fbpx

Haley Heynderickx – Roskilde Festival 2018

Foto: Pernille Vingaard
Scene: Gloria
Dato: Torsdag den 5. juli klokken 12.30

Haley Heynderickx gav en personlig, fin og charmerende koncert i stemningsfulde rammer på et stort set propfyldt Gloria.

Haley Heynderickx – Roskilde Festival 2018
5 / 5 Anmeldelse
Rating5

Man skal lede længe efter et bedre venue end Gloria for amerikanske Haley Heynderickx, hendes bandmates og deres dragende indiefolk. I hvert fald blev man hurtigt overbevist om, at denne sammensætning måtte være opskriften på en rigtig fin og stemningsfuld koncertoplevelse.

Efter en kort præsentation over højtalerne af den Portland-baserede musiker i et mørkelagt og forventnings-summende Gloria, gik Heynderickx og hendes to kompagnoner, en trommeslager og en keyboardspiller/korsanger, smilende på scenen. “This is the most intimate-dramatic opening we’ve ever had.”, lød det overvældet fra sangerinden – en åbnings-linje, der straks fik publikum til at smågrine. I det hele taget virkede gruppen lige fra start utroligt søde, glade og imødekommende, og gav flere gange undervejs udtryk for, at de var meget beærede over at give koncert på en dansk festival for mindst 900 flere, end de plejede at spille for. Der var med andre ord ingen tvivl om, at det var en stor koncert for Haley Heynderickx og Co.

Gruppen lagde ud med nummeret “The Bug Collector”, og her fornemmede man med det samme, at det var engagerede og dygtige musikere, vi havde med at gøre. Heynderickx’ fine og rene vokal blev akkompagneret af smukke korharmonier, flotte guitar- og keyboardmelodier og et indtagende beat, der tilsammen skabte dragende og øregangssmeltende vellyd. En tilstand, der skulle vise sig at vare ved resten af koncerten igennem, som yderligere bestod i numre som “Untitled God Song”, “Oom Sha La La”, “Drinking Song”, og “Fish Eyes”. Sange om Gud, haver, druk og fisk, som Heynderickx kækt bemærkede.

På et tidspunkt fortalte Heynderickx, at hun var blevet booket til Roskilde Festival efter at have spillet på South by South West-festivalen i Texas. Inden denne koncert, havde hun ladt sin guitar stå i solen i en hel del timer, og den var derfor røget ud af stemning. Men på trods af, at hun meget af koncerten havde spillet falsk, var Roskilde-bookeren alligevel blevet begejstret for hende. Til dagens koncert spillede hun på en lånt guitar, der umiddelbart heller ikke virkede til at stemme helt, som hun gerne ville have den til, og den blev derfor stemt efter stort set alle numre. Om den rent faktisk var ude af stemning, eller om det blot var en nervøsitetshandling, er svært at sige. I hvert fald kunne man påpege, at guitaren måske blev justeret lidt for ofte, hvilket tog en del tid mellem numrene. Dog kom gruppen meget godt uden om det, ved at Heyndericks og keybordisten enten fortalte hyggelige og personlige historier om det kommende nummer, jokede med publikum, eller kommenterede på de små svævende lyseffekter i baggrunden, der mindede dem om små “spermies”, som Heynderickx kaldte det.

Generelt havde gruppen en ret underspillet, charmerende og cool humor, der virkelig var med til at gøre koncerten til noget helt særligt. Og det var tydeligt at høre, at publikum var helt vilde med både humoren og ikke mindst musikken, som blev modtaget med en øredøvende jubel og klapsalver hele vejen igennem. En hyldestbølge, som trioen også havde fornøjelsen af at ridde ud på efter afsltuningsnummeret, den næsten otte minutter lange “Worth It” – og Haley og Co., det var det i den grad!

Pernille Vingaard
pernillevingaard@bandsoftomorrow.com