Baloosh – Roskilde Festival 2023

Foto: PR

Den aarhusianske gaderapper Baloosh leverede søndag en mindeværdig koncert, hvor en bemærkelsesværdig energiudladning og et imponerende nærvær skabte en euforisk fest, mens rapperens ambitioner som hiphop-artist blev sat i scene.

3,5/5 stjerner

På den store Eos-scene var min største bekymring inden koncerten, hvorvidt Baloosh ville kunne lykkes med at udfylde scenen. Tidligt stod det for mig dog klart, at det var en oplagt rapper der havde lagt vejen forbi Roskilde, med målet om at skabe en fest i gaderappens tegn. På scenen var Baloosh flankeret af forskellige liveinstrumenter, som virkelig sørgede for at løfte de tunge hiphop tracks til et nyt niveau, mens det store publikum ekstatisk hoppede og dansede i takt til musikken.

Inden koncertens start, havde jeg håbefulde forventninger til om Baloosh ville tage gæster med sig på scenen, da rapperen som bekendt ofte indgår samarbejder med forskellige artister. Mit ønske blev tidligt indfriet, da den berygtede hiphop-trio Shooter Gang blev inviteret med på scenen. Her fremførte de i fællesskab eksplosive fortolkninger af “Sinaloa Stil” og “Autobahn”, hvilket for alvor satte gang i publikum, der euforisk sørgede for en gigantisk fest under aftenens sidste himmelstrøg. Shooter Gang optrådte sidste år på Roskilde Festival, hvor Baloosh gæstede gruppen på scenen, så det var da også oplagt og kærkomment, at tjenesten blev gengældt. Det var dog ikke de sidste gæster vi fik at se. Den legendariske rapper L.O.C. havde også sat tid af til at gæste Baloosh, hvor de med nummeret “Hele Tiden” sammen skabte et unikt samspil mellem to hiphop-generationer, mens det aarhusianske hjerteblod blev hyldet. Som publikum fik vi også lov til at høre et spritnyt nummer med Baloosh og L.O.C, samt dj’en Faustix, der også var inviteret med på scenen. Med hyppige ildkanoner og travle stroboskoplamper, virkede den skabte fest til at kunne vare for evigt, mens koncerten nærmede sig sin afslutning.

Et tema der gik igen under koncerten, var Balooshs livevokal, der ikke er stærkeste endnu, og uden tvivl kan udvikles til det bedre. Dog kan man ikke tage noget fra alsidigheden rapperen besidder, hvor der flere gange blev fremført sårbare ballader, mens de overvejende tunge hiphop-tracks indførte en vildskab blandt publikum, der uden tvivl skyldtes rapperens imponerende energiske egenskaber, samt tilstedeværelsen og nærværet på scenen. Baloosh har fart på, og på Roskilde Festival beviste han, at du ikke skal sove på dette navn.

Redaktionen
redaktion@bandsoftomorrow.com