fbpx

Dagbog fra Reeperbahn Festival 2020: Det så vi lørdag

Foto: Blond // Tom Heinke

Trods corona og diverse restriktioner, lever musikken videre, og det er Reeperbahn Festival et ret godt eksempel på. Derfor er vi endnu engang taget et smut til Hamborg for at snuse rundt i det spirende vækstlag. Her er hvad vi oplevede på sidstedagen af en anderledes, men tiltrængt Reeperbahn Festival. 

Efter en tiltrængt frokost på en fiskerestaurant lige ud til havnen bevægede vi os over mod Festival Village for at møde frontkvinden fra People Club til en snak om deres baggrund, tekster og inspiration. Både vejr og humør var i top på festivalens sidste dag.

Allerede klokken 14.30 havde vi første koncert på programmet. Det var med den tyske trio Blond, der spillede på festivalens største scene. Blond er en trio, hvor tabuer ikke eksisterer, og som udforsker alle genrer og stilarter i deres eget skæve univers. De to frontkvinder (den ene agerer også trommeslager), startede ud i store gule prinsessekjoler, som til et tecnhobeat hurtigt blev flået af gennem en fælles koreografi. Stilen var lagt, og de havde publikum i deres hule hånd. De tre bandmedlemmer blev ved med at overraske og hev blandt andet to dansere ind på scenen, sang om den kvindelige cyklus, rappede og skiftede outfits undervejs. Blond var helt klart et af de navne, der trods et siddende publikum fik alle med på bedste vis. Alle havde en fest på deres stol, og der var masser af fællessang og dans med armene. Musikken var catchy, varierende og fyldt med sarkasme og overskud. Alt i alt en super fed oplevelse. 

Efter festen med Blond tog vi videre til Spielbude XL-scenen for at se de tyske drenge fra Drens. Alle kom de ind på scenen i matchende røde shorts og et humør, der smittede af med det samme. Drens spiller surf punk med attitude, og sangene var energifyldte med larmende guitarriffs. Bandet byttede musikalske roller undervejs, hvilket var et cool touch til en optræden, hvor vokalerne ellers desværre haltede lidt. Vi elskede deres punkede energi og attitude, men selve musikken var ikke helt overbevisende. Højdepunktet var helt klart nedenstående sang, som handler om noget så banalt som at køre på cykel. 

Vi gik en smule før, koncerten med Drens sluttede, da vi ville se R&B-stjerneskuddet Douniah. Hun spillede på N-joy Reeperbussen foran fyldte bænke og med en aftensol bag sig, der stadig lunede. Douniah laver stemningsfuld R&B og soul-musik, og hende havde vi virkelig glædet os til at opleve. Desværre sad hun fast i trafikken i den anden ende af byen, så vi nåede kun et enkelt nummer fra hende.. MEN, fra allerførste strofe blev man forelsket i hendes bløde og sexede vokal, som blev leveret i allerbedste Jorja Smith-stil. Hun hvilede i sig selv, og fra første nummer ville man have mere. Men da vi skulle nå dette års ANCHOR Award, måtte vi lade det resterende publikum nyde de lækre toner fra Douniah. Hun er om noget en kunstner, man skal holde øje med, og ud fra blot det ene nummer, vi hørte, kan vi ikke vente med at høre mere fra hende i fremtiden.

Den prestigefyldte prisuddeling med blandt andre Melanie C og Tony Visconti i jury-gruppen startede med et brag. Ind trådte selveste Spice Girls-ikonet og optrådte med en af sine nyeste sange udgivet under sit eget navn (det havde været lidt fedt, hvis hun var trådt ind som Sporty Spice, men der stoppede festen alligevel). Så var showet ligesom i gang, og vi kunne se frem til optrædener fra fem ud af seks af de nominerede (L’Eclair fra Schweiz var desværre forhindrede i at rejse ind i Tyskland grundet… I ved hvad). ENDELIG fik vi lov til at høre ÄTNA (DE) og Tuvaband (NO), hvis koncerter vi flere gange i løbet af festivalen var gået forgæves til grundet allerede fyldte venues. ÄTNA var på alles læber under dette års Reeperbahn Festival, og vi forstår hvorfor… For hold da op et show de leverede på bare det ene nummer, vi fik lov at høre live til ANCHOR. Potentialet var ikke til at tage fejl af, og der blev danset vildt på scenen til de hårdtslående techno-beats. Det var da også ÄTNA, der løb med sejren, hvilket må siges at være fuldt fortjent. Trods tekniske udfordringer undervejs i årets prisuddeling (blandt med forbindelse til New York, hvor tre ud af seks jurymedlemmer befandt sig), var det et vellykket show. De tekniske udfordringer fik dog betydning for, at showet gik en halv time over tid, og derfor nåede vi desværre ikke at høre den post-punkede trio Shybits, som vi ellers havde set frem til at opleve live. Det må vi have til gode. 

Det gav os til gengæld god tid til at få en lækker Ramen indenbords og komme i god tid til aftenens sidste koncert med People Club – og for vores vedkommende festivalens sidste. Da vi efterhånden havde oplevet koncertstederne blive fyldt på ingen tid, kom vi også denne gang i rigtig god tid. Forinden koncerten havde vi snakket med et af medlemmerne og havde glædet os meget til endelig at opleve dem live. Men allerede 45 minutter inden showstart var der igen fyldt, og vi måtte derfor se konsekvenserne af corona i øjnene og endnu engang misse en koncert. 

Dette års Reeperbahn Festival har i den grad haft sine udfordringer i form af den begrænsede plads til diverse koncerter. Det har vi måttet tage med og dermed undværet nogle koncerter, vi ellers havde set frem til. Men bare det, at en festival har kunnet afholdes, er en stor optur i sig selv, og vi har nydt Hamborgs vibrerende atmosfære og heldigvis også en masse fantastisk musik.