2017-opdagelser: Shijo X

2017-opdagelser: Shijo X

Foto: Simone Giancontieri

Året lakker mod enden, og vi sætter fokus på et udpluk af de mange, nye musikalske bekendtskaber, vi har været så heldige at gøre os i løbet af 2017. Tag god imod ét af dem: Shijo X.

Torsdag eftermiddag på Reeperbahn Festival i Hamborg. For en gangs skyld har vi et par timer uden det store på programmet, så vi tager en rolig gåtur langs Spielbudenplatz. Pludselig hører vi noget. Der er masser af lyd i denne del af byen, men ikke som denne. Øjeblikkeligt afløses vores afslappede tilstand af panik, og vi begynder at spæne mod den ubestemmelige blanding af punkrock, grunge og soul, som flyder fra en nærliggende scene. Alt for kort tid efter er koncerten forbi. Forsangeren smiler til sit publikum, da hun takker af med ordene “We’re Shijo X“. Jeg er målløs – jeg bliver nødt til at finde ud af, hvem de er.

Mød Shijo X

Shijo X går heldigvis med til et interview dagen efter, og da jeg mødes med bandet, bemærker jeg som udgangspunkt to ting. For det første skråler bandets fremtoning ‘ROCKBAND’; musikerne er iklædt læderjakker, og farverne er, kun med undtagelse af forsangerens røde læbestift, holdt mørke. For det andet udgøres Shijo X af ærke-italienere. Bandets medlemmer taler alle med tung accent, og når én af dem mangler et ord på engelsk, debatteres der internt livligt på modersmålet.

Shijo X havde i 2009 deres opstart som duo, men bandet tæller i dag i alt fire medlemmer: Forsanger Laura Sinigaglia, pianist og keyboardist Davide Verticelli, trommeslager Federico Adriani og bassist Federico Fazia. Alle fire har gennem det meste af livet beskæftiget sig med musik, og de har på kryds og tværs kendt hinanden længe, hvilket tydeligt kommer til udtryk i deres kammeratlige måde at omgås. Laura og Davide er de mest snakkesalige af gruppens medlemmer, og de afbryder, supplerer og afløser flittigt hinanden i løbet af samtalen.

Læs også  Mercury Prize 2018: Her er de 12 album, der i aften kan løbe med sejren

Trangen til at fortælle er især tydelig hos Davide. Hans øjne lyser af begejstring, og han sidder lænet ind over bordet, mens han forklarer, at musikken altid har været en lidenskab for Shijo X. Han uddyber, at de dog ikke betragter sig selv som professionelle musikere. I Italien er det af flere grunde svært at leve af at lave musik. For det første betragtes musikken af mange italienere som en hobby. For det andet er det ikke nemt for et engelsksproget rockband at slå igennem, og derfor er gruppen allerede begyndt at betragte tværnationalt samarbejde som en naturlig del af deres fremtid.

Bandets tredje album Odd Times, der udkom tidligere i år, er produceret af medlemmernes ven Davide Cristiani og mastereret af én af hans kontakter, amerikaneren James Blackwood fra AZPM. I løbet af de seneste par år Shijo X erfaret, at branchen, der på én eller anden måde mangler i Italien, stortrives i mange andre dele af verden. Davide fremhæver Tyskland:

I en by som denne [Hamborg], er der så mange klubber, så mange bookinglister. Det er en hel industri, en musikindustri.”

Odd Times

For Shijo X er kompositionsprocessen lidt mere besværlig, end man kunne have håbet. De fire medlemmer har været vant til at bo langt fra hinanden, fordelt i byerne Teramo, Bologna og Rom, og Davide forklarer, at bandet som regel diskuterer musikken over mails. En sang kan opstå på mange forskellige måder, både som følge af et beat, nogle akkorder eller en tekststump, og som regel tænker Shijo X ikke på den større sammenhæng, når de skriver et nummer. Laura fortæller dog, at det var anderledes med kompositionen af Odd Times. Hurtigt indså de, at numrene, de skrev, havde et fælles tema. Om åbningsnummeret “Brink” siger hun:

Læs også  Premiere: Den danske duo Feel Freeze slipper flot og spacy musikvideo til singlen "Let Go!"

Det handler om at være på randen af noget, og ikke på den gode måde. Det er stemningen på hele albummet“.

Titlen Odd Times er ikke kun rammende for albummets tekstlige aspekt, men også for den følelse, man får, når man lytter til det. Omskiftelige taktarter kombineret med skæve akkorder på klaveret skaber på nogle af numrene en grundlæggende jazzstemning, mens andre sange eller passager skriger punkrock. Shijo X har aldrig efterstræbt at passe ind i en genrekategori, og det ville højest sandsynligt heller ikke kunne lade sig gøre. Davide forklarer, at deres smag konstant skifter, og at de i deres musik altid søger at afprøve nye ting. Blandt bandets fælles favoritter nævnes Tune-Yards og Dirty Projectors. Dog henter Laura det meste af sin inspiration fra soul og R&B-musik, og for den alvorligt udseende bassist Federico er det grunge-musikken, der trækker. Han siger, at han elsker “anything from Seattle“, og tilføjer, at Nirvana og Queens of the Stone Age er blandt hans foretrukne indenfor grunge-genren. Det er bestemt ikke ligetil at klassificere Shijo X – og det er heller ikke meningen.

Læs også  Danske Selma Judith slipper den ærlige debutsingle "Kind of Lonely" med den tilhørende intime musikvideo

Musik uden grænser

Davide fortæller, at bandet har opkaldt sig efter Shijō i Kyoto, Japan:

Det er en ret turistet gade. Jeg var der for ti år siden, og jeg elskede det, for der var så mange forskellige mennesker. Der var japanske bankmænd, geishaer, forretningsfolk, forskellige mennesker og kulturer, der levede side om side.”

Laura smiler, da hun tilføjer “in a good way“, og Davide nikker, da han bekræfter, at han bestemt mener det positivt. Han forestiller sig Shijo X som et band, hvor mange forskelligartede elementer mødes; som et band hvis musik er uden grænser.

Shijo X har efterhånden mange store oplevelser i baggagen, for alene i 2017 har de spillet et væld af koncerter. Af festivaler fremhæver de spanske Primavera Sound og tyske Reeperbahn som nogle af årets højdepunkter, og står det til Shijo X, står fremtiden også i musikkens tegn. De drømmer om at indspille flere albums, måske lære filmmusikkens verden at kende, og vigtigst af alt at blive ved med at spille koncerter. Davide nævner Thailand som en mulig destination, da han understreger, at “we want to play everywhere“.

De fire musikere er utvivlsomt godt på vej, og i løbet af december gæster de scener i både Brasilien og Argentina. Man kan kun håbe på, at Danmark en dag også får fornøjelsen af Shijo X.