08 jul Roskilde Festival 2018- overblik: Her er alle vores anmeldelser fra musikdagene
Foto: The Minds of 99//Simon Zahrtmann
I top ligger danske acts som Benal og The Minds of 99, mens også udenlandske navne som Haley Heynderickx og Marlon Williams imponerede. Her er alle vores anmeldelser fra Roskildes musikdage og en lidt alternativ løsning på en anmelder-sygemelding.
Så er endnu et år med Roskilde Festival (vel)overstået trods en noget dramatisk afslutning til Gorillaz-koncerten, hvor rapper Del the Funky Homosapien under det sidste nummer, “Clint Eastwood”, faldt af scenen. Ikke desto mindre har de fire dage fra onsdag til og med lørdag budt på en række enestående koncerter, og en række mindre mindeværdige af slagsen. Vores anmeldere har drønet fra koncert til presseområde, tilbage til en koncert og atter til pressen for at holde dig opdateret på deres oplevelser, og det er der kommet nedenstående anmeldelser ud af.
Desværre blev vores redaktør, aka lørdagens anmelder, ramt af sygdom (hvis vi disker op med en tragikomisk joke om Roskilde-syge er det nok ikke helt langt fra) fredag morgen og måtte ende festivalen dér. Til gengæld har flere Bands of Tomorrow-skribenter, der var på festivalen, bidraget med kommentarer til de koncerter, hun skulle have anmeldt, så du skal nok få vores besyv med om Kali Uhis, Dua Lipa, Gorillaz og Anderson .Paak alligevel.
Her er alle vores anmeldelser fra onsdag til lørdag, mens du finder anmeldelserne fra opvarmningsdagene i artiklen her.
Tak for i år Roskilde! Du var brutal og betagende som altid.
Onsdag den 4. juli
Saveus – Orange Scene
3,5 stjerner
»Saveus beviste deres værd som musikere, men de manglede det sidste performanceelement for at åbne Orange Scene med manér.«
Læs hele anmeldelsen her.
St. Vincent – Arena
4,5 stjerner
»Musikalsk var St. Vincents koncert en imponerende affære at være vidne til, og St. Vincent beviste virkelig hvor fænomenal en guitar hun spiller, samtidig med at hun synger med overbevisning og med stor nerve.«
Læs hele anmeldelsen her.
Torsdag den 5. juli
Haley Heynderickx – Gloria
5 stjerner
»Man skal lede længe efter et bedre venue end Gloria for amerikanske Haley Heynderickx, hendes bandmates og deres dragende indiefolk. I hvert fald blev man hurtigt overbevist om, at denne sammensætning måtte være opskriften på en rigtig fin og stemningsfuld koncertoplevelse.«
Læs hele anmeldelsen her.
First Aid Kit – Orange Scene
4 stjerner
»Søstrene Johanna og Klara Söderberg leverede en koncert til perfektion – men der manglede dog én ting: sjæl.«
Læs hele anmeldelsen her.
6lack – Apollo
3,5 stjerner
»Generelt bliver jeg dog ret træt af hypeman-effekten. Hvis en koncert virkelig spiller, skal folk nok selv “throw the hands up” automatisk, og ellers er det altså bare mere tiltalende at gøre det på 6LACKs egen opfordring. Hans optræden er efter min mening stærk nok til at bære det uden en hypemans konstante afbrydelser.«
Læs hele anmeldelsen her.
Khalid – Arena
3,5 stjerner
»Undervejs i showet hoppede og dansede Khalid glad rundt på scenen, mens han sang og flirtede, både med publikum og med danserne. Dog kom dansen lidt for ofte på bekostning af vokalpræstationen, hvilket er ærgerligt. Khalid er jo gudsbenådet med en fantastisk stemme, som vi gerne ville have hørt mere til. På de mere stille numre som “Coaster” og “Shot Down” fik vokalen da lov til at skinne igennem og smøre øregangene, men det kunne vi altså godt have brugt meget mere af.«
Læs hele anmeldelsen her.
Fredag den 6. juli
Marlon Williams – Avalon
4 stjerner
»Gennem koncerten ledte Marlon med sit band ens hen på gamle, legendariske folk- og singer/songwriter-kunstnere som Neil Young, Beatles og ikke mindst Simon & Garfunkels bevægende korarrangementer. Marlon Williams formåede dog at forny sine referencer til de gamle stjerner, og især i hans solosange, hvor bandet gik ud fra scenen og lod Marlon være alene tilbage, brillerede han, og koncerten løftede sig til nye højder.«
Læs hele anmeldelsen her.
New Gen – Apollo
2 stjerner
»Overordnet set var koncerten en ret flad og forvirrende oplevelse, hvor størstedelen af rapperne virkede temmelig uoplagte. Men jeg tror nu ikke, at skylden alene kan skydes på New Gen-crewet. For de fleste upcoming acts ville sikkert have svært ved at skabe en vaskeægte moshpit-bouncende hiphopfest midt om eftermiddagen i en bagende sol og hvirvlende støvskyer, for et temmelig fladt og muligvis tømmermændsramt publikum.«
Læs hele anmeldelsen her.
The Minds of 99 – Orange Scene
5 stjerner
»Hele koncerten var med andre ord ét stort højdepunkt, der blev rundet af, ved at store røde balloner fløj ud fra scenen og ud over publikum. The Minds of 99 formåede virkelig at skabe musikalsk magi, og med deres energiske, ærlige og nærværende univers, erobrede de på ny Orange Scene.«
Læs hele anmeldelsen her.
Fleet Foxes – Arena
3 stjerner
»Scenen var altså sat til en virkelig bevægende koncert, men det var desværre som om at bandet aldrig rigtig kom ud over scenekanten. Publikum virkede rastløse, og det virkede også som om at bandet manglede noget selv for at kunne levere 100%. Flere gange havde de problemer med at følges ad i deres outroer, blandt andet i ”Mykonos”, og det gav en rodet fornemmelse.«
Læs hele anmeldelsen her.
Benal – Arena
5 stjerner
»Benal skrev sig ind i rækken af legendariske hiphopkoncerter på Roskilde Festivals Arena-scene, og leverede et overlegent show fyldt med gæsteoptrædener.«
Læs hele anmeldelsen her.
Lørdag den 7. juli
Kali Uchis – Apollo
Martin Rahbek giver 3,5 stjerner:
»Kali Uchis var forførende på scenen, når hun dansende krængede sin sprøde vokal ud gennem højtalerne. Den soul-fulde sound og de let jazzede pop- og R&B-arrangementer bragte den helt rigtige stemning til solbeskinnede Apollo, særligt med de colombiansk inspirerede lydelementer. Desværre mudrede lyden til tider lidt for meget, og den lækre vokal kunne ikke altid nå helt ud over plænen, som var propfyldt med sommerligt klædte (og meget snakkesalige) festivalgæster denne skønne lørdag eftermiddag. Men det var en festlig og energifyldt optræden, og alle hyggede sig i selskab med Kali-tøsen!«
Pernille Vingaard Andersen giver 3,5 stjerner:
»Der var desværre dårlig lyd under den colombiansk-amerikanske sangerindes koncert på Apollo, og det fik musikken og vokalen til at fremtone en anelse mudret. Når det så er sagt, så Kali Uchis ud til at føle sig helt hjemme på scenen, hvor hun dansede rundt til sin sensuelle og lækre latin-prægede soul-R&B. Publikum virkede dog først rigtig til at være hægtet på, da Uchis tog hul på de mere kendte numre på sætlisten – numre der befinder sig på debutalbummet Isolation, som eksempelvis ”Just A Stranger”, ”Your Teeth In My Neck” og ”After The Storm” – Her fyrede publikum for alvor op for de hoftevrikkende dansemoves.«
Dua Lipa – Orange Scene
Martin Rahbek giver 4 stjerner:
»Dua Lipa spillede Orange op til dans med sin storslåede powerpop, og hendes brølende vokal nåede ud over hele festivalpladsen. Hun udstrålede en enormt sensuel aura, når hun bevægede sig og dansede rundt på scenen. Og hun var virkelig god til at få hele plænen med sig med hits som “Be The One” og mega-bangeren “One Kiss”, som Calvin Harris har produceret. I starten dansede hun dog for meget med sine dansere/korsangere på scenen, imens hun sang, og det var desværre på bekostning af vokalen. Selvom det lagde op til fest, var hun altså langt mere nærværende og havde god publikumsinteraktion, når hun holdt sig til mikrofonen – og så dansede ind imellem sin sang. Det var derfor klart numrene senere i sættet, der fungerede bedst. Så kunne man nemlig også høre hendes skønne stemme meget mere!«
Mathias Hjoth giver 4 stjerner:
»Dua Lipa krævede lidt for meget af publikum til at starte med. Folk var ikke helt klar på at synge så meget med og hoppe fra start af, som hun ville have dem til. Som koncerten skred frem, fik hun mere gang i festen og fik publikum til at synge mere med og hoppe, når hun ville have dem til det, hvilket hun på inspirerende vis gjorde gennem energiske opfordringer. Publikum skulle lige i gang, før festen fik den energi, som hendes numre lægger op til og fortjener. Jeg beundrede også (meget) hendes karisma og måde at performe på – måden, hun indgik på i sceneshowet og dansen. Hun fyldte pladsen ud på scenen, og i takt med at koncerten skred frem, blev man mere og mere klar over, hvor mange hits, hun faktisk er forfatter bag. Ingen tvivl om, at hun bliver en stor, stor popstjerne – hvis hun ikke allerede er det.«
Pernille Vingaard Andersen giver 4 stjerner:
»Dua Lipa indtog Orange Scene med sin hitprægede sætliste og leverede et vaskeægte popshow med dans, korsangerinder og stort nærvær. Og så var det en udpræget girl power-fest med budskabet om at hylde veninderne. De mange dansekoreografier tog dog indimellem pusten en lille smule fra sangerinden, hvilket gik ud over hendes ellers virkeligt gode vokalpræstation.«
Ditte Nebeling Jensen giver 3,5 stjerner
»Dua Lipa leverede en ren popfest med koreogra, dansere og fællessang, men hendes koncert formåede desværre ikke at være så meget andet end en popfest, og det fremstod som en lidt overfladisk affære.«
Gorillaz – Orange Scene
Martin Rahbek giver 4,5 stjerner:
»Den anerkendte firkløver Gorillaz var yderst velspillende og velforberedte, da de indtog Orange Scene sent i går aftes. Frontmand Damon Albarn har efterhånden besøgt Roskilde Festival nogle gange, og han stjal langt hen ad vejen alt opmærksomheden med sin afslappede, og til tider mere frembrusende, britiske attitude. Som tribute til det engelske fodboldlandshold var han trukket i den hvide landsholdstrøje og rendte legende rundt på scenen – og på hegnet til den forreste pit i favnen på publikum. Men bandet havde også trukket en hel række af dygtige sangere og sangerinder med på scenen, og undervejs fik de lov til at brillere med hver deres særlige solistiske stil (når de altså ikke agerede vellydende kor). På den måde blev koncerten til en hel palette af genrer med alt fra rock og melodifyldt pop til rap, hiphop og r&b til regulære gospelinspirerede arrangementer. Til tider blev det dog til lidt for lidt af Albarn, og lidt for meget af gæstestjernerne, og med det faldt energien en lille smule. Men overordnet set en fantastisk gennemført koncert, som jo desværre havde en alt for brat afslutning, lige som det skulle til at peake.«
Mathias Hjorth giver 4,5 stjerner:
»Gorillaz var åndssvagt fedt, men kunne godt virke lidt som en rodet affære. Det er dog en smagssag, for på den anden side gav det koncerten en enorm dynamik, at de spillede så meget forskelligt. De inviterede ikke på samme måde folk ind i et bestemt univers, som de gjorde, sidst de spillede på Roskilde og performede Plastic Beach. Modsat sidste optræden på Roskilde var det lidt som at samle alle Gorillaz’ album og trykke shuffle. Jeg savnede lidt mere synergi mellem numrene i deres set. Rodet affære eller ej fjerner det ikke fokus fra, at man kun kan anerkende den musik, Gorillaz fremfører – og især det talent, Albarn besidder. Han er for vild og kan så meget på en scene.«
Ditte Nebeling Jensen giver 5 stjerner:
»På trods af den kedelige afslutning på koncerten, tog Gorillaz Roskilde Festival med storm og viste præcis, hvordan man lukker Orange Scene.«
Anderson .Paak – Arena
Martin Rahbek giver 5 stjerner:
»Anderson .Paak var den helt rigtige energibombe til at holde gang i det efterhånden slidte Roskilde-publikum. Storsmilende drønede han rundt på scenen til den ene hiphop-banger efter den anden. Teltdugen over Arena blev skudt i vejret, og crowden var helt oppe at køre – selvom det efterhånden var sent ud på natten. Og så må man tage hatten af for hans eminente færdigheder bag det ophævede trommesæt. Her fra sin trone demonstrerede han, at højhastighedsrytmer og sangudladninger ikke behøver at udelukke hinanden. Sikke en afslutning på en sublim Roskilde-lørdag, og på en sublim festival i det hele taget!«
Ditte Nebeling Jensen giver 5 stjerner
»Anderson.paak var den perfekte afslutning på Roskilde, og med en overlegen og medrivende koncert viste han sig både som utrolig dygtig instrumentalist, sanger og performer.«