28 sep Dem glæder vi os til at se på by:Larm 2021
Foto: Hôy La // Petra Kleis (Pressebillede)
På torsdag, bliver den norske show-case festival by:Larm skudt i gang. Vi er derfor dykket ned i det fulde musikprogram og valgt endnu tre forskellige artister, som vi glæder os ekstra meget til at opleve i den norske storby.
Sponsoreret indhold:
by:Larm bliver afholdt i den Norges hovedstad Oslo den 30. september til 2. oktober. En show-case festival hvor artister fra hele verden kan opleves på forskellige scener, rundt omkring i byen. Festivalen har et særligt fokus på ny og upcoming musik fra hele norden, og tidligere på måneden kunne man læse vores første part af denne lille liste over tre artister vi glæder os til at se på den norske festival. Nu er vi klar med anden part, hvor vi har udvalgt tre nye og spændende artister fra programmet, som faktisk alle er fra festivalens hjemstavn – Norge! Er man nysgerrig på deres vilde konferenceprogram kan man også læse vore guide til det, eller vores guide over hele musikprogrammet.
Hôy La (NO)
Bag aliaset Hôy La står den norske artist og producer Ingri Høyland, der laver mørk og eksperimenterede trip-hop med en drømmende og fortryllende atmosfære. Når man lytter til hendes musik, træder man ind i et melankolsk og ekspressivt sonisk rum, der er smukt og forvrænget på samme tid, og som formidles med sårbarhed og vrede. Hôy La dyrker en kybernetisk æstetik, hvilket kommer til udtryk både gennem de syntetiske soundscapes og de særprægede visuals, der udforsker grænsen mellem teknologi og menneske. På livescenen er hun kendt for at levere intime og intense koncertoplevelser med en teatralsk performativitet, der blandt andet førte hende til Roskilde Festivals lineup i 2019. Hôy La har desuden annonceret sit kommende debutalbum med den dystopiske titel There’s a Girls Inside My Brain Who Wants to Die, der lander den 8. oktober – altså blot en uge efter by:Larm 2021 finder sted. Vi glæder os derfor enormt meget til at få en forsmag på albummet og opleve hendes eksperimenterende liveshow, når hun kickstarter sin albumtour på by:Larm i Oslo.
Smerz (NO)
Den københavnerbaserede, norske duo Smerz gæstede by:Larm Festival allerede i 2016 – og i år vender de altså stærkt tilbage med et endnu mere selvudviklet og originalt lydbillede. Henriette Motzfeldt og Catharina Stoltenberg er kvinderne bag den eksperimenterende elektro-duo, hvis musikalske landskab byder på en særpræget kombination af synth-pop, R&B, rap og traditionel norsk kormusik. I februar udgav de deres længe ventede debutalbum Believer, hvor duoen ikke overraskende leger med genrekonventionerne og skaber en stor uforudsigelighed fra nummer til nummer. Her drages vi ind i et spændende og utraditionelt lydbillede, hvor drømmende, elektronisk popmusik smeltes sammen med klassiske instrumenter og sarte klaverspil, og hvor tunge technobeats også får rum til at udfolde sig. Duoen byder på et lydunivers, der kræver fordybelse, men samtidig er ekstremt tiltrækkende. I sommers var de at finde på Roskilde Festivals Summer Days, hvor vi anmeldte duoen, i hvad der blev en teatralsk og vild oplevelse. Hos Smerz får mørket og mystikken frit løb, og det er netop den store diversitet i duoens lyd, der gør, at vi på redaktionen glæder os til at opleve dem live på by:Larm.
Jonathan Floyd (NO)
Med sine blot 20 år på denne jord har Jonathan Floyd allerede vist et kæmpe potentiale. Hans nostalgiprægede pop-R&B har opnået mere end to millioner streams på tværs af streamingplatformene og vi har også tidligere haft den unge sanger som Ugens Upcoming. Floyds musik er inspireret af kunstnere som The Weeknd, men uden den samme kynisme, der gennemsyrer hans canadiske modpart. I stedet mærker man en salig melankoli i de dansable og groovy beats. I diskografien er der både plads til ‘trappede’ hip hop beats, hvor den unge nordmands blide stemme surfer på de hårde trommerytmer, men også til 80’er inspireret synthpop, der drager paralleller til navne som danske Drew Sycamore. I begge tilfælde, giver musikken plads til at man kan danse natten lang, men også til at tage et skridt tilbage og virkelig mærke den, fordi Jonathan Floyd har en særlig evne til at gå balancegangen mellem festlig og introspektiv. Senest har Jonathan Floyd udgivet singlen “Perlene”, der lyder som resultatet af en hed nat mellem det danske indierockband Jung og kongerigets egen popprins Christopher, men sangen lyder også samtidig som soundtracket til selvsamme nat. Som om de ømme synthflader og Floyds nærværende vokal ikke var nok, kulminerer nummeret i en legende guitarsolo. Uanset om man er i dansehumør eller man bare gerne vil lukke øjnene og mærke musikken, er man sikker på at få en god oplevelse til en Jonathan Floyd-koncert, og dét glæder vi os til at opleve på egen hånd på by:Larm Festival.