05 aug Fra rebelsk powerpop til tilbagelænet indierock: Fem tyske bands, du skal kende til
Foto: Johannes Richter (Pressebillede)
Den tyske musikscene er måske mest kendt for schlagermusik og jodlende tyrolere i skøre outfits, men hvis du dykker lidt ned under overfladen, gemmer der sig en spændende verden af quirky indiemusik.
Vores sydlige naboland byder ikke kun på wienerschnitzel, 99 luftballoner og traumatiske kasserollebøjninger. Den tyske indiescene er nemlig på alle måder værd at følge med i. Her er fem tyske indiebands, som du bør tjekke ud og holde et vågent øje med.
Blond
Trioen Blond fra den østtyske by Chemnitz laver powerpop med attitude og en skøn fandenivoldskhed. Bandet består af søstrene Nina og Lotta Kummer, der sammen med barndomsvennen Johann Bonitz skriver sange om alt fra mansplaning til tinder-dating og spinat mellem tænderne. Vi oplevede dem på sidste års Reeperbahn Festival, hvilket var en virkelig underholdende oplevelse. Deres seneste single “Du und Ich” er både cool, lækkert produceret og sprængfyldt med energi. Lyt til den lige her på Spotify.
Leoniden
Det tyske indieband Leoniden fra Kiel er på vej med deres tredje album med titlen Complex Happenings Reduced To A Simple Design, der udkommer den 20. august. Leoniden skriver engelsksprogede sange, så hvis du endnu ikke er helt gode venner med det tyske sprog, så er bandet en oplagt indgang til den tyske indiepop. Singlen “L.O.V.E.” fra sidste år er en energisk popbasker med fængende melodier, en insisterende basgang og et virkelig smukt post-omkvæd, som man får lyst til at høre igen og igen. Lyt til den på Spotify lige her.
Von Wegen Lisbeth
Von Wegen Lisbeth skriver herlige og jordnære tysksprogede tekster om deres ungdomsliv i Berlin, og deres minimalistiske indiepop-lyd er meget nem at falde for. Sangene er skåret helt ind til benet og stilfuldt arrangeret, hvilket giver plads til de finurlige tekster og bandets ofte ret spøjse fortællinger. På sangen “Meine Kneipe” fra debutalbummet Grande synger forsangeren Matthias Rohde om, hvordan hans ekskæreste må gøre lige det, hun vil, så længe hun ikke tager sin nye kæreste med på hans sædvanlige stamværtshus, hvor han sidder og drikker gravøl efter deres breakup. En øm fortælling og en fantastisk sang, som du kan lytte til på Spotify lige her.
Das Moped
Er du til tidlig indierock som Death Cab For Cutie, så bør du i den grad tjekke bandet Das Moped ud. Den tyske kvartet dyrker en eftertænksom sangskrivning, der pakkes ind i hymneagtige melodier og en retro indielyd. Deres numre er så sangbare, at du ret hurtigt kan synge med, selvom dine tyske gloser ligger lidt langt gemt væk. Lyt til kærlighedssangen “Geist” lige her på Spotify.
Me And My Drummer
Indiepop-duoen Me And My Drummer fra Berlin udgiver desværre ikke længere musik sammen, men de har et stort bagkatalog af musikalske perler, som vil smelte dit indiehjerte. Forsanger Charlotte Brandis stemme leder tankerne hen mod Victoria Legrand fra legendariske Beach House, men har alligevel sin helt egen originalitet, der gør duoens sange til noget helt særligt. Sangen “Phobia” fra debutalbummet The Hawk, The Beak, The Prey er et sandt mesterværk, som du bør tjekke ud, hvis du vil lære den lidt tidligere tyske indiescene at kende. Lyt til “Phobia” lige her på Spotify.