayas silkebløde stemme er fundamentet skabt for det nedtonede mixtape, som udgør artistens nye EP The Incompatible Okay Kaya. Sangkollektionen består af en række coverversioner fra Okay Kayas tidligere albumudgivelser i en produktion, som er skåret helt ind til benet. Det skrøbelige udtryk på den nye EP står i modsætning til det elektronisk-producerede og til tider beatfokuserede musik, som vi ellers kender fra Okay Kaya. Foruden de minimalistiske covernumre introducerer EP’en også fire helt nye numre, hvor artistens sangstemme får lov at fylde i lydbilledet, og her får vi virkelig lov til at leve os ind i det lyriske univers, som Okay Kaya opstiller for os. The Incomptatible Okay Kaya er en tilbagelænet udgivelse, der med sine akustiske toner giver god mulighed for at refleksion i en travl hverdag, som du give dig i kast på Spotify her.


Nøx – Walk Of Shame

Den fremadstormende kvindelige rapper Nøx har imponeret med hendes virkelighedsnære og ærlige numre, der giver et dualistisk portræt af både at være opvokset på Vestegnen og i hr. og fru Danmarks forstad. Nu er hun ude med sit debutalbum Walk Of Shame, hvor hun med sin flabede rap, som forløber over elektronisk-producerede hiphop beats, bearbejder sorgfulde, selvdestruktive og tragikomiske livsbegivenheder. På albummets første håndfuld sange kaster Nøx sig over et univers af vildskab, fordærvelse og underkastelse, hvor hun blandt andet introducerer det hårdtslående nummer “Mer vil ha mere”. Anden halvdel på albummet har fokus på at genvinde kontrollen og turde sige fra, hvilket kommer til udtryk på “Rygtet siger”, hvor hun sammen med kollegaen Josie Amadonna rapper om at tage ejerskab over de rygter, der opstår – især om kvindelige artister – i det mandsdominerede undergrundsmiljø på hiphop-scenen. Walk of Shame er en stærk debut fra den spirende artist, som uden tvivl er kommet for at blive, og du kan høre det lige her.


Moyka – The Revelations of Love

I dag slipper den norske sanger, sangskriver og producer Moyka endeligt sit debutalbum The Revelations of Love. Vi har løbende haft øje på den nordiske artist, som allerede tilbage i 2019 har været vores Ugens Upcoming. Moyka vender tilbage med sit nordiske popmusik, som bygges op omkring synthbaserede teksturer og drives frem af intense, elektroniske beats. Som albumtitlen antyder, åbner Moyka op for forskellige afsløringer omkring kærlighed og tidligere forhold, og hendes tekster viser en sårbar og til tider sorgfuld refleksion over de forskellige veje, som kærligheden kan tage. Med sine fængende elektropoppede melodier og en stærk historiefortælling drager Moyka sine lyttere ind i et både overvældende og intimt univers. Hør The Revelations of Love her.


The William Blakes – Islands of Violence

Den danske kvartet The William Blakes udforsker en bred følelsespalette på deres nye album Islands of Violence, hvor vrede, tristhed, viljestyrke og ensomhed på forskellig vis kommer til udtryk på de alsidige numre. Albummet kombinerer afrofunk, punk og indie, som tilsammen skaber et interessant lydbillede, der på mange måder virker som en unik sammensætning af den danske musikscene. Desuden trækker produktionen på den sene 70’er-lyd med referencer til kunstnere som Iggy Pop, David Bowie og Talking Heads. The William Blakes har skabt et mere funky og art-rocket univers på deres nye plade, hvor singlerne “American Tragedy” og “Walk Alone” begge er blevet velmodtaget og har fået heftig spilletid på P6 Beat. Du kan lytte til det nye album på Spotify lige her.

Tjek også disse nye EP- og albumudgivelser ud:
Bjergtaget – UNDER
Clinic – Fantasy Island
Felines – I Reap What I Sow EP
flora cash – our generation
KANT – Perfect Afternoon EP
Loa & Koan – Don’t Know How Else To Describe It
Morten Christensen – Farvel Til Romantikken EP
Pepe Deluxe – Phantom Cabinet Vol. 1
Zeph – scared of everything EP


Kira Buur
kirapost@bandsoftomorrow.com