28 dec 2017-opdagelser: Dream Wife

Foto: Joanna Kiely

Året lakker mod enden, og vi sætter fokus på et udpluk af de mange, nye musikalske bekendtskaber, vi har været så heldige at gøre os i løbet af 2017. Tag god imod en af dem: punkpop/rock-gruppen Dream Wife.

Jeg sidder med Rakel Mjöll, Alice Go og Bella Podpadec ude foran en café i den berømte Hamborg-bydel St. Pauli. Kvarteret er blandt andet kendt for det rige musikliv, der i mange år blomstrede i det slidte havnekvarter, hvor The Beatles i en periode boede og i 1960 eftersigende spillede deres første koncert som band. Det er efterhånden længe siden, men St. Pauli holder stadig fast i sin musikarv, og siden 2006 har den dannet ramme om den store showcase- og musikbranchefestival Reeperbahn Festival. Hen over fire dage i september afholdes der omkring 600 koncerter rundt omkring i byen, hvor spritnye bands fra hele verden spiller korte gigs for flere tusinde musikbranche-folk og nysgerrige musikelskere. Rakel (lead vokal), Alice (guitar og vokal) og Bella (bas og vokal) udgør kernen af Dream Wife (de har også fået trommeslager Alex Paveley med om bord), som i 2017 netop var et af disse bands.

Jeg møder dem om dagen inden deres eneste show på festivalen. De er ret smadrede efter at have været oppe siden alt for tidligt om morgenen for at komme hertil, og det første, de alle taler om, er deres enorme craving for den tyske koffeindrik Club Mate. De får alle fingre i en og er klar til en snak.

Indierock-gruppen Art Brut synger i nummeret “St. Pauli”: “Punk rock ist nicht tot!” (Punk rock er ikke død), og det var noget nær det budskab, Dream Wife kom til St. Pauli for at bevise senere den dag.

Her kan du blive klogere på gruppen, der egentligt startede som en performance til en udstilling på kunstuniversitetet i Brighton, men endte som en af årets mest hypede, nye bands på den alternative rockscene. Hvorfor? Fordi rygtet om at være et fantastisk live-band har det med at sprede sig som en steppebrand. Og det er lige præcist, hvad der de seneste år, og især i år 2017, er sket for Dream Wife.

»Hvorfor ikke bare starte et band? For Canada!«

»H.v.o.r.f.o.r Canada,« læser Rakel højt fra mine noter. Hun kigger op, vender sig mod Alice og Bella og siger: “Why Canada?”

Rakel er oprindeligt fra Island (det forklarer, hvorfor hun pludselig kan læse mine spørgsmål), og hun mødte de to briter Alice og Bella på kunstuniversitet i Brighton.

– Canada er grunden til, at vi er et band. Vi plejede at hedde ‘Dream Wife Dream of Canada’, fortæller hun. Dream Wife er ikke opstået på sådan helt traditionel vis, hvis der da findes sådan en. Bandet opstod som et kunstprojekt, pigerne lavede på universitet i 2014, hvor de skrev nogle sange hen over en dag, indspillede dem og opførte dem på åbningsdagen for den endelige udstilling.

Musik var ikke nyt for Rakel, der havde deltaget i flere sangkonkurrencer, dengang hun boede i Island:

– Jeg var virkelig vild med konkurrencer. Jeg var en “tiara-kind-of-person” i sangkonkurrencer. Og jeg vandt… Jeg kendte opskriften på at vinde! Så jeg vandt alle de her skole- og nationale konkurrencer, da jeg var barn. Gud ske tak og lov for, at jeg ikke valgte at gå ned af den vej som voksen, for det ville være X Factor. Islandsk X Factor…, siger hun lettet. Hun stoppede med at konkurrere, da hun var omkring de 17 år, og så blev jeg cool, joker hun; bare vær’ cool. Det er alt, jeg gør.

Alice var heller ikke ny i musik, og spillede guitar i forvejen, men hvad angår Bella, havde hun aldrig spillet på et instrument, før de stablede deres kunstprojekt på benene. Hun måtte lære sig selv at spille bas, så det handlede om at springe i med begge ben: Det var ret hårdt, og det har været 100 kilometer i timen lige siden det øjeblik, jeg samlede en bas op. Men det er godt at presse sig selv på den måde, siger hun roligt, som om det er ingen bedrift at lære sig selv at spille bas på så kort tid. Men det gjorde hun altså, og hele kunstprojektet skulle vise sig at blive en ret stor succes. Før de vidste af det, begyndte de at blive booket til forskellige små shows rundt omkring England. Pludselig kunne Dream Wife realisere deres “dream of Canada”, for takket være gode kontakter fik de stablet en Canada-turné på benene.

