Ozzy føler sig halv på helt ny dobbeltsingle

Foto: Ozzy // Magnus Østrup (Pressebillede)

Er det ok kun at føle sig som et helt menneske halvdelen af året? Ozzy udforsker, på sin nye dobbeltsingle, frygten for kulden og mørket, der i vinterhalvåret har det med at dække landet, så vel som Ozzys sind.

Ozzy tilslutter sig koret af vitamin D hungrende folk, der gruer for vinteren. En tilværelse indhyllet i mørke, både udenfor og inde i sindet, som hvert år truer med at placere Ozzy i en stilstand hvor hans eget tankemylder bliver dårligt selskab. Med et strejf af håb, drømmer han om at forberede sig bedre til næste sæson, for måske at komme bedre igennem mørket. Om ikke andet formår Ozzy at omdanne sit tankemylder til følsomme, eftertænksomme og introspektive tekster som vi kan få glæde af, ligegyldigt om du kan relatere til Ozzys dilemma eller ej. Dette er bestemt tilfældet på Ozzys, også kendt som Oskar, nye dobbeltsingle: “Visner”/“Indre”, som bearbejder netop disse følelser.
Musikalsk læner vi os op af en poppet hip-hop der vækker associationer til en upbeat Hans Philip eller Marcus.wav. Hans flow er tight og kendetegnet af enormt præcise fraseringer, der kilder alle de rigtige steder.

Den unge musiker har hevet teltpløkkerne op, og er for nyligt rykket fra hjemstavnen i Helsingør til det københavnske, hvor han fra sit værelse laver musik til de introverte følsomme individer, der med stor sandsynlighed kan relatere til Ozzys tekstunivers.

Lyt til singlerne her!

Tags:
Nicolai Hegelund
nicolai.hegelund@gmail.com