fbpx

Ugens Upcoming: Moyka

Foto: Signe Luksengard

Norske Moyka er det nyeste skud på den nordiske popstamme, som med sit storslåede elektropop-univers overtager dansegulvet en lørdag, samtidig med at hendes følelsesladede ballader serenerer din søndag.

Da redaktionen tog til Reeperbahn Festival 2019 tidligere i år, blev vi blæst bagover af den nye unge kunstner Monika Engeseth, som står bag kunstnernavnet Moyka. Vi så hende optræde under festivalens ANCHOR Award, hvor hun desuden havde fået en fornem nominering med sig. Med sin smukke akustiske fortolkning af singlen “Colder” gjorde Moyka så stort indtryk på os, at hun endte på vores liste over redaktionens bedste opdagelser fra festivalen.

I fredags udkom debut-EP’en Circles så endelig. På EP’ens fem numre får man rig mulighed for at dykke ned i Moykas nordiske popunivers, hvis røde tråd er en smuk vokal båret af dansable synthflader. Lær Moyka bedre at kende herunder:

Hvem er Moyka?

Moyka er en artist og producer fra Hallingdal i Norge. Jeg bor i Bergen og laver elektronisk popmusik.

Hvordan vil du beskrive din lyd?

Det er svært at se tingene udefra, specielt når mit mål meget af tiden er at prøve at leve inde i den musik jeg laver, og skabe en verden omkring den. Men jeg vil sige, at det er mest synth-baseret. Måske til tider mørkt og mystisk.

Hvordan startede du?

Det var først da jeg flyttede til Bergen for tre år siden, at jeg indså, at jeg ville lave musik på den måde jeg gør nu. Jeg har altid elsket at synge og skrive musik, men jeg lavede musik på en helt anden måde før. Der er noget ved virkelig at tage fat i lydene og forme dem som jeg vil, så de appellerer til mig. Det var meget lærerigt for mig at gå på en skole, hvor jeg lærte om produktion. Jeg fik rigtig meget ud af det.

Kan du fortælle lidt om den proces, der foregår, når du skriver musik?

Den kan være meget forskellig. Det afhænger også lidt af hvilken slags stemning man er i, tror jeg. Men det bedste er, når det bare kommer naturligt. Jeg bliver ofte inspireret af en lyd eller en melodi, der bringer noget frem i mig, og så surfer jeg videre på de impulser jeg får. Især når jeg arbejder sammen med andre. Men jeg kan godt lide at starte med at skabe et slags sonisk landskab, som sangen kan sætte sine ben på. For mig handler det meget om at prøve forskellige ting, indtil jeg finder noget, jeg er tilfreds med.

Hvilke musikere har haft størst indflydelse på din lyd?

Det er svært at sige. Jeg er inspireret af mange forskellige ting. Jeg prøver at dykke ned i en følelse eller tanke, jeg har i hovedet, som kan være inspireret af steder jeg har været, eller sange jeg har hørt. Jeg tror, det er det, der påvirker min lyd mest. Sidste gang jeg havde en intens tid med at lytte til musik, hørte jeg meget Vampire Weekend og house / techno.

Hvad er der på pladespilleren lige nu?

Nu om dage hører jeg faktisk norsk hip hop og techno som sushi x kobe, softcore untd. og sassy009.

Hvad er du i gang med lige nu? (på musikfronten)

Jeg er i gang med at færdiggøre min næste udgivelse.

Hvad er drømmen?

Drømmen er at kunne lave musik hele tiden, og blive ved med at udvikle mig og blive inspireret.

Hvis du kun måtte  vælge én af dine sange, folk skulle lytte til hvilken var det så?

Så ville jeg vælge “Circles”. Det er på en måde den som startede det hele for mig. Det var den første sang jeg skrev sammen med Eirik Hella, som jeg arbejder meget med. Den er meget vigtig for mig.

Hvis din musik var en drink, hvilken ville den så være? 

En lemonade. Den er sød, men også sur, så den stikker ud.

Lyt til debutsinglen “Colder” herunder:

Anders Pedholt Toftgaard-Hansen
Anderstoftgaard@bandsoftomorrow.com