– Vi ville bare gerne besøge vores venner, griner Rakel, mens Alice fortæller: Bella og jeg var lige blevet færdige fra Uni på det tidspunkt, og vi ville bare gerne have en grund til at tage til Canada. At turnere blev deres grund, forklarer Rakel videre: Hvorfor ikke bare starte et band? For Canada!

Således gik det til, at Dream Wife startede som en vild idé til et kunstprojekt og endte som et af 2017’s mest omtalte nye grupper. Bare i 2017 har Dream Wife spillet til festivaler som South by South West (SXSW) i Texas, The Great Escape i England, Reeperbahn Festival (hvor jeg mødte dem) i Tyskland, og som opvarmning for Sleigh Bells og The Kills. Den 26. januar 2018 udgiver pigerne deres selvbetitlede debutalbum, og så fortsætter tour-livet, hvilket blandt andet fører dem til Danmark.

Opskriften på den store live-succes: Ingen regler

Tro nu ikke, at buzzen omkring Dream Wife bare er endnu en omgang fesen hype, som det er set så mange gange før. Gruppen er hypnotiserende på en scene, og tid og sted har det med at blive ikke-eksisterende, når de først har sat igang. Jeg oplevede det selv, da jeg så gruppen på hjemmebane på The Great Escape Festival i Brighton i år. »En sickass koncert, der får blodet til at pumpe og hofterne til at svaje,« skrev vi blandt andet om det højenergiske show på en fuldstændig proppet Vevo-stage.

Samme aften havde vi været forbi en koncert med fellow-brits HMLTD, som også (med god grund) har fået ry for at være et must-see live-band.

Dream Wife og HMLTD kender hinanden fra London af, og begge gange, jeg har set de to bands live, har jeg fået den samme vibe. De står for mig som et 2017-symbol på ung rebelskhed og oprør. En rebelskhed, jeg virkelig har savnet herhjemme efter at have stået på alt for varme, alt for proppede små venues i England i et crowd af svedende unge mennesker, der tydeligvis har manglet den fuckfinger, bands som Dream Wife og HMLTD giver alle de dødsyge og normative konventioner, vi i så lang tid har taget for givet.

– Jeg tror, at den måde, de (HMLTD, red.) er med glam-rock måske handler om den samme mentalitet om at ændre, hvad det vil sige at lave en live-performance, og hvad det kan være, siger Alice, efter at Rakel har afsløret, at det faktisk er hende, der synger backing vokaler på HMLTD’s gennembrudsnummer “To the Door”.

Jeg føler mig ret sikker på, at det, jeg er faldet for i bands som Dream Wife og HMLTD, er den vovede tilgang, de har til det at skrive musik. Herhjemme er rigtig meget af det musik, der kommer ud for tiden “smooth”, “lækkert produceret” og “feel-good”, og det er fedt! Jeg elsker det! Men verden synes bare ikke altid lige smooth og lækker, og lige så vigtigt det er alligevel at kunne nyde den, lige så tiltrængt er det, at der engang imellem er nogle, der tør sige fuck alt det her. Det gør Dream Wife.

– Vi har talt lidt om det, faktisk, det her med at sammenligne os med eksempelvis meget produceret musik. Det, vi gjorde, da vi startede, var, at vi bare spillede shows, fortæller Rakel: Vi tænkte ikke engang på at indspille det. Mange bands, jeg har mødt, har først produceret deres musik, og så fundet ud af, hvordan de skal lave et live-show ud fra det musik, de har produceret – hvilket fungerer for mange mennesker. Men vi spillede bare et live-show. Og så har vi til sidst indspillet noget, og prøvet på bedste vis på indspilningen at fange den energi, der er til vores shows i stedet.

Så det er altså en omvendt arbejdsprocess, påpeger Alice. Og så er regelen bare, at der ingen regler er:

– Som vi har sagt, er vi også virkelig vilde med Happy Meal Limited (HMLTD, red.), og det vi prøver at gøre med live-shows er at ryste lidt op i reglerne eller prøve ikke at tænke så meget på reglerne. Hvis vi siger, at vi startede ud som et kunstprojekt, tænker man i sidste ende på noget, som ikke er et band. Men i virkeligheden er det, vi startede ud som, et band med absolut ingen forventninger til, hvad vi kunne, og det var virkelig befriende.

Rakel forestiller sig også, at der må ligge en udfordring hos de bands, der har et stykke meget velproduceret materiale, når de skal finde ud af, hvordan de vil tage det her meget velproducerede musik til et live-stadie, modsat den måde de i Dream Wife arbejder på.

