fbpx

Roskilde Festival 2018- overblik: Her er alle vores anmeldelser fra opvarmningsdagene

Foto: Simon Zahrtmann

I dag skydes Roskilde Festival sådan for alvor i gang med åbningen af festivalpladsen. Mens de hede sommertimer siden i lørdags er gået ude i campingområdet, har en række danske og skandinaviske artister fra vækstlaget gjort hvert sit for at imponere branchen og ikke mindst charmere sig ind på nye fans.

Vi er i den grad blevet charmeret, og niveauet på scenerne Countdown og Rising har været tårnhøjt for at sige det mildt. Mens hiphoppere som Emil Kruse og Loke Deph har kastet håndtegn med det svedende publikum, har kunstnere som svenske Albin Lee Meldau og det danske pophåb Jada brilleret med vidundersang, mens atter artister som Holm og Pale Honey har kælet for de rock-glade.

Koncerterne har været mange, og for det meste kanongode, og i anmeldelserne her kan du forhåbentligt læse dig frem til hvorfor.

Søndag den 1. juli

Jada – Countdown

4,5 stjerner

»Jeg stod sammen med en, der ikke kendte til Jada i forvejen, og vi var kun få numre inde i koncerten, da hun lod tårerne trille. Det rørte mig at se, hvor meget musikken rørte en anden. Jeg spurgte hende efterfølgende, hvad det var, hun følte, og fuldstændig strålende sagde hun, at koncerten fik hende til at tænke, at fremtiden var lys for unge mennesker, både piger og drenge.«
Læs hele anmeldelsen her.

Emil Kruse – Countdown

4 stjerner

»Det var tydeligt at se, at det her var en vigtig koncert for Emil Kruse, og det er fedt, når kunstnerne tager en så stor mulighed, det er at spille på Countdown og Rising, seriøst.«
Læs hele anmeldelsen her.

Miriam Bryant (SE) – Countdown

3 stjerner

»Det var en lidt vag og usikker start på en koncert, som i første halvdel var præget af lignende udfald, men heldigvis løbende blev bedre. Allerede i andet nummer, “Game”, var der en smule mere styring på. Jeg var pjattet med trommefiguren, og hendes stærke vokal kom bedre til sin ret her, selvom det stadig var en smule svært at tyde, hvad der blev sunget i verset.«
Læs hele anmeldelsen her.

Sassy 009 (NO) – Countdown

4 stjerner

»Scenen er mørk, mens Sunniva har sat gang i en lang, mystisk syre-intro. I tågen træder Teodora frem og begynder at synge, efterfulgt af Johanna, der stemmer i og for en periode fremstår som frontkvinde i trioen. Det er hun dog ikke, for Sassy 009 er en syntese af tre kreative individer, som hver især stråler igennem, trods deres tydelige sammenhængskraft.«
Læs hele anmeldelsen her.

Mandag den 2. juli

Albin Lee Meldau (SE) – Rising

5 stjerner

»Efterfølgende spurgte Meldau, om det ikke var tid til at vi skulle “dansa litt til lovemaking music”, og straks blev der fyret op for flirtende basgange, flødeakkorder fra klaveret og smooth beats fra trommerne på et nummer som eksempelvis “About You”. Senere kom nummeret “Same Boat”, der frembragte endnu en stærk fællesskabsfølelse blandt mange af publikummerne, der nu straks begyndte at vugge fra side til side, mens de holdt hinanden om skuldrene.«
Læs hele anmeldelsen her.

Loke Deph – Countdown

3,5 stjerner

»Loke Deph har et bredt udvalg af numre, der med skarpe, aggressive, gennemtænkte og velfungerende tekster både behandler samfundsproblematikker som eksempelvis depressioner, og så er der dem, der handler om fest, røg og damer. Et katalog, der faktisk fungerer rigtig godt live, men der mangler desværre lidt fokus på leveringen af numrene, især når der kommer gæsterappere med på scenen.«
Læs hele anmeldelsen her.

Luster – Rising

5 stjerner

»Som kirsebæret på toppen blev showet sluttet af med et klimaks i form af den flirtende “Sexbeat”, der, ligesom resten af settet, blev leveret fuldstændig selvsikkert og overlegent, og om muligt fik publikum til at syde og boble endnu mere.«
Læs hele anmeldelsen her.

Pale Honey – Rising

4 stjerner

»Lige så vilde og rå, Pale Honey fremstod under musikken, lige så ydmyge var de mellem numrene, hvor Lodmark blandt andet charmerede sig ind på publikum med sine svenske gloser, da hun smilende udbrød: “Hvordan har vi det? Jeg tror, at vi elsker jer”. Under hele koncerten udviste gruppen i det hele taget et stort overskud, og havde endda tid til at bunde deres medbragte øl midt i et nummer, til stor begejstring fra publikum.«
Læs hele anmeldelsen her.

Tirsdag den 3. juli

Holm – Rising

4,5 stjerner

»Generelt var koncerten præget af et stort musikalsk overskud, og man stod som publikum med en fornemmelse af, at man lige så godt kunne have stået foran en af de store scener på festivalpladsen, frem for den mere moderate Rising-scene. Holm har nemlig et stort potentiale, og en lyd der vidner om mange større scener i fremtiden.«
Læs hele anmeldelsen her.

Fool – Countdown

3,5 stjerner

»Det store spørgsmål efter sådan en tilsyneladende veludført koncert er dog, om Fool har andet at byde på end de allerede etablerede danske popnavne som Scarlet Pleasure og Phlake? Selvom de tydeligt er nye, viste Fool med denne koncert, at de i hvert fald har ambitionerne, og at deres fans er med dem hele vejen. Der er dog et stykke for dem at gå, og deres musikalske gimmicks som lange, storladne trommefills ender i deres
gentagelser desværre med at falde til jorden frem for at være grandiøse.«
Læs hele anmeldelsen her.

Jakob Ogawa (NO) – Rising

4 stjerner

»Koncerten var ikke transcenderende eller tankevækkende, men bare helt igennem fantastisk dejlig, og hvis Ogawas mål var, som han selv sagde, at få os til at “nyde os selv”, så vidnede et blik ud over det groovende og storsmilende publikum om, at missionen var fuldført.«
Læs hele anmeldelsen her.

Marshall Cecil – Rising

5 stjerner

»Marshall Cecil leverede en forrygende koncert, som vidner om meget større scener og publikum i fremtiden, og man må formode at Daniel Abraham Basse har ret, da han rundede af med: ”Tusind tak Roskilde, vi ses nok igen!”, for det, Marshall Cecil leverede her, var noget, der nok skal diktere vejen for deres videre karriere.«
Læs hele anmeldelsen her

Iris Gold – Countdown

4 stjerner

»Der blev blandt andet budt på festlige gimmicks som koordinerede blæser-dansemoves, breaks a la dem fra ”Kom Tilbage Nu” og tøjskift som tog Iris’ outfit til nye højder: fra gulvlang pels til fuldt guldvelour-sæt til kort pailletkjole. Alt sammen tricks som publikum åd råt, og som allerede efter første nummer fik publikum til begejstret at fortælle hinanden: ”Hold da kæft, hun er fed” og ”Wow, hvor er det fedt det her”.«
Læs hele anmeldelsen her.

Redaktionen
redaktion@bandsoftomorrow.com