fbpx

The William Blakes er ude med en ny single som optakt til deres kommende album

Foto: Nina Frifelt

The William Blakes gør sig klar til et spændende forår med både en turné og et nyt album på trapperne. Først har de givet os smagsprøve nummer to på det kommende nye album med singlen “Turn Us Into Them”.

Det danske rockband The William Blakes udgav singlen “Gone” i december sidste år som den første nye udgivelse i fem år. Det er dog ikke det sidste, vi hører fra dem, for sangen varslede det kommende album 1991, og nu har de altså udgivet anden-singlen “Turn Us Into Them”.

Sangens grundlag er et luftigt klaverspil og et meget tydeligt brug af perkussion, der specielt giver hooket en britpop-lignende feel. Inspirationen til sangen har været den danske integrationspolitik set fra bandmedlemmet Kristian Leths øjne, der har boet i New York i en årrække. Han udtaler:

– Efter at jeg flyttede til USA — hvor de har mange helt andre store politiske problemer — blev jeg ret overvældet over, hvordan alle har lov til at være dem, de er (…) I Danmark er vi så bange for, at Danmark og danskhed er noget skrøbeligt, at vi kræver, at andre skal lave sig om for at være her. Ellers går det, vi har, åbenbart i stykker.

Det nye album 1991 udkommer den 29. marts, og Danmarksturnéen på fem shows bliver sparket i gang den 3. maj på kulturmaskinen i Odense. Ind til da kan du nyde det seneste udspil fra The William Blakes lige her:

Charlie Jagd
charliejagd@bandsoftomorrow.com