– For os, når vi skriver sange, prøver vi bare at spille det live. Og det giver en fed mulighed for at se, hvordan en sang vokser. Måske spiller vi den første gang for et random publikum som ikke ved, at det er første gang, den bliver spillet, og at den blev skrevet dagen forinden. Så de hører én version af den, og otte måneder senere har den måske udviklet sig. Vi lader på en måde vores sange ånde i live-showet. Det er ikke produceret. klar. spil.

På den måde får de tre kunstnere udforsket musikken, imens de spiller den live, og det er sådan, at deres sange tager form. Det en meget organisk process, forklarer Alice, og for dem er det den reneste form for musik. Og det er helt sikkert ikke “safe”, siger Rakel:

– Jeg tror, at det er de færreste bands, der ville skrive en sang og så spille det live, inden de overhovedet har spillet den for deres label. Det er på en måde sådan; ‘bare spil det, og måske kommer publikum til ikke at kunne lide det, og måske kommer vi til ikke at kunne lide det…

Det har de skam prøvet – altså at spille en sang til et show, hvor det er første gang, de spiller den, for så at finde ud af at der er et eller andet, der bare ikke fungerer. Men det er det mest fantastiske ved det, siger Rakel:

– Nogle gange laver vi en sang og tænker, at længden på den passer virkelig godt, og så tager vi den med på scenen og tænker: ‘omg den her sang er såååå lang’, eller ‘måske skulle vi tilføje et ekstra omkvæd, for crowden synger virkelig meget med, selvom de ikke engang kender det’. Det er fedt at fremlægge vores idéer til et crowd, men ikke være sådan: ‘Hej, det her er en ny sang’. Det siger vi aldrig. Vi spiller den bare og ser, hvad reaktionen er.

Det virker ret modigt, tænker jeg, og jeg spørger, om det ikke også er skræmmende at spille musikken første gang foran et publikum.

– Det er bare virkelig sjovt!, svarer Alice: Der er meget adrenalin i det. Du vil bare virkelig gerne vise folk din musik og dele den med nogen!

– Vi tager ikke os selv seriøst, tilføjer Rakel og fortsætter; vi tager musikken seriøst. Og jeg tror, at hvis du tager dig selv seriøst, vil du være sådan, ‘okay, I dømmer mig alle sammen, jeg bliver vurderet, mig, mig, mig!’. Det er ikke en sund tilgang til musik. Du kan tage, hvordan du fremfører en sang seriøst, men du skal have det sjovt imens og ikke være bange for at blive dømt.

Nej, Dream Wife er ikke et “pigeband”

Og dømt, det bliver de. Vi er et band af tre piger…, siger Rakel, og mere behøver hun ikke at sige – desværre. Trioen er meget opmærksomme på, hvad der bliver skrevet om dem. Generelt er det altid et meget “blomstrende” sprog, folk bruger til at beskrive kvindelige musikere, siger Alice. “Eller også bliver man kun sammenlignet med andre kvindelige artister. Man er sådan ‘hmm’,” tilføjer Rakel, og deres indtryk er, at det at blive dømt som kvindelig artist på mange måder bare er sindssygt automatiseret. Måske er det under forbedring, hvad angår at der helt klart er kommet en dialog omkring problemet, men det er automatiseret, det er så automatiseret, sukker Alice; og det er det værste af det hele. Der er så mange ting på så mange niveauer, som er forventet af dig som kvinde i musik. Det er generelt sværere at blive taget seriøst.

Men pigerne er enige om, at de selv synes, at de nu gør det meget godt, og der er to ting, de går meget op i, fortæller de mig. Den ene er ikke at begrænse sig selv. De gør, hvad de vil, og det er det, de står for. Den anden er ikke at læse kommentarerne på Youtube. For Guds skyld, læs aldrig kommentarerne på Youtube.

– Jeg gjorde det den anden dag, siger Rakel lavmælt og kigger en smule skamfuldt op på Alice og Bella, som begge flækker af grin. Det var et uheld!, skynder hun sig at sige. Jeg var sådan, ‘gør det ikke!’, men jeg gjorde det bare. Og det fik mig til både at grine og være sådan: ‘Du må ikke læse kommentarerne!’. Men jeg bliver nødt til at fortælle jer om det her! Men lad være med selv at læse det! Lad være med at kigge på Youtube… okay! så der var en, der skrev: ‘Gade vide, hvem af deres fædre, der har betalt for denne her video’.

Rakel taler om gruppens seneste musikvideo til nummeret “Fire”. Alices reaktion er noget i retningen af “WHAAAT!”, og Rakel tilføjer, at hun tænkte: Ååh søde. Du har ingen idé… Du har ingen idé, hvor meget arbejde, og hvor stor en indsats, der er i det her. Men man er også sådan, ‘dit lille bitte menneske. Du forstår slet ikke, hvor meget der ligger i det her, gør du?’.

Det er præcis episoder som denne, Dream Wife er trætte af, og deres frustrationer høres tydeligt i musikken. På nummeret “Lolita” fra 2016-EP’en EP01 synger Rakel overlegent: “I’ve been your Lolita//I’ve been your toy//I’ve been your saviour//And I’ve handled it like a boy”. Og på “Somebody” fra det kommende debutalbum rammer de direkte ned i kernen af, hvad #metoo kræver et opgør med, og den problematik, der lige nu sender bølger igennem især film- og musikindustrien: »You were a cute girl standing backstage//It was bound to happen//You had a smile across your face//It was bound to happen//What you wore and how you bore it so well//What did you expect would happen?//You were a cute girl standing backstage//It was bound to happen.«

»I am not my body//I’m somebody,« synger hun i omkvædet og sætter en stor fed streg under en vigtig pointe, det i 2017 ellers ikke burde være nødvendigt at sætte en stor fed streg under…

– Et problem, vi har, er med ordet ‘pigeband’,” begynder Rakel, da vi kommer nærmere ind på emnet. Alice fortsætter: På en måde, så klinger det bare af ‘produkt’, noget ‘fremstillet’ i forhold til et band i traditionel forstand. Og når det ord primært bliver tillagt én, fordi man er tre kvinder, der laver musik, underminerer det i sidste ende, hvad det er, man laver som en seriøs ting. Så vi kæmper helt klart med det ord.

Pigerne bliver især overraskede over, hvor meget ordet bliver brugt i England. Taler de med international presse, er det ikke sikkert, at personen lægger den samme betydning i det, men i England er det anderledes, mener de. I England kender de sproget, de ved, hvad det betyder:

– Det er bare frustrerende. Det er som at blive holdt fanget på grund af ens køn. Der er en fantastisk arv af fantastiske kvinder i musik i England, og det er mærkeligt, at det ord stadig spiller ind og bliver brugt på bands, som ikke er et fremstillet produkt, fortsætter Alice, mens Rakel tilføjer, at der bare er rigtig mange ting, man skal “deale” med:

– Jo mere man er i denne her verden, jo mere lærer man, hvad der er korrekt, og hvad der ikke er. I starten for nogle år siden, troede jeg, at det var okay at sige ‘pigeband’, for vi var et band bestående af piger, men man lærer hele tiden, og hvorfor ikke lære andre om det? Det er bare undervisning.

Mens pigerne stadig kæmper videre for bare at være et “band”, nyder de de mange opture, de har undervejs, særligt når andre piger kommer op til dem efter et show og fortæller, at de også drømmer om at spille i et band.

– Det er et godt show, når unge piger kommer op til én og er sådan: ‘OMG JEG VIL STARTE ET BAND!,” siger Rakel.

– Vi har spillet nogle steder, hvor pigerne rent faktisk aldrig har set andre piger spille i bands, og det har virkelig været en big deal. Eller, det har været en big deal faktisk at vise folk, at det er normalt. At det kan være dig. Du kan gøre det her. Det er ikke så vildt. Og det er bare en speciel ting at tage med til folk. Det er det hele værd, forklarer Alice og smiler.

Vores Club Mate er efterhånden sluppet op, og pigerne har en ny journalist ventende på et interview. Sådan er det, når man er et af de dér nye navne, alle fortæller alle, at de skal lytte til. Om aftenen venter et show på Molotow Bar. Det skulle vise sig at være en så proppet koncert, at vi faktisk ikke kunne se dem, da vi endelig kom, men at dømme efter, hvad vi kunne høre, fik de levet op til Art Brut’s tekst i “St. Pauli” – “Punk Rock ist nicht tot!“.

Jeg håber, at et par piger eller to er kommet op til Rakel, Alice og Bella og har delt deres visioner om at starte et band efter at have set dem.

2018 byder foreløbigt på udgivelsen af debutalbummet Dream Wife den 26. januar via det London-baserede indie label Lucky Number. Og så står den atter på et hav af koncerter, når trioen i starten af året drager Europa rundt og blandt andet lægger vejen forbi Ideal Bar i København den 10. marts.

Mens du venter, kan du nyde nummeret “Fire” og den tilhørende video, som ingen af deres fædre har betalt for…

Er du nysgerrig på flere af vores opdagelser fra i år, kan du læse om den israelske, elektroniske kunstner Noga Erez her, den italienske alternative rockgruppe Shijo X her, og om den britiske R’n’B/pop-sangerinde Cosima her. God fornøjelse!