Ugens Upcoming: Maydar

Foto: Sandra Thorsson

I slutningen af måneden lander debut-EP’en fra svenske Maydar. Den spirende kunstner har sin helt unikke twist på popgenren, og er vores Ugens Upcoming.

Vi fik øjnene op for svenske Maydar tidligere på året, da vi havde hende med på vores guide til 19 svenske artister, man skal holde et tæt øje med i år. Med masser af attitude og en lækker blanding af R&B, pop og hiphop, er Maydar aka Alexandra Shanahan, det nyeste skud på stammen på Sveriges popscene. 2019 har den unge svensker startet ud med singlen “Body Bag”, der kommer forud for hendes debut-EP Fool Me Twice, der lander den 24. maj. Du kan lære sangerinden lidt bedre at kende her.

Hvem er Maydar?

– Maydar er mig! En kunstner, DJ, producer og sangskriver baseret i Stockholm, som elsker kontraster. Jeg kan godt lide at blande det bløde, kærlige, sexede… det typisk “kvindelige” (hvad det nu end er) med at være hård og vred. Jeg har altid skiftet mellem forskellige følelser, så det er vigtigt at min musik repræsenterer forskellige følelser og stemninger.

Hvordan vil du beskrive din lyd?

– Som jeg sagde før, elsker jeg uventede blandinger og hårde kontraster. Så min musik er virkelig et mix af alt muligt, fra den bløde R&B til de mere hårde club-beats med trommer, som man skal kunne danse til i kælderen på en mørk natklub. Melodierne må gerne være melankolske, og når det kommer til lyrik, så kan jeg godt lide at fortælle historier med inspirationer fra film, bøger og historie.

Hvordan startede du?

– Det lyder som en kliché, men jeg har lavet musik så længe jeg kan huske – skrevet sange, sunget og spillet. Da jeg var 13 år, spillede jeg guitar i et rockband, som 15-årig begyndte jeg at producere og som 16-årig var jeg med i et rap-duo som hed Anaye. Så jeg har en ret bred baggrund, når det kommer til musik og Maydar er kulminationen af den, jeg er indtil videre.

Kan du fortælle lidt om den proces, der foregår, når du skriver musik?

– Åh det er svært at sætte ord på. Oftest skal jeg have noget, der inspirerer mig til at få en følelse. Det kan være en melodi-idé, et sample, eller en interessant samtale jeg har overhørt i toget på vej til studiet. Så sker der ligesom bare noget, og sangene bliver til, enten bare med mig selv i studiet eller hvis jeg har en session med andre.

Hvilke musikere har haft størst indflydelse på din lyd?

– Det er svært at nævne én type musik, der rammer mig mest, fordi det oftest er en blanding af mange ting, som inspirerer mig og skaber den lyd jeg dyrker. På mine playlister finder du alt fra svensk pop á la Ana Diaz til Stefflon Don & Donaeo fra Storbritanien, afrobeats i form af Maleek Berry & Juls og meget gammel arabisk musik. Men på den kommende EP har jeg nok været mest inspireret af kunstnere som Banks, Erykah Badu og Cautious Clay. De er nogle af mine største idoler.

Hvad er der på pladespilleren lige nu?

– Jeg har lyttet meget til Beyoncés album Lemonade, efter det kom ud på Spotify! Men også den svenske pop-duo Lee Bowie. Deres sang “AttaGurl” er et nummer, som gør at man bliver ved med, at ville ‘crushe’ den her syge verden.

Hvad er du i gang med lige nu? (på musikfronten)

– Lige nu ligger alt mit fokus på min EP Fool Me Twice, som lander den 24. maj. Jeg har nogle koncerter her i Sverige i slutningen af maj og starten af juni, og forhåbentlig kommer jeg til at spille endnu flere koncerter over sommeren. Det er altid spændende at udgive nye sange og samtidig komme tæt på de mennesker, der modtager musikken.

Hvad er drømmen?

– At mine sange bliver spillet i de vigtige øjeblikke i folks liv. Sådan at min musik bliver soundtracket til en persons første date, hvor det kilder så meget i maven, at den næsten springer, eller at en af mine sange kan gøre det lidt lettere at komme igennem et break-up. Og at spille live flere steder i verden. Jeg elsker at spille live-shows – det er, som om min musik får en klar mening og betydning, når jeg sammen med musikken skaber en pulserende vibe.

Hvis du kun måtte vælge én af dine sange, folk skulle lytte til, hvilken var det så?

– Lyt til min kommende EP! Det er som én lang historie om et forhold, der går i stykker fra begyndelsen til slutningen. Så det er dybest set en 20-minutter lang sang. Men hvis jeg skal vælge en, synes jeg i skal lytte til “Sweet Talk”.

Hvis din musik var en drink, hvilken ville den så være?

– Amaretto Sour! Alle ugens dage.

Du kan glæde dig til mere ny musik fra den spirende svenske kunstner og imens lytte til hendes single “sweet talk” her.

Tags:
Ida Hummelgaard
idahummelgaard@bandsoftomorrow